Sandhed versus ikke-løgn

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk

• Tale sandt/ikke lyve
• Nettets kommunikation
• Forskelle udviskes

For en menneskealder siden var der direkte fjendskab mellem journalister i massemedierne og folkene i kommunikationsbranchen.

Kommunikation dækkede over en broget flok mennesker, typisk ansat i erhvervslivets og organisationernes informations- og pr-afdelinger eller direkte i specialiserede kommunikationsbureauer.

Journalister så ned på kommunikatørerne, for de var i kapitalens vold og havde svigtet kaldets idealer om uhildet at slås for demokrati og ytringsfrihed.

Tale sandt/ikke lyve

Forskellen mellem de to groft inddelte faggrupper kunne formuleres som en slags etisk kodex for de to grupper:

• Journalister: Du skal fortælle sandheden
• Kommunikatører: Du må ikke lyve

Der var en verden til forskel.

Og kun en Uffe Ellemann-Jensen med et ben i hver lejr kunne slippe levende fra en smørret bemærkning om, at 'man skal jo heller ikke rutte med sandheden'.

Temperaturen stod på permafrost mellem dem. Og selv om det i Danmark aldrig er kommet så vidt som hos nogen af journalisternes nordiske søsterorganisationer (Norge, Sverige og Finland), der slet ikke har villet have kommunikatørerne som medlemmer i et journalistforbund, så bundede forskellen nok snarere i vores hyggelige nationalkarakter (' vi skal jo være her allesammen') end i nogen principielt anderledes opfattelse.

Nettets kommunikation

Rester af holdningen har overvintret.

Den udfordres i dag på nettet, hvor alverdens grupper kommunikerer med egne netsteder, med weblogs og med andre net-formater fyldt med noget, man af og til må kalde seriøst, troværdigt materiale og i andre tilfælde manipulerende dilettanteri. Med og uden medlemskort til nogen fagforening.

Er det journalistik? Er det kommunikation? I hvert fald information af en eller anden art. Hvad er hvad, og hvem kan hvad?

Det gamle landskab med sine skarpt skårne hegn har ændret karakter.

Hvis vi alene ser på det professionelle landskab, så virker det efterhånden irrelevant at tale om journalister versus kommunikatører. Vi bevæger os gnidningsløst ind og ud af de forskellige funktioner igennem livsforløbet -- hvad enten vi beskæftiger os med journalistik, information eller kommunikation.

Og det gør vi, fordi det ikke længere giver mening at snakke om to forskellige verdener.

Forskelle udviskes

Kategorierne er i det sidste tiår blevet professionaliseret.

Den gamle kommunikationsbranche har i dag travlt med at indarbejde journalistikkens normer, etik og arbejdsmetoder.

Journalistbranchen begynder at erkende nødvendigheden (og tage konsekvensen) af, at et massemedie skal stå på begge ben -- katedralens og børsens -- og ikke kan kæmpe for ytringsfrihed uden et økonomisk fundament. Markedsmekanismerne trænger sig på i massemediernes ordbog.

Men forskellene er også udviskede fordi:

Kommunikationsbranchens folk er blevet dygtigere og nøjes i dag ikke med 'ikke at lyve' men tilstræber oftere ligefrem at fortælle en sandhed (selv spindoktorer...). Og de har med dygtighed formået at åbne mange tilspigrede døre i erhvervslivet.

Journalistikken er muligvis blevet ringere; ikke fordi journalister ligefrem er begyndt at lyve, men fordi de til tider nøjes med at skildre et sandt men subjektivt udvalgt udsnit af virkeligheden, der for en omverden kan forekomme uforklarligt afgrænset, og som i værste fald er bestemt af interesser og holdninger, skjult for modtagerne.

Vi er efterhånden allesammen journalister, informationsfolk, kommunikatører, der beskæftiger os med journalistik, information, kommunikation i én pærevælling. I en til tider fælles og til tider modsatrettet kamp for at erobre den offentlige opmærksomhed. Alt imens vi alle gradvis bevæger os mod formulering af én professionel mindste-standard.

Det er den tallerken, vi sætter på bordet til vores brugere. Det vil være til gavn for både deres indsigt og udsyn, om hovedingrediensen bliver sandhed frem for ikke-løgn.