e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

56 pct sender nyhedsbreve ud

Men mange firmaer frabeder sig reaktioner

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk


7 pct af virksomhederne brugte email nyhedsbreve i 2000. Et år senere var tallet steget til 40 pct. I dag er det oppe på 56 pct. Den kurve tegner meget godt nyhedsbrevenes stigende betydning som værktøj for kommunikation. Men det er jo ikke gjort med at udsende et nyhedsbrev, hvis det ikke fungerer. Også den sag er undersøgt.

Bag tallene og de tilgrundliggende analyser står Horsens-virksomheden Atteno, der er ved at få fodfæste som et spændende specialfirma i internetbaseret kommunikation, og som gennem sine løbende undersøgelser kortlægger interessante udviklingstræk.

De fremmeste

Attenos undersøgelse, offentliggjort sidst i januar, tegner ikke et generelt billede af dansk erhvervslivs email-kommunikation. For den bygger på analyser af 50 tilfældigt udvalgte virksomheder, der alle er medlemmer af Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH).

Dermed må resultatet formodes at illustrere standarden hos de hjemlige virksomheder, der er længst fremme på området.

I analysen er ikke medtaget deciderede nyhedsmedier, da deres brug af e-mail nyhedsbreve ikke er sammenlignelige med 'almindelige' virksomheders brug.

Syv spørgsmål og svar

Atteno stillede syv spørgsmål om tilmelding og afmelding til nyhedsbreve. Svarene med flere detaljer findes i en analyserapport, som kan downloades hos Atteno.

  1. Er der en tydelig beskrivelse af, hvad man får, når man tilmelder sig? 33 pct svarede ja, 67 pct nej.
  2. Sendes der en tilmeldingsbekræftelse pr email? 50 pct ja, nej 50 pct.
  3. Har virksomheden offentliggjort sin politik for behandling af persondata? 29 pct ja, 71 pct nej.
  4. Kontrolleres det, om email adressen er tilmeldt, og om formatet er korrekt? 25 pct ja, 75 pct nej.
  5. Vises der en forståelig fejlmeddelelse ved gentagne eller fejlagtige indtastninger? 29 pct ja, 71 pct nej.
  6. Har man som bruger adgang til at rette eller slette sine oplysninger online? 46 pct ja, 54 pct nej.
  7. Er der en tydelig beskrivelse af, hvordan man bliver afmeldt? 86 pct ja, 14 pct nej.

Ingen af virksomhederne kunne svare ja til alle syv spørgsmål.

Atteno siger da også i rapporten: "Når man ved, hvor lidt det egentlig kræver for at leve op til alle syv krav, kan det dog undre os, at udviklingen ikke går endnu stærkere."

Ti stille!

Mange af virksomhederne går så langt som til direkte at frabede sig reaktioner fra abonnenterne.

Atteno peger på, at en hyppig sætning i email nyhedsbrevet er "Bemærk at du ikke kan besvare denne mail", og i de værste tilfælde er der heller ikke angivet en anden email-adresse, man kan skrive til.

Attenos kommentar: "Virksomheder, der vil have, at kunder og potentielle kunder skal læse deres emails, burde være forpligtet til også at besvare emails fra modtagerne."

Nr. 21 februar 2003
Kontakt eJour, hnk@djh.dk