|
I Kort Nyt samler vi op på nyhederne siden sidst (dvs
denne gang siden 3. december 2002) og præsenterer dem i
ultrakort form med præcise links (når det er muligt),
hvor man kan få flere informationer.
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk
Fra net til papir
Jan Wifstrand fra Øresundregionens nyhedstjeneste Rapidus
(omtalt i eJour
nr 20), sætter sig mandag i chefredaktørens stol
på Sveriges største morgenavis Dagens Nyheter. Månedsløn
175.000 kr, som det svenske fagblad Journalisten
indiskret oplyser. Han beholder posten som bestyrelsesformand
for Rapidus.
Overskud på nettet
I Business 2.0-magasinets februar-nummer
gives en stribe troværdige forklaringer på, hvorfor
Wall Street Journal som en af
de få kan brillere med overskud på netudgaven. I 2003
anslås en indtægt på 26 mio dollars fra abonnenterne,
og dem er der 664.000 i dag. Et af svarene hedder 'keep it simple'.
Markedsføring bag mur
Dette her er nok et af eJours sidste link til Markedsføring,
som fra 1. februar barrikaderer sig bag en betalingsmur, som kun
medlemmer og abonnenter kan gennemtrænge. Der er ikke mulighed
for at mikrobetale for en enkelt artikel. Mon ikke muren har sammenhæng
med, at dagbladet Børsen
4. september 2002 (kun for abonnenter) fortalte, at flere
bureauer har opsagt eller overvejer at opsige firmabetalte abonnementer
på Markedsførings papirudgave og klare sig med det
indtil nu gratis digi-nyhedsbrev.
Digital Edgies
Digital Edge awards hedder en stribe priser, som the Newspaper
Accociation of America uddeler hvert år. Dette års
priser blev uddelt 27. januar. Listen over vinderne ligger her
og rummer spændende digitale medie-eksperimenter Prøv
engang at kaste et blik på In-Forums multimedie-historie
om den dag, da giftskyen bredte sig over en lille by i North Dakota,
fordi et tog med kemiske stoffer var afsporet.
Ommøblering hos SVT
Det skal være lettere at finde rundt. Med det løfte
har Sveriges Television 27. januar åbnet et radikalt ommøbleret
netsted, efter at det hidtidige ved
lanceringen i fjor afslørede enorme tekniske problemer
(ifølge fagbladet Journalisten
20. januar). Der er ansat en snes medarbejdere på netstedet.
Denne gang har SVT fået et testpanel til at hjælpe
sig, fortæller SVT
27. januar.
Ny Tiscali-direktør
Lis Lysholm er udnævnt til adm. direktør for
resterne af det Tiscali i
Danmark, der engang hed World Online, og som i dag har fokus på
gammeldags dyder og bundlinjer. Al content-produktion er forlængst
siet fra, medarbejderstaben er halveret til 100, og nu drejer
det sig hovedsagelig om selve internet-forbindelserne. Lysholm,
uddannet datalog, kommer fra Song Networks. Mere i Tiscalis pressemeddelelse
24. januar.
Norske net-fyringer
Da Norges største kommercielle tv-kanal TV 2 i december
købte Nettavisen af Lycos Europe, boblede der straks rygter
op om, at konsekvensen ville blive nedskæringer på
redaktionerne. TV 2 har overskud, mens Nettavisen har tabt mange
millioner siden starten i 1996. Til digi.no
21. januar bekræfter TV 2 Interaktivs chef Gunnar Stavrum
så, at der i alt fyres syv journalister på de to redaktioner.
Tilbage bliver 34. Det er nødvendigt, mener han, for at
nå målet om at blive det største og mest lønsomme
netsted i Norge.
Magnifique.com
Historiens største Story
teller har fået sin egen portal.
Optakten til H.C. Andersens 200 års fødselsdag i
2005 blev slået an 21. januar med præsentation af
netstedet og meget andet. Der skal spenderes millionbeløb
saa
store som Rundetaarn til globale festligheder. Christian Have
er portalens chefredaktør bistået af redaktør
Mikkel
Stjernberg, medlem af eJours redaktionsgruppe. Lad
gaae videre.
