|
Kun én ting kan et andet medie gøre bedre - og
det er bare et spørgsmål om tid
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk
»Runden var ikke færdigspillet ved redaktionens
slutning.«
Den tragikomiske besked i morgenavisen fortæller i ét
afslørende glimt, hvorfor papiraviserne er håbløst
bagude af dansen, når det gælder sport. Beskeden gjaldt
den golf-finale, som sluttede på computer- og tv-skærmene
ved 17-tiden dagen før.
Noget essentielt i sportsjournalistik er tempoet. Nyhederne
skal hurtigst muligt frem. De journalister, der vinder dét
kapløb, vinder brugerne.
I tilgift rummer nettet også interaktiviteten, som ingen
andre medier kan hamle op med. Plus muligheden for fordybelse
med ubegrænsede mængder af informationer, der kan
tilfredsstille selv den mest videbegærlige.
Der er intet, papirmedierne kan, som nettet ikke kan gøre
bedre (netfolket gør det bare ikke altid).
Papirmediernes chance for at manifestere sig i konkurrencen
er -- udover kontante solonyheder -- at give rum og vilkår
til de usædvanligt velskrivende penne. Kun originalt skrevet
sportsstof vil vi være villige til at bruge tid på
i papiravisen. Ikke at originaliteten ikke også kan forekomme
i netmedierne. Her er den bare ikke så udtalt, hvor energien
mere bruges på hurtig end på original formidling.
Min net-erfaring inden for sporten begrænser sig til
golfen, men jeg har ikke opfattelsen, at den sportsgren principielt
adskiller sig fra tennis, svømning og lignende individuelt
betonede sportsgrene.
Som bruger har jeg forlængst opgivet de danske medier.
Ingen af dem prioriterer golf eller demonstrerer viden om den
sportsgren i et troværdigt omfang. Nærmest kommer
Berlingske, og alligevel er golfen i den avis, både i papir
og online,
en bleg version i forhold til, hvad man henter internationalt.
Jeg er ikke så sikker på, at det er en klog strategi
over for en af Danmarks hurtigst voksende sportsgrene med over
100.000 golfspillere.
Kun på ét område er nettet underlegent i
forhold til et andet medie. Og her er situationen sikkert tidsbegrænset.
I dag kan nettet ikke hamle op med fjernsynets live-transmissioner.
Live-transmission
Indtil videre har nettet kun forsynet os med highlights og
episoder fra særligt spektakulære huller via webkameraer.
En sikker webcam-optagelse er hul 17 på Sawgrass
i Florida, hvor spillerne i årets turnering skal slå
et kort slag over en sø til et grydelåg af en green.
Som ved vandgraven i den hjemlige Hubertus-jagt finder man tilskuere
og webkamera ved hul 17 for at se spillernes sejre eller nederlag.
Åbenbart flest af de sidste, for der bliver fisket 120.000
bolde op af søen hvert år.
Net-billederne er i en dårlig kvalitet selv med en hurtig
forbindelse. Men når teknikken inden længe avancerer,
kan jeg have live-transmissionen kørende uafbrudt i et
hjørne på skærmen, mens jeg samtidig arbejder
med noget helt andet på computeren. Og så er der ingen
medier, der teknisk kan konkurrere med nettet.
Turneringerne i den europæiske superliga inden for golf,
the European Tour, administreres af selskabet the
PGA European Tour med tidligere og nuværende tour-spillere
i bestyrelsen. Selskabet har selv oprettet et produktionsselskab,
PGA European Tour Productions, som står for samtlige tv-optagelser
af turneringerne. Det og tilsvarende selskaber i andre verdensdele
er kapitalstærke foretagender, der hjemtager svimlende beløb
for salg af tv-rettigheder til tv-stationer verden over.
Kan de få teknikken til at virke og finder en fornuftig
betalingsordning, vil de stærke organisationer sikkert snart
selv sende live-transmissioner af de store turneringer på
nettet.
Dermed slår de følge med Manchester
United, der 22. januar for første gang transmitterede
en af de engelske kampe over nettet. En time efter kampens afslutning
kunne netbrugere se alle 90 minutter af kampen mellem Manchester
United og Liverpool for 2,99 pund.
