 |
|
|
|
Eksempel på iværksætter, der
justerer kursen efter realiteterne og og har skabt en lille, men
ekspanderende arbejdsplads
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Når man bliver udpeget blandt 34 kandidater til at modtage den
første eJour pris, må man være noget særligt.
En værdig repræsentant for god netjournalistik i
Skandinavien. eJour-redaktionens ønske har været at
honorere journalistik, der har noget på hjerte, fortalt i en
form, der udnytter nettets styrke og kan inspirere andre.
Derfor har vi valgt at pege på Altinget.
Og i den anledning er
tingets stifter på banen her i eJour-strømmen, kompetent,
professionel, prisvinder.
Men hvordan er han så nået hertil, den 43-årige
direktør og
redaktør Rasmus
Nielsen?
Barndom
Ja, først skal man selvfølgelig sørge for at vokse
op i det rette miljø med rig stimulering og kreativitet.
Den forudsætning ser ud til at være opfyldt. Faderen var
psykologiprofessoren Gerhard Nielsen, og da han blev udnævnt til
chef for DR i provinsen 1972, flyttede familien fra Frederiksberg
til Århus. Familiens to drenge, Rasmus og den tre år
ældre Jakob voksede dermed op i et miljø af medier,
fjernsyn, elektronik, kommunikation.
De to æbler faldt ikke langt fra stammen.
Rasmus Nielsen gik direkte fra gymnasiet til Danmarks
Journalisthøjskole, mens matematikeren Jakob Nielsen valgte
datalogien og som cand. scient. blev ansat på DTU,
før han midt i 80'erne flyttede til USA og i dag har ry som en
af verdens kendteste eksperter i nettets brugervenlighed.
Udviklingshæmmet
Desuden skal man have en god ide.
Og her er Rasmus Nielsen straks svagere funderet. For han har
været nærmest udviklingshæmmet med hensyn til
internettet.
Vi skal helt hen midt i 90'erne, før han bliver fanget i nettet.
Rasmus Nielsen var nok optaget af indholdet, af journalistikken, men
først skulle han udleve den unges drøm om at blive
tv-studievært. Fjernsynet sammen med en del radiojournalistik
på DR udfyldte tilværelsen i adskillige år fra
studier geografisk spændende fra Los Angeles til København
med TV 2/Lorry og TV 2 regionernes folketings-redaktion til eget
produktionsselskab RNTV
(der eksisterer og producerer endnu).
Men midt i 90'erne spørger storebror Jakob, hvorfor Rasmus
egentlig laver så meget fjernsyn, når nu nettet er
kommet. Rasmus har ikke noget svar, men "det gav mig noget at
tænke over."
Et andet puf får han af Uffe Ellemann-Jensen, der var begyndt at
udsende sit ugebrev. Rasmus Nielsen modtager politikerens ugebrev som
fax, og her kan han se en oplysning om, at det var lagt på nettet
nogle timer tidligere. At journalisten kun har den næsthurtigste
version, irriterer ham og pirrer hans nysgerrighed over for nettet.
En god ide
Vi skal helt hen til slutningen af 90'erne, før det bliver
alvor.
"Dengang gik it-kurverne opad og opad, og det drejede sig bare om at
komme i gang hurtigst muligt.
Jeg havde først en ide om en forbrugerportal, der skulle rumme
alskens emner af interesse for forbrugere. Men det var et alt for bredt
projekt, kunne jeg
snart se. Så i januar 2000 lagde jeg mig fast på, at det
skulle
være en portal om dansk politik og Danmark i EU. Det er det stof,
jeg kan og ved
noget om."
På
det forkerte tidspunkt
Men selv de bedste ideer kan intet stille op mod den rumlen i
horisonten, vi kom til at kende som dotcom-boblens bristen. Rasmus
Nielsen
står
simpelthen med en god ide på det forkerte sted på det
forkerte tidspunkt.
28. april 2000 stifter han et aktieselskab til portalen om dansk
politik og har fået dygtige folk i bestyrelsen, bl.a.
Jørn Henrik Petersen (formand, leder af
SDU-journalistuddannelsen), Erik Bjerager (adm. direktør
på Kristeligt Dagblad), Peter Nedergaard (kontorchef i
Beskæftigelsesministeriet) og broderen Jakob Nielsen.
Han får kontakt med et svensk investorfirma, som blot to
måneder efter stiftelsen vil investere 5 mio kr mod en ejerandel
på 25 pct.
"Firmaet anser Altinget og ideen bag for at være steget 40 gange
i værdi på ingen tid."
Da var Nasdaq-aktierne netop begyndt at falde.
"Men investorer så
det som en krusning på overfladen, og First Tuesday lejede
stadig større og større lokaler til deres møder
mellem iværksættere og investorer. Ånden dengang var
helt fantastisk. I sommerens
løb begyndte varslerne at blive mere alvorlige, og i august
forsvandt det svenske tilbud som dug for solen. Firmaet holdt op med at
investere."