Anti-hæder
En håndfuld danskere har efter udenlandsk mønster
samlet sig i et Big Brother initiativ og uddeler årlige
anti-hæderspriser bestående af diplomer. Dette års
priser blev uddelt 21. januar og kan ses her.
Bornholmsk net+radio
Netavisen Bornholm.nu
vil lave radio med nyheder og musik og har søgt det lokale
radio-og tv nævn om tilladelse til 24 timers radio året
rundt. Hvis det bliver et nej, vil ejeren Bjarne Hansen ifølge
DR
Bornholm 20. januar i stedet overveje netradio.
The Ten interaktiv
BBC's nyheds-flagskib, the 10 O'Clock News, har 20. januar
åbnet et interaktivt netsted,
hvor besøgende ikke blot kan hente ekstra informationer
om nyhederne, men også kan diskutere nyhederne og maile
med medarbejderne i redaktionen, som et 360 grader kamera præsenterer
under en virtuel tur. Programmets redaktør er Mark Popescu.
Politiken-debat politianmeldt
En debattør på dagbladet Politikens debatsted
er anmeldt til politiet efter en række indlæg, skrevet
under pseudonym, med dødstrusler og antisemistiske udsagn
mod navngivne jøder. Politiet prøver nu at finde
skribenten. Adskillige online-aviser har efterhånden valgt
at lukke deres debatsteder efter lignende episoder. Politiken
15. januar skriver om sagen. Siden er emnet fulgt op af Kommunikationsforum
21. januar med gengivelse af et speciale
(1 Mb) på Institut for Film-og Medievidenskab, KU, om online-debatter
og deres demokratiske muligheder/faldgruber. Specialets konklusion
om Politiken: fornærmelser, ikke dialog.
Satirens grænse
Et reklamebureau i Trondhjem lancerede i januar en satirisk
netavis Vagbladet, og da
dens logo samtidig lignede Dagbladets,
føg det med advokat-trusler i medie-cirklerne. Nu har Vagbladet
fjernet logoet men ikke satiren. Digi.no 16.
januar fortæller om sammenstødet.
Gulf War 2
Satiren har gode kår i USA for tiden, da mange medier
ellers er ved at gå til i selvcensur. Et forrygende eksempel
er flash-historien "Gulf
War 2" hos Idleworm, offentliggjort midt i januar. Her
demonstreres talentfuldt nettets originale udtryksmuligheder.
Som en figur siger: "Ah crap, I'm off to the bunker for a
couple of weeks".
Sur, mere sur, vildt sur
"Vi er ikke vildt sure, men FDIM er blevet en forening,
der dybest set er overflødig," siger marketingdirektør
Martin Thorborg, Jubii, til Markedsføring
14. januar om Jubii's nylige udmeldelse af Foreningen af Danske
InternetMedier. Thorborg kritiserer FDIM for alene at være
optaget af kvantitet og ikke også af kvalitet. Gad vide
hvordan Thorborg så reagerer, når han er 'vildt sur'
-- danner sin egen forening?
Tre ud af fire vil ha' penge
75 pct af svenske lokalaviser vil forlange betaling for net-udgaven
i fremtiden. Det fortæller Dagens
Media 14. januar og henviser til en undersøgelse af
freelance-journalist Johanna Börjesson. Så er spørgsmålet,
om læserne vil betale, for undersøgelsen viser også,
at fire ud af 10 lokalaviser ikke har noget som helst unikt redaktionelt
stof på nettet. Blandt undersøgelsens øvrige
oplysninger: syv ud af 10 tror på flere annoncer i fremtidens
netaviser; en tredjedel af netaviserne opdateres kun én
gang i døgnet.
Ny AOL-Formand
Steven Cade, medstifter af AOL (America Online) og hjernen
bag AOL's sammenlægning med Time Warner til verdens største
medie-koncern, har bebudet sin afgang som bestyrelsesformand til
koncernens generalforsamling i maj. Hans åbenhjertelige
begrundelse blev offentliggjort af AOL
Time Warner 12. januar. Mere om sagen hos bl.a. Reuter.
Flere danske medier havde nyheden 13. januar, bl.a. MediaWatch,
ComOn,
Computerworld
og DR,
men som sædvanligt meget net-uvenligt uden links til deres
kilder. Reuters
16. januar meddelte så, at bestyrelsen har anmodet den
adm. direktør Richard Parsons om også at være
bestyrelsesformand, en dobbeltrolle der er lovlig i USA modsat
herhjemme; men som også efter de sidste års erhvervs-skandaler
har affødt principielle, kritiske advarsler ifølge
Reuters.
Ytringsfrihed til - usand - reklame?
Nike, verdens største producent af sportstøj,
skal for den amerikanske højesteret i en appelsag rejst
af en aktivist i San Francisco, og retssagen kan blive en prøve
på, om ytringsfriheden også rækker ind over
en misvisende pr-reklamekampagne. Det fortæller SF
Gate 11. januar. Sagen er en udløber af anklager midt
i 90'erne mod Nike for at betale asiatiske ansatte en meget lav
løn under farlige arbejdsforhold.
Protest mod licens-brug
Den britiske regerings har givet BBC tilladelse til at bruge 150
mio pund af licensmidlerne til udvikling af bl.a. digitale undervisnings-materialer
gratis til landets skoler, og det har nu rejst en storm af protester
fra kommercielle konkurrenter. Det oplyser Mediaweek
10. januar. På det seneste har også politikere
ifølge The Guardian
24. januar sat spørgsmålstegn ved BBC's fortsatte
licens-finansiering.
Euroinvestor reddet pt
En kapitalindsprøjtning redder Euroinvestor, der driver
en aktieportal. Computerworld
9. januar oplyser, at portalens stiftere giver afkald på
et milliontilgodehavende, og samtidig skyder Jubii-stifterne yderligere
to millioner kroner i selskabet, der forventer overskud næste
år.
Bedst på nettet i EU
Det danske it-projekt "Bedst på Nettet", hvor
de offentlige hjemmesider konkurrerer indbyrdes om bl.a. brugervenlighed,
åbenhed og tilgængelighed, skal nu bruges som model
for tilsvarende tests af netsteder i EU-landene (plus Norge og
Island). Det har EU-kommissionen besluttet, oplyser Videnskabsministeriet
6. januar. PLS Rambøll skal ligesom herhjemme teste
i EU.
Fokus på ny medier
Efter dotcom-nedturen er det igen begyndt at gå fremad.
2002 var uden for den danske andedam vendepunktet for en række
flagskibe fx Amazon, Lastminute, eBay og Yahoo. Man begynder at
forstå, hvorledes man kan tjene penge på trafik og
informationer på internettet. Vi ser samme udvikling inden
for ny medier i Danmark. Jubii, AOK, Ingeniøren, Krak osv
er ved at være igennem samme læreproces og i gang
med at konsolidere deres forretning, Det fremhæver Gert
Birnbacher, formand for Foreningen for Internet Handel (FDIH),
i en nytårs-udmelding
5. januar og bebuder nu fokus på de brancher, som har lært
at udnytte nettets kommercielle potentiale -- og peger på
restaurationsbranchen, ny medier, banksektoren og rejsebranchen.
Identitets-tyveri
En BBC-journalist har demonstreret, hvor nemt det er at begå
den form for it-svindel, som i dag kaldes identitetstyveri. Han
'stjal' indenrigsministerens identitet og fik udstedt et kørekort
i ministerens navn (ministeren er i øvrigt blind...). Desuden
oprettede han bankkonti med kreditkort i millionær-forfatteren
Frederik Forsyth's navn. Journalisten undlod at benytte sig af
de ellers spændende udsigter, for han ville bare vise, hvor
nemt det er. BBC
4. januar tilføjer, at identitetstyveri er den hurtigst
voksende form for kriminalitet i UK.
US-support i Dk
Det er godt at have et amerikansk moderselskab i ryggen, når
økonomien kradser. Det gør den hos Computerworld
og dets udgiver IDG, som fik et underskud på 33 mio kr i
seneste regnskabsår. Men så trådte Mummy i USA
til med en tilsvarende udvidelse af aktiekapitalen. Det oplyser
Computerworld
3. januar. Og undlader ikke tilføjelsen om, at online-aktiviteterne
klarer sig bedre end de fleste andre.
Svensk-norsk handel
Det svenske Media Content
Market, der har specialiseret sig i netbaseret handel med
journalistik, har købt 90 pct af aktierne i den norske
pendant Content Mediator
med sæde i Bergen. CM blev startet i 2001 af en flok studerende
og en radiojournalist. Mere i pressemeddelelsen
3. januar.
TVropa for luftigt
Det lykkedes aldrig det delvis Zentropa-ejede TVropa at blive
andet og mere end et spinkelt, usikkert eksperimentarium for net-tv,
før nøglen blev drejet om. TVropa blev lanceret
foråret 2000, og 30. december 2002 gik det konkurs. I dag
er tilbage kun en nytårshilsen på netstedet.
Der var 20 ansatte. I nekrologen angives dødsårsagen
som 'luftige ideer' af Børsen
2. januar (kræver abonnement).
Betaling hos journalister
De britiske journalisters fagblad the Press
Gazette har lukket for gratisterne. Redaktør Ian Reeves
forklarer dotjournalism
2. januar: "Our subscribers are paying for a publication
that's free on the internet, which isn't entirely fair. This way,
we can make our readers happy and boost our print sales."
Ny folk på MediaWatch
Redaktionen af Mediawatch,
der ejes af Infopaq, har fået Infopaq-folk på posterne
til nytår. Den ansvarhavende redaktør af Infopaqs
Netavisen, Lone Pagh, har også overtaget ansvaret for MediaWatch
(efter Lars Raabye Pilegaard), mens Allan Knudsen har afløst
Ronny Basile som webredaktør.
Netstedet er sig selv
Hvis han arbejdede for et avisejet netsted, ville han først
og fremmest fjerne udtrykket 'en online-avis' og frigøre
nyhedernes opdatering fra papiravisens cyklus. Det og meget mere
anbefaler Gary Kebbel, America Online's News Director, i Editor
& Publisher 31. december. eJour-læsere kender Kebbel
fra hans Månedens
Mening i nr 5 om mediernes manglende forståelse for
digitaliseringens udfordringer.
Minsandten...
I takt med amerikanernes voksende brug af nettet (over 60
pct har nu netadgang) øges deres forventninger til nettets
indhold. 85 pct af netbrugerne regner med at finde troværdige,
opdaterede nyheder online, og af dem finder 87 pct, hvad de søgte.
I de tilfælde, da netbrugernes søgning ikke giver
resultat på nettet, vælger 34 pct i stedet at lede
hos kabel-tv, og 30 pct ville gribe en avis. Resultaterne fremgår
af undersøgelsen "Counting
on the Internet" (pdf-fil) hos Pew Internet & American
Life 29. december.
Danmark foran USA
På et vitalt område er Danmark en anelse foran
USA: Dansk Sprognævn har forlængst fastslået,
at internet skal staves med et lille 'i'. Så langt er amerikanerne
ikke nået, selv om en journalistisk professor nu har indledt
et korstog for det lille 'i' ifølge New
York Times 29. december.
Firmaets netsted
Anne Ellerup Nielsen har lagt sit skrift "Rhetorical
Features of the Company Website" som en pdf-fil på
nettet. Det er udgivet i december af Center for Internetforskning,
Århus.
Blogs: Først med nyhederne
De klassiske nyhedsmedier er ikke altid først og bedst
med nyhederne. Senatsleder Trent Lotts bratte fald fra tinderne
efter en racistisk udtalelse under en 100-årigs fødselsdag
kan weblogs med kælenavnet blogs tage en stor del af æren
for. Det understreges i "Blogs
Make the Headlines" hos Wired 23. december, i "Lott
descent brings rise of bloggers in media" hos Boston
Globe 30. december og erkendes af både Howard
Kurtz i Washington Post 16. december og Paul
Krugman i New York Times 13. december (gratis registrering).
Wired-artiklen giver adskillige eksempler på, hvordan blog-introducerede
nyheder først senere breder sig til mainstream-medierne.
Men giver også plads til kritiske røster om disse
'dagbøgers' ofte beskedne professionalisme.
Sydøsteuropæisk netjournalistik
En aktuelt billede af forholdene for netjournalistikken og de
ny medier i Sydøst-Europa tegnes i en stribe artikler på
netstedet New
Media in Southeast Europe. Stedet er lavet af Southeast
European Media Center i Bulgarien og omfatter landene Albanien,
Bosnien & Herzegovina, Bulgarien, Croatien, Grækenland,
Macedonien, Rumænien, Tyrkiet og Jugoslavien. Artiklerne
(alle på engelsk plus landets eget sprog) blev lagt på
nettet kort før jul og er også ved at blive samlet
til en bog.
Kontant julegave
Mediehuset Ingeniøren måtte nedlægge 33
stillinger på grund af et katastrofalt annoncemarked i 2002,
men lige før nytår lysnede det. Ingeniørforeningen
skrev en check på 10 mio kr til bladet. Nyheden er uddybet
hos Ingeniøren
20. december. Den ansvarhavende redaktør Per Westergaard
er også udnævnt til adm. direktør.
Globale råd
Efter fem års arbejde har W3C (the World Wide Web Consortium)
sat sidste punktum i sine retningslinjer
for, hvordan man kan lave mere handicap-venlige netsider. Det
fortæller ZDNet
News 17. december mere om.
Forbedret HotBot
Go', gamle HotBot, der
var toppen af søgemaskinerne, da Google gik med ble, er
relanceret 16. december. Blandt flere finesser er den, at man
nu kan søge fire steder på én gang (Google,
Fast, Inktomi og Teoma).
World Wide Wanted web
FBI har for første gang taget reklame pop-ups i brug. De
"10 Most Wanted" er lagt ind i pop-up vinduer, som dukker
op på nettet kloden over på Terra Lycos-sider. Den
første, der 'reklameres' for, er James "Whitey"
Bulger, efterlyst i tre år bl.a. for mord, handel med stoffer
og penge-hvidvaskning, oplyser ZDNet
News 12. december.
Nyt it-sikkerhedsråd
Et nyt 'Råd for It-sikkerhedsråd' er trådt
i funktion ved årsskiftet med udvidede
beføjelser. Videnskabsministeren udpegede 11. december
rådets
otte medlemmer.
Tjek lige klodens love
For første gang i nettets historie har en højesteret
fastslået, at et netsted ikke nødvendigvis skal sagsøges
i sit eget land, men kan blive trukket i retten i en krænket
persons land. Under global bestyrtelse har den australske højesteret
10. december tilladt, at et netsted ejet af udgiveren Dow Jones,
USA, kan sagsøges i staten Victoria, Australien, af en
australsk forretningsmand Joseph Gutnick, der var blevet oprørt
over netstedets omtale af ham. Dow Jones ønskede sagen
ført i New Jersey, hvor serverne står, og blev støttet
heri af en stribe internationale mediekoncerner. Men retten fandt,
at forretningsmanden havde krav på at kunne tage vare på
sit omdømme i Australien. Sagen er omtalt af BBC
11. december, Online
Journalism Review 12. december har en god oversigt, og selve
domsudskriften ligger her.
For en sikkerhed skyld må netskribenter i fremtiden nok
lige tjekke injurie- og anden lovgivning i samtlige omtalte personers
hjemlande før netpublicering...
JP glemte at betale
Da en freelancejournalist opdagede, at Jyllands-Posten havde
lagt de artikler, som freelanceren havde leveret til avisen gennem
fire år, ind i InfoMedias database, gik der en ny regning
af sted til bladhuset i Viby. Oprindelig havde JP nemlig ikke
betalt for dén anvendelse. Men det har avisen nu gjort
med nogen forsinkelse, fortæller Dansk Journalistforbunds
Nyheder
10. december.
Svensk avis skal betale
Den svenske domstol Svea Hovrät har i en ankesag 10.
december fastslået, at Svenska Dagbladet ikke måtte
gengive en artikel af journalist Kerstin Hallert og et digt af
dramatikeren Lennart Hellsing, tidligere begge SvD-freelancere,
på nettet uden ophavspersonernes tilladelse. Avisen mente
ellers, det var nok at have betalt for stoffet til papiravisen.
Men retten afgjorde, at en offentliggørelse på nettet
særskilt kræver skribenternes tilladelse. Derfor skal
avisen nu punge ud med erstatninger i en sag, der har været
fire-fem år undervejs. Både det svenske
og det norske
journalist-fagblad 10. december omtaler afgørelsen.
Både gratis og betaling
Endnu en stribe synspunkter på spørgsmålet
om, hvorvidt gratisfesten på nettet er forbi, gengiver New
York Times 9. december (gratis registrering). Og endnu en
gang er meningerne stærkt delte. Mange udgivere oplyser,
at betaling for 'premium services' er den hurtigst voksende indtægtskilde
for dem, og alligevel spår de om lang levetid endnu for
gratis, annonce-betalte tjenester.
Tysk oplagskontrol
Den tyske opagskontrol registrerer fra januar 2003 oplaget på
betalings online-aviser. Det oplyser tyske Katja Riefler i E-Media
Tidbits
6. december.
J-Lab åbnet
6. december åbnede J-Lab,
det ny institut for interaktiv journalitik som vi kort omtalte
i eJour nr 20. Det har hjemme på the University of Maryland
Philip Merrill College of Journalism. Centret er oprettet med
det formål at "help news organizations use innovative
computer technologies to develop new ways for people to engage
in critical public policy issues", som det hed i pressemeddelelsen.
J-Lab er et 'spin'off' af the Pew Center for Civic Journalism,
som i det sidste tiår har støttet udvikling af den
såkaldte public (eller civic) journalism, dvs journalistik
skabt i et interaktivt samarbejde mellem journalister og borgere.
De vises sten?
Journalisters mulighed og interesse for at finde beskæftigelse
inden for bredere arbejdsområder -- læs her især
kommunikation og information -- er behandlet i et par rapporter
de seneste måneder. Begge afsendt af århusianske journalist-institutioner.
Den nyeste er journalist Michael Bjørnbak Martensens "Ord i nye rammer,
om information/kommunikations-journalistik i morgendagens Danmark"
for Den journalistiske Efteruddannelse 5. december. Kort forinden
havde Center for Journalistik og Efteruddannelse udsendt centerleder
Lars Kabels rapport "Opbrud
- ad mange spor, en analyse af arbejdsmarkedet, kompetencer og
journalisters jobmuligheder i Østjylland". Ingen af
de to rapporter giver svaret på, hvordan man knækker
den stigende ledighedskurve for journalister, men begge peger
på kommunikationsopgaver som potentielt interessante for
journalister.
Mer' betaling
Gratis-tilbuddene skrumper ind, men de gratis søgninger
på søgemaskiner overlever, hedder det i en status
fra konferencen Online Information 2002 i London 3.-5. december,
lagt på nettet af danske Informationsportalen. Der er tendens
til, at den mere strukturerede og kvalitetsprægede information
bliver belagt med en fiffig betaling, så selve søgningen
er gratis, mens man skal betale for at få adgang til søgeresultaterne.
Punch på nettet
Det 161-årige satiriske magasin Punch lukkede tidligere
i 2002, men er genopstået i en beskeden udgave
på nettet. Her kan man finde et arkiv over magasinets glorværdige
satire mod Storbritanniens politiske establishment. Online-Punch
vil prøve at skaffe indtægter bl.a. ved salg af bladets
tegninger, fortæller the Guardian
5. december. Bladets seneste ejer var Mohamed Al Fayed. Antallet
af abonnenter nåede ned under 6.000, og udgiften pr nummer
var over 40.000 pund, såeh...
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen
kan af og til være, at brugerne møder et dødt
link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på
netstedet. Så må I prøve at lede lidt på
stedet.
|