e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Studerende viser vej

Spændende ezines af journaliststuderende i udlandet

Af Karen Grønkjær Kjeldsen, kakj@mail.djh.dk og Lars Møller Hansen, laha@mail.djh.dk, medlemmer af eJours redaktionsgruppe


Mange journaliststuderende i udlandet er forlængst gået på nettet med deres studenterblade og producerer i varierede koncepter stimulerende netjournalistik, som danske journaliststuderende -- og andre -- sagtens kan blive inspireret af.

I eJour nr 10 så vi nærmere på de danske journalistuddannelsers ezines, og det viste sig, at de danske studerende i Roskilde, Odense og Århus nedprioriterer online-bladene i forhold til deres trykte skoleblade.

Denne gang vender vi blikket udad for at se, hvordan de gør det på journalistuddannelser i andre dele af verden.

Vi har valgt at se nærmere på et udpluk af de mange studenter-ezines og standser op ved dem, der efter vores mening har noget interessant at byde på. Det kan være, at de skriver specifikt til nettet, bruger hypertekst, laver relaterede links, giver mulighed for interaktivitet eller på anden måde demonstrerer forståelse for at udnytte nettets muligheder.

Relaterede links

På San Francisco State University hedder de studerendes ezine Golden Gate Xpress Online, og her bliver mange af nettets muligheder udnyttet. Det særlige for bladet er, at de studerende arbejder med en lag-på-lag-model, hvor man efter at have læst en artikel kan klikke sig videre til en anden selvstændig artikel, der handler om et relateret emne. For eksempel kan man læse en artikel om et kunstprojekt for børn, dernæst om de frivillige arbejdere bag projektet og så en erfaringsartikel om et af børnene.

I Illinois er de studerende, der laver The Daily Illini Online, også gode til at bruge relaterede links. I bunden af de fleste nyheds- og sportsartikler er der links til såvel egne aktuelle og tidligere artikler som til relevante eksterne netsteder.

Nyhedsbreve og databaser

Rigtig mange af de studerendes blade udnytter nettets muligheder for hurtig levering af nyheder ved hjælp af nyhedsbreve.

På Ohio State University's The Lantern sørger et pop-up-vindue for, at man bliver opmærksom på stedets 'Email Edition', der tilbyder de seneste nyhedsoverskrifter fra campus, sportsresultater, vejrudsigt med mere.

The Daily Californian fra Berkeley-studerende udsender hver aften et nyhedsbrev med et kort resume af dagens tophistorier.

Når det gælder anvendelsen af databaser, er arkiver med tidligere artikler stort set det eneste, online-magasinerne bruger den mulighed til. De fleste af bladene har arkiver over tidligere udgaver med mulighed for søgning i arkivet. Et af dem er The Daily Californian, hvor man kan søge efter ord i teksterne.

The Daily Illini Online adskiller sig fra de øvrige ezines i brugen af database med deres Buzzbook, som er en guide til universitetets nærområde. Her kan man finde oplysninger om spisesteder, natteliv, kunst, fritid og 'Around Town', og man kan søge efter ønskede emner i Buzzbook'en.

Interaktivitet

Der er flere muligheder for at skabe interaktivitet i ezines.

En mulighed er at lave et debatforum. Der er ikke mange ezines, der har fået en debat op at køre, men det tyske DoNews fra Institut for Journalistik ved Dortmund Universitet har et velfungerende forum. Her kan man både deltage i igangværende debatter og selv starte nye.

De fleste andre ezines giver enten mulighed for respons til journalisterne -- se fx Golden Gate Xpress Online, hvor klik på byline gør det muligt at skrive direkte til journalisten -- eller en artikel-feedback, hvor læserne kan kommentere eller diskutere artiklerne som fx Spartan Daily fra San José State University i Californien.

En anden mulighed for interaktivitet er at lave afstemninger. Der er mange afstemninger, der virker noget useriøse og ikke bliver anvendt i forbindelse med artiklerne. For eksempel spurgte The Lantern den 4. januar sine læsere »Did you get everything you wanted for Christmas?« Så det er ikke nødvendigvis af det onde, hvis et blad ikke har en afstemning.