Derfor er den eneste venture-kapital, Altinget nogensinde har modtaget,
300.000 kr fra Teknologisk Innovation under Erhvervsfremmestyrelsen
vinteren 2000-2001. I sensommeren 2001 var kassen tom.
Rasmus Nielsen kunne have smækket med døren og være
gået med en konkurs i kølvandet. Som så mange andre
i den periode.
"Men jeg troede stadig på ideen og besluttede selv at
fortsætte. Der var også et hensyn at tage til de
involverede. Derfor valgte jeg en frivillig likvidation, betalte
enhver sit og købte selv firmaets aktiver, så jeg nu
driver Altinget som et personligt ejet firma."
Rasmus Nielsen fik også den slags dyre lærepenge, der
ikke
veksles til kroner og ører, men til erfaringer. Og fra den bank
vil han give et råd videre til potentielle
iværksætter-kolleger:
"Sørg for at gå på to ben -- altså
sideløbende sikre sig andre opgaver sammen med det projekt, man
brænder for. Jeg kom
kun igennem den sværeste periode ved både at arbejde med
Altinget og producere journalistik for andre, fx har jeg lavet
tv-produktioner og skrevet artikler for andre medier."
Aftale med TV
2
Den tobens-filosofi fik sit hidtil stærkeste udtryk i den
forløbne uge, da Altinget og TV 2 fredag offentliggjorde en
samarbejdsplan for et nyt netsted om dansk politik, TV 2/Politik.
TV 2 har købt retten til at bruge dele af Altingets koncept i en
kortere årrække på netstedet, som TV 2 regner med at
åbne til marts, og som forsynes med stof af bl.a. Altingets
redaktion.
Aftalen indebærer, at Altingets journalister nu skal til at
versionere deres stof, alt efter om det målrettes mod den brede
offentlighed (TV 2) eller mod den professionelle politik-interesserede
(Altinget.dk).
Idealisme og
overskud
Men udover den gode ide skal man åbenbart have en god portion
idealisme? At den også findes i Rasmus Nielsen, tyder noget
på:
"Vi skal nok tre-fire år ud i fremtiden, før investeringen
i
Altinget er hentet hjem igen. Det gør nu ikke noget. Bare
tingene er sjove og i stadig udvikling. Og det er Altinget!"
Altinget er i dag inddelt i tre aktive rum (med hvert sit nyhedsbrev):
Den første knopskydning var FødevareTinget februar 2002.
Det er en snæver niche for folk, der beskæftiger sig med
eller er interesseret i dansk politik, som den udfolder sig specifikt
på fødevare-området. Her er tale om produktion af
unikt stof inden for et dynamisk område med masser af politik og
regulering i sig.
Altinget havde hidtil været et gratismedie, men i
FødevareTinget blev forlangt betaling for adgang til stoffet; og
det har vist sig at blive "en pæn forretning", som Rasmus
Nielsen udtrykker det.
Et år senere kom SundhedsTinget til, og det har på kort tid
vokset sig
større end Fødevaretinget.
De første gode erfaringer med betaling gjorde, at der blev
stillet et kasseapparat op ved Altingets hovedindgang 1. oktober 2002.
Efter en lidt langsom start er omsætningen nu oppe i en
gænge, så regnskabet for 2003 fik sorte tal, og 2004
budgetterer med et beskedent overskud.
Altinget har 1-2.000 abonnerende læsere i hvert af de tre ting
med ca 1.500 unikke besøg på Altinget.dk dagligt.
Ultra-snæver
målgruppe
Så der må altså være nogle, som ikke lader sig
nøje med nettets gratisstof, men er parate til at betale for
online-journalistik.
I takt med at Altinget har indført betaling, har redaktionen
justeret sit fokus og indsnævret sin målgruppe.
Fra i starten at være skrevet til den brede befolkning retter
Altinget sig i dag mere mod de professionelle fagfolk. Dermed er
segmentet
skrumpet ind til en størrelse på højst 20.000
mennesker.
"For man kan ikke sælge politisk journalistik til den brede
offentlighed. Det er trist, men en kendsgerning; vi har jo
prøvet det. Og vi er nødt til at tjene penge, for vi
får ingen offentlig støtte.
Fokuserer man på den professionelle verden, kan man til
gengæld lave en fornuftig forretning med et format, som 1-2.000
mennesker vil interessere sig for og abonnere på."
Altingets målgruppe samler sig om
- politikere
- embedsmænd
- journalister med politik som stofområde
- de store virksomheders og organisationers informationsafdelinger
- uddannelsesinstitutioner, biblioteker, højskoler o. lign.
Der er sikkert ikke mange repræsentanter for den almindelige
dansker i Altingets abonnements-database; dertil er prisen for et
individuelt abonnement simpelthen for høj: 2.000 kr om
året inkl. moms; studerende, folk over 67 år,
partimedlemmer og journalister får dog lidt rabat. Et kollektivt
abonnement med max 10 medlemmer koster 7.550
kr plus moms. Man kan læse en enkelt artikel for 25 kr.
Konkurrenten
Med en så snæver målgruppe kan der vel næppe
findes konkurrenter? Rasmus Nielsen river mig hurtigt ud af
vildfarelsen. Og det med et overraskende svar.
"Efter at Altinget er blevet et betalingssted med mere fokus på
de professionelle brugere, har vi forladt den offentlige slagmark, hvor
ellers dr.dk/politik ville være en konkurrent. Altinget kan i
sagens natur ikke konkurrere med gratistjenester, hvad enten de er
licens-finansierede eller er avisers gratis online-versioner.
Vores primære konkurrent vil jeg derfor lidt frækt udpege
som
magten selv -- myndighederne. Det
offentlige udgiver ufatteligt megen information, og
informations-indsatsen vokser nærmest lodret i disse år.
Den situation
svækker tilsvarende betalingslysten i forhold til uafhængig
journalistik, tror jeg.
Desværre synes der ikke at være en erkendelse af, at den
manglende brug af uafhængige journalister i
informationsstrømmen fører til enevælde.
Ud fra den opfattelse, at det måtte være nyttigt for de
1.200 ansatte og politikere i Folketinget at have adgang til en portal
om dansk politik, har vi foreslået Folketingets præsidium
at tegne et
kollektivt abonnement, ligesom huset har det på Ritzau og
InfoMedia. Men nej, det har man hidtil takket nej til. Det er kun
blevet
til mindre abonnementer på dele af arbejdspladsen. Folketinget
kan ses både som en potentiel kunde og som konkurrent. For
det har for nylig ansat fire-fem journalister til at
dække arbejdspladsen, og dem konkurrerer vi på sæt og
vis med -- om end vi har langt større frihedsgrader i vores
journalistik."
Udseende og
funktioner
Med en ekspert i brugervenlighed i familien må Altinget
naturligvis være designet og organiseret på en måde,
så stedet er behageligt og nemt at bevæge sig rundt i. Det
er nu ikke Jakob Nielsen, der skal tage ansvaret eller æren for
det hele. Men han har sat sine fingeraftryk en del steder, bl.a. i
søgemaskinens kilde-strukturering og i de enkelte
artiklers rangering efter væsentlighed.
"Desuden prøver vi at følge hans råd om, at vi ikke
skal være bange for at prøve noget nyt, men at vi
også skal tage det af igen hurtigt, hvis det ikke virker. Det
gjaldt fx SkoleTinget
(på standby), der vakte beskeden genklang i
skolemiljøet."
Der er nogle former for interaktivitet i Altinget, fx kan alle
artikler kommenteres, man kan trække informationer ud af en
database over samtlige 950 folketingskandidater, og man kan deltage i
afstemninger.
Men her er ingen hidsige, uindpakkede debatter mellem
folketingspolitikere og vælgere. Og det kommer der næppe
efter Rasmus Nielsens mening:
"Jeg tror ærlig talt ikke, vi kunne få politikerne til at
spytte ud."
Derimod er en fødselsdags-tjeneste for 'det politiske Danmark'
på trapperne. Den skal rumme en database med navne og
fødselsdata, email adresser og fotos. Når først
programmeringsarbejdet er klaret, kræver servicen kun den
løbende ajourføring.
Redaktionen
vokser
Udviklingen i medarbejdertallet på den lille arbejdsplads tegner
et billede af Altingets op- og nedture siden 2000.
Ved starten var ansat to journalister. I november 2001 sad Rasmus
Nielsen alene tilbage. Kort tid efter blev en statskundskabs-praktikant
knyttet til Altinget, Claus Iversen, og han er blevet på
redaktionen efter endt uddannelse.
I dag er ansat fire journalistiske medarbejdere -- udover Rasmus
Nielsen og Claus Iversen også Gitte Madsen og Kristian Lund
Pedersen. Og
netop i disse uger er indkaldt ansøgninger til en nyoprettet,
femte stilling.
Aktuelle
problemer
Spørger man Rasmus Nielsen om aktuelle problemer, peger han
naturligvis på virus og spam.
Men i den større målestok ser han en åbenlys
forskelsbehandling af nyhedsmedier på papir og på nettet;
kun de første er momsfritaget.
"Det er en skæv og uliberal, politisk forskelsbehandling, som
hindrer nyuddannede journalister i at starte egen journalistisk
virksomhed. Her optræder
dagbladene som herremænd, mens vi selvstændige netmedier er
husmænd, der blot ønsker en lille mark at dyrke. Men
naturligvis på samme vilkår som herremandens jorder.
Desuden savner jeg en klar politisk stillingtagen til
spørgsmålet, om licensen må bruges på
onlinemedier. Her konkurrerer betalingsmedier på ulige
vilkår med DRs onlineaktiviteter. Tænk engang, