|
Månedens Mening er skrevet af Jens Otto Kjær Hansen,
jkh@pluss.dk, der 1. marts tiltræder
som leder af CFJE, Center for
Journalistik og Efterruddannelse. Se hans data her.
Nu kan vi roligt erklære Henrik Cavling helt stendød.
Hans banemand blev et webkamera.
Cavling var dansk dagspresses fornyer for hundrede år
siden. Han skabte en ny forståelse af journalistik og journalistens
rolle, så effektfuldt at særligt fremragende journalistisk
indsats stadig hædres med en Cavling-pris.
Da Cavling var dreng, så han noget mærkeligt ved
kongeparrets ankomst til Sorgenfri: "tre herrer, der trak
notitsbøger op af lommen og gav sig til at skrive".
Han blev klar over, at det var referenter, der "nedskrev
hvad der foregik for senere at give offentligheden meddelelse
herom" i aviserne. Cavling var som ramt af et lyn, dette
mystiske gebet skulle være hans, og det blev det.
Journalistik gik i sidste århundrede
- fra at være en noget tilfældig beskæftigelse,
som sære eksistenser rendte ind i ved tilfælde eller
som Cavling ved et impuls-nedslag,
- til at være et fag med en fastlagt oplæring i
medierne.
Siden blev der suppleret med kursusvirksomhed, så fulgte
afskaffelse af mesterlæren og endelig indordning i en organiseret
grunduddannelse, i dag også inkorporeret i universitetsverdenen.
Fra registrering
Det meste af vejen har opgaven at registrere 'hvad der foregik
for senere at give offentligheden meddelelse herom' været
en bærepille i den journalistiske tradition. Den er blevet
udviklet og raffineret i mange henseender. Vi har set successiv
introduktion af alskens genrer med ny måder i både
stil, metode og overlevering -- ikke mindst accelereret i takt
med lyd- og billedmediernes overtagelse af den offentlige opmærksomheds
førertrøje.
Men et eller andet sted stadig med det udgangspunkt, at journalister
etablerer en forbindelse mellem 'det, der sker' og læseren/lytteren/seeren
-- forbindelsesled, hvor indhold, timing og fokus er bestemt af
journalisten og medierne, ikke af magtsystemer.
Hvordan skal et webkamera nu kunne udradere hele dette grundlag?
Det kan det vel heller ikke for alvor, men det grundlæggende,
at give enhver adgang til selv at se, ikke hvad der 'foregik'
men hvad der 'foregår', kræver i dag ikke menneskelige
mellemled, men blot lidt teknik.
Som beskrevet i eJour-artiklen "Webcams
- overvågning eller journalistik" i nr 20 udnyttes
webkameraer ikke meget af medierne, og brugen af dem er forbundet
med en række juridiske problemer. Men uanset dette introducerer
det en helt ny situation, hvor det er muligt at give enhver adgang
til selv at se med på virkeligheden, uredigeret og tidstro.
Den mulighed vil formentlig udvikle sig efter sin egen dynamik
uden hensyn til international eller national lovgivning. Akkurat
som vi i øjeblikket ser film- og musikdistribution på
tværs af al ophavsret udvikle sig og overleve alle forsøg
på kvælning ved, at andre muligheder på det
ustyrlige, globale net dukker op.
Fra én synsvinkel er den ny teknologi en uvurderlig
grundfæstning af friheden til at formidle. I praksis kan
ingen magt forhindre, at nogen sætter et webkamera op det
rette sted på rette tidspunkt og giver den globale offentlighed
en plads på første parket.
Til redigering
Samtidig er det klart, at nok er journalistikken i den klassiske
cavlingske mening principielt overflødiggjort, men dermed
er journalistikkens sidste ord slet ikke sagt.
- For det første vil mangfoldigheden gøre,
at nyhedsformidlingen ikke er løst blot ved, at modtageren
selv følger med i verden. For hvor skal man lige følge
med?
Intelligente søgerobotter kan sikkert bringes langt,
så man engang kan vælge at blive tilbudt alle trafikulykker,
gadeslagsmål eller kendte mennesker på indkøb
hvor i verden, det akkurat nu lige fanges af et webkamera. Men
det er ligesom ikke svar nok.
- For det andet gider vi nok ikke for store doser af
virkeligheden.
Netbilledet af trafikken på Lillebæltsbroen eller
startbanerne i Kastrup viser den skinbarlige virkelighed, men
er nu svært at holdes fanget af i længere tid og rokker
ikke meget ved ens verdensforståelse.
Selv hvis der sker noget i en rask krig eller terroraktion
out there, må pauserne ikke være for lange.
Så vil vi hellere se tårnene styrte hver tiende
minut eller se samme missil ramme samme bygning igen og igen.
Kun lige når noget nyt sker, er virkeligheden i grunden
interessant.
Det er sjovere at se billeder fra en levende fotograf, der
hele tiden finder ny action, end at klikke mellem udvalgte faste
kameraer.
For det tredje kan man se så meget. Men hvad er det lige,
man ser? Hvorfor sker det? Hvem er involveret? Er det vigtigt?
Hvad kan det medføre? Hvad betyder det for mig? Billeder,
selv ledsaget af reallyd, er kun en del af virkeligheden.
Den egentlige forståelse af, hvad det, man ser og hører,
overhovedet handler om, kan ikke klares med billeder og reallyd.
Der skal ord på -- der skal forklares, udlægges, uddybes,
perspektiveres ved brug af sprog, skrevet eller talt.
Netbasering
Så hvis teknologien efterlader den gamle Cavling-ånd
stendød, så rejser den samtidig behovet for en ny,
hvis rolle, betydning og indflydelse vil være ikke mindre,
men tværtimod langt større.
Engang kunne man blive forvirret og usikker blot ved at drage
i luntetrav fra opvækstens landsby til den nærmeste
købstad.
Nu kan man rejse hovedet fra bushen og se lukt ind i det globale
inferno.
Jo større udbud af se-og-hør-det-selv muligheder
verden byder på, des mere har den ny tids journalistik at
se til.
Det står næppe lysende klart her og nu, hvordan
den så ser ud og praktiseres i detaljer -- de fleste journalister
har nok at gøre med at overleve medieintegration, markedspres
og ny redskaber af alskens art.
Men det står lysende klart, at vi skal på jagt
efter en ny forståelse af journalistikkens rolle i den netbaserede
fremtid, vi allerede lever i. Og at det haster.
- Jens Otto Kjær Hansens
data: journalist, MBA. Han var journalist på Jyllands-Posten
1974 -84 (modtog selv en Cavling-pris), kommunikationschef på
Jysk Teknologisk Institut frem til 1988 og oprettede året
efter Image Selskabet A/S, solgt i 2001. Senest har han været
partner i Pluss Leadership A/S, som han var med til at stifte
sidste år. Afløser journalist, cand. phil. Lars
Kabel, der har ledet centret siden oprettelsen i 1999.
|