Men anvender man afstemninger seriøst, kan de være en god måde at inddrage læserne og udnytte en af nettets muligheder.

Det gør den canadiske Capital News Online fra Carleton University's School of Journalism and Communication i Ottawa. I starten af januar havde netstedet en artikel om, at regeringen vil hjælpe narkomaner ved at give dem et værested, hvor de kan få udleveret rene sprøjter. Stedet lavede så en afstemning om, hvorvidt det er fornuftigt af regeringen at udlevere sprøjter til narkomaner.

Betydningen af interaktivitet skal ikke undervurderes. Man får en nyhed ved at læse den, men man husker og forstår den bedre, når man tager stilling til den eller diskuterer den med andre.

Multimedia

Ikke mange af de studerendes ezines bruger andet end tekst og billeder i deres formidling, selvom multimedia er et af de elementer, der virkelig kunne adskille ezines markant fra trykte medier.

Et af de steder, der har medtaget multimedia, er det canadiske Nova News Net, som laves af studerende ved University of King's College School of Journalism i Halifax. Fra stedet er der links til forskellige radiomontager.

Nova News Net har desuden foto-essays, hvor en serie billeder fortæller en historie. Det er en forholdsvis nem måde at udnytte nettets ubegrænsede plads på og samtidig give læseren en spændende variation til de skrevne artikler.

I Australien har de studerende på Queensland University et ezine, InSite, der godt nok kun udkommer et par gange om året, men som bedre end andre ezines, vi har set, kombinerer lyd og tekst i artiklerne. Til flere af artiklerne ligger der lydklip, der supplerer historierne.

Desuden kan nævnes det ellers ikke særligt spændende Journalen fra Høgskolen i Oslo, som udmærker sig ved at have både radio- og video-features på stedet.

Digital Partners

Vi er flere gange stødt på det amerikanske firma Digital Partners, som har specialiseret sig i »connecting campus newspapers with the world«. Via email har vi fået oplyst, at firmaet designer ezines for 79 colleges og universiteter i USA, hvoraf størstedelen er store universiteter med journalistafdelinger og etablerede aviser/skoleblade.

Blandt kunderne er The Spartan Daily fra San José State University i Californien, The Ball State Daily News fra Indiana og The Arbiter Online fra Idaho.

Fælles for dem er en meget professionel og brugervenlig opsætning. Hver artikel har tre små ikoner til henholdsvis 'printervenlig version', 'email artiklen til en ven' og 'giv feedback eller hør, hvad andre har at sige'. De tilbyder alle søgning i arkiv, og så er der samlet links til artikler inden for samme tema i en lille boks ved hver artikel.

Digital Partners har aftaler med seks universiteter i Argentina og er i gang med at få etableret et samarbejde med tyske universiteter. Firmaet arbejder i øjeblikket på at gøre sit system tilgængeligt på flere sprog.

Bedste eksempel

Et af de allerflotteste ezines, vi er stødt på, er DoNews fra Institut for Journalistik ved Dortmund Universitet. Det er det første af sin art i Tyskland, og stedet indeholder kun historier, der er skrevet direkte til nettet i modsætning til de fleste andre ezines, vi har set på, som primært bringer artikler fra de trykte skoleblade.

De andre ezines indeholder typisk hver især nogle få af de elementer, vi har beskrevet. Men DoNews har praktisk talt alle sammen. Netstedet har relaterede links, database-guide, kontaktforum, mulighed for respons til journalisterne, diskussionsforum, afstemning samt links til radio.

Yderligere laver de studerende både campus-nyheder og nyheder fra Dortmund, hvilket gør stedet interessant for andre end de studerende selv. Ellers er de studerendes blade, som vi har besøgt, hovedsageligt karakteriseret ved at indeholde nyheder, der primært er rettet mod de studerende selv (campus-nyheder).


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.