|
Dansker på britisk journalistkursus over nettet fra Japan
Af Ulla Hjulmand, ullahjulmand@hotmail.com,
der 2000-2001 gennemførte et kursus på London School
of Journalism (bestod med udmærkelse). Hun er cand.mag og
har været engelsklærer i Østen en årrække,
de seneste tre år på Human International University
i Tokyo. Skriver jævnligt freelance journalistik i danske
medier.
»Hvilken velsignelse internet dog er for freelancere,«
tænkte jeg fornylig, da en dansk redaktør for tredje
gang emailede mig et lynhurtigt, positivt svar på mit forslag
til en artikel, som jeg ville skrive baseret på mine oplevelser
som engelsklærer her i Japan.
»Skulle man mon begynde at skære lidt ned på
pædagogikken og i stedet tjene lidt på pennen?«
Jeg besluttede mig straks for, at denne hjernebølge
var en go' en, gik ind på yahoo.dk
og fik på få sekunder email adresserne på et
dusin danske redaktører sendt lige hjem i min Zen-inspirerede
stue i Tokyo.
Weekenden gik, siddende i skrædderstilling på gulvet,
med at sende artikelsynopser ud til redaktørerne. Mange
af dem vendte alt for hurtigt tilbage med nogle yderst nedslående
meldinger: »Det emne har vi netop dækket« og
»Din målgruppe passer ikke til vores«.
Tilbage til katedret -- eller tilbage på skolebænken?
Jeg diskuterede sagen med min ordelskende, engelske mand, som
straks så muligheder i at kløve ord -- på det
teoretiske plan, naturligvis -- med sin danske hustru.
Sagen var klar: jeg ville tage et kursus i journalistik, men
hvilket?
Kriterier for valg
Vi vidste på det tidspunkt, at vi her i foråret
vil slå os ned enten i Danmark eller i Storbritannien, så
derfor ville jeg tage et britisk kursus, for min mand kan ikke
læse dansk. Desuden formodede jeg, at et britisk kursus
ville give mere prestige hos en dansk eller britisk redaktør
end fx et amerikansk kursus.
Jeg formulerede disse udvælgelses-kriterier for et kursus
- Det skal være på deltid
- Anerkendt af et journalistforbund
- Indeholde netfærdigheder
Jeg hoppede ind på yahoo.co.uk,
klikkede »uk only« og søgte under »journalism
course«. Kun et kom op, som passede til alle mine kriterier,
nemlig The London
School of Journalism (LSJ).
Deres opfyldelse
Kurset er på deltid, og de studerende bestemmer selv,
hvornår de vil indsende opgaver, enten per snail mail eller
email.
Kurset er godkendt af The National Union of Journalists, hvilket
jeg formodede ville være en slags kvalitetsgaranti. Studerende
på The London School of Journalism kan desuden blive medlemmer
af The European Federation of Freelance Writers.
Dog indeholdt kurset faktisk ikke nogen netfærdigheder
af betydning -- på trods af, at det jo blev tilbudt på
nettet.
Hjemmesiden indeholder links til skolens on-line kurser og
de studerendes opslagstavle, to faciliteter, som LSJ hævder,
intet andet kursus i Storbritannien har. To rigtig gode ideer,
som desværre ikke virkede -- i hvert fald ikke for mig.
Her var det først en menneskelig fejl, der spændte
ben, for trods ivrig emailen frem og tilbage og gode hensigter
gik der et par måneder, før jeg fik et korrekt passwood
til de ovennævnte godter.
Da jeg fik adgang til on-line kurserne, gjorde jeg den opdagelse,
at selv om nettet er globalt, er det stadig slave af tidszonerne.
De kurser, der er on-line kl. 19 britisk tid, kan jeg følge
kl. 4 om natten japansk tid.
Med hensyn til de studerendes opslagstavle er det naturligvis
sådan, at hvis de ikke bruger den, så er der ikke
mange opslag at komme efter!
Det var endnu et element ved kurset, som gjorde det mindre
internationalt, end jeg havde regnet med; igen i betragtning af
at det blev udbudt på nettet. Det undrer mig stadig, at
de studerende, som kommer fra omkring 100 lande, tilsyneladende
ikke havde særlig lyst til at udveksle journalisterfaringer
fra deres respektive hjemlande.
Sidst, men ikke mindst, indeholdt kurset ingen færdigheder
i at søge informationer på nettet. Tværtimod
er modulet om research koncentreret omkring korrekt engelsk grammatik
og diverse ordbøger og opslagsværker. Dette er igen
tegn på, at nok er kurset internationalt i intention, men
ikke i praksis, for i et ikke-engelsk talende land som Japan er
disse værker nemlig ikke tilgængelige.
Men nok om de negative sider af kurset. Siden jeg begyndte
på det, har jeg solgt artikler til et dusin danske publikationer
og har selv udviklet visse netfærdigheder. Derfor må
man retfærdigvis sige, at kurset var tilfredsstillende for
mig.
Fremtidige kriterier
Belært af min første færd ud i cyberverdenens
tilbud af kurser til journalistspirer vil jeg næste gang
anvende ganske anderledes søgekriterier.
Mit næste kursus skal
- Ikke nødvendigvis være britisk, da ingen redaktør
nogensinde har spurgt mig, om jeg har taget et kursus
- Ikke nødvendigvis være godkendt af et journalistforbund,
da jeg I forvejen er medlem af en dansk fagforening
- Være villigt til at sende mig prøvesider af
kurset, så jeg kan se, om det indeholder netbaserede researchteknikker.
Eller sagt på anden måde: næste gang vil
jeg tage et kursus, der er internationalt i intention og praksis.
|