Resultat-formidling
Den uafhængige journalistik kan sagtens finde en udækket
niche, selv om de store organisationer håndterer begivenhederne
indgående på nettet. For på fx European Tour
skal jeg ikke regne med at finde de kritiske artikler, ligesom
den for ikke-briter har en til tider irriterende britisk slagside
i sin dækning af begivenhederne.
Men i resultat-formidling er de netsteder uforlignelige.
En turnerings resultat ligger på nettet få sekunder
efter, at sidste bold er trillet i hul på 18. green (med
forbehold for strømsvigt i de enkelte lande!). Hurtigt
efter følger en frisk opdatering af ugens rangliste. Og
resultatet er aldrig efter redaktionens slutning...
Når European Tour spilles i Australien som i disse uger,
er live-scoringen lige så hurtig, som når en turnering
spilles i England.
- European Tour
(klik på Live Scoring til højre en af ugens fire
sidste dage)
- US PGA (klik på
Scoring i øverste vandrette bar)
På nogle turneringer er Tour'ens folk ude på banen
forsynet med håndholdte computere, hvor hvert hul-resultat
omgående indtastes til live-scoringen hos brugernes computerskærme
kloden over.
Kræs for statistikere
Vil sportsjournalisten eller den golfinteresserede bruger grave
sig ned i noget baggrundsstof, er der ingen grænser på
PGA-siderne.
Man kan finde selv de mest detaljerede informationer på
nettet, fx Thomas
Bjørns runde-gennemsnit i 2001 (der var 70,19 slag),
som så kan sammenlignes med Tiger
Woods' (68,81). Til gengæld skulle tigeren bruge 29,25
putts pr runde, mens bjørnen kunne nøjes med 28,2
putts.
Der er en fantastisk detaljeringsgrad hos amerikanske
GolfOnline, hvor man kan gå mindst 10 år tilbage
og finde resultaterne for en spiller helt ned til hans antal slag
i hver enkelt runde på alle de turneringer, han har deltaget
i, hans slutplacering, indtjening osv. Her finder man detaljerne
om alle det forløbne års fem danskere på den
europæiske tur (Thomas Bjørn, Steen Tinning, Anders
Hansen, Søren Hansen og Søren Kjeldsen), og snart
følger 2002's ny medlem, Mads Vibe-Hastrup efter.
Services
Hverken netjournalisten, der selv vil lægge effektive
services på sit golf-netsted, eller brugeren, der vil trække
på nogle tjenester, kommer til at gå forgæves
på nettet. Her er masser af inspiration.
Inden for golfen finder man en mængde snævert definerede
services på nettet, så enhver interesse kan blive
tilfredsstillet. Her drager golfsporten fordel af sin internationale
karakter -- vi spiller efter de samme regler verden over, køber
samme type udstyr, har samme behov for informationer om spillet,
instruktioner mv. Og sproget er i vid udstrækning engelsk
uanset stedets oprindelse. Så selv om der i det enkelte
land måske ikke er så mange interesserede, bliver
potentialet alligevel tilstrækkeligt stort på globalt
plan til, at nogen finder en interesse i at tilgodese behovet.
Mange tjenester er gratis (betalt af annoncer), andre forlanger
registrering men ingen betaling, og endelig er der enkelte, som
vil have betaling for det dybeste, mest unikke indhold.
En beregning af en spillers handicap, så man hurtigt
kan finde ud af, hvor mange slag man får på en ny
bane, er en simpel sag, som mange golf-steder på nettet
tilbyder. Gå fx ind på GolfOnline
og klik på en af klubberne. Ikke alle, men mange af dem
har lagt det lille program på siden.
Hos FreeGolfInfo
kan jeg kontinuerligt indføje mine resultater og efterhånden
opbygge en solid statistik-bank. Tallene er betryggende beskyttet
bag et password, så uvedkommende ikke kan rette min birdie
til en bogey. Tjenesten er gratis og fordrer blot registrering.
Golf-reglerne er ens kloden over. Man kan finde dem på
dansk hos Dansk Golf Union,
der prisværdigt har lagt samtlige regler på nettet.
Klik på Golfspillet/Regler til venstre. Vil man lidt dybere
ned i forståelsen og fortolke reglernes praksis, kan det
betale sig at gå til Rules
& Decisions. Her finder man både selve reglerne
og de underliggende praksis-anvisninger kaldet Decisions. Reglerne
er vedtaget af R&A (Royal & Ancient Golf Club of St. Andrews,
Skotland) og USGA (US Golf Association) i fællesskab og
gælder fra 1. januar 2002 for alle verdens golfspillere.
Nettet har andre striber af mere og mindre seriøse netsteder
for snævre interessegrupper. Lige fra samlinger af golf-vittigheder
til instruktioner fra pro'er, fx britiske Fault
& Fixes og Berlingskes
serie med tidligere landstræner Anders Sørensen.
Selvfølgelig kan man også finde oversigter med
udstyrs-firmaer; her kan man bare gå efter firma-navnene
-- og efter ordet 'discount' hvis man leder efter de billigere
kloner.
Undervejs kan man så passende regne på, hvor meget
man sparer ved at købe sin titaniumkølle i USA frem
for i den lokale proshop. Ikke altid overbevisende meget, og det
er vel at mærke uden pro'ens vejledning. Ofte også
uden moms, hvad spillere, der praler af, at de kun 'betalte en
tredjedel', synes at have glemt.
Debatsteder
Endelig har golfverdenen et hav af chatrooms og diskussionsgrupper
skruet sammen på mange forskellige måder. Her finder
man hidsige diskussioner med golf fanatics over hele verden, og
man skal være indstillet på at få et hak i tuden,
for tonen er ligefrem. Men stedvis også morsom elegance.
I Danmark er de brovtende uforskammetheder i overtal.
Den amerikanske Golf Channel er berømmet for sine Discussion
Boards, et velstruktureret netsted med en god emneinddeling.
Herhjemme har vi debatten
på GolfOnline, et netsted oprindelig startet af et par
golfspillende fynboer, som efter en tur om ad Sportals paraply
igen er på egne ben. Deres debat er Danmarks mest infantile
og med flest stavefejl men ved sjældne lejligheder også
den morsomste.
Fælles for debatsteder både herhjemme og i udlandet
er en grænseløs hjælpsomhed. Leder man efter
adressen på den særprægede golfbane, hvis navn
man ikke kan huske, men som ligger i skotske Highlands, slutter
med en par 3 og har et skur som klubhus....ja så indløber
svaret få minutter efter.
Hjemlige og udenlandske baner
Har journalisten eller den almindelige netbruger behov for
oplysninger om de enkelte baner i Danmark, er der flere muligheder.
Dels har mange klubber lavet deres egne netsteder, som man finder
links til hos Dansk Golf Union.
Dels er der en nyttig oversigt i bogen Danske
golfbaner, der med sine detaljerede og relevante informationer
for gæster ligger komplet på nettet. Endelig har danske
GolfOnline
lavet beskrivelser af de enkelte baner. Oversigterne er ikke identiske
men supplerer hinanden godt.
Desværre er klubberne herhjemme set med spillerøjne
langsomme med at give adgang til bestilling af spilletider online.
Det kan man ellers mange steder i udlandet, ja selv på nogle
af de seks baner på 600-årige St.
Andrews i Skotland -- The Home of Golf, der som et andet golfmekka
bør besøges af enhver golfer mindst én gang
i livet.
Apropos udland, så får mange danske golfere abstinenser,
når vejret bliver klamt herhjemme. De våde, hjemlige
baner forkastes, og golfkøllerne pakkes med i rejsebagagen.
England, Skotland og Irland er sammen med varmere lande som Portugal
og Spanien populære rejsemål i Europa. Man kan naturligvis
lade et charterselskab ordne det praktiske med valg af baner og
bestilling af starttider.
Men man kan også selv skræddersy rejsen. Her har
de enkelte landes turistbureauer og golf-organisationer talrige
indgange på nettet. Eller man kan vælge at starte
sin eftersøgning via en europæisk oversigt som fx
Golf and
Booking, der har informationer om over 4.000 baner plus en
del turist-informationer (hoteller, fly mv).
Dækning af dén side af golfen kunne også
give megen trafik på et dansk golf-netsted. Hvis altså
der fandtes danske journalister med øje for sagen.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan
af og til være, at brugerne møder et dødt
link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på
netstedet. Så må I prøve at lede lidt på
stedet.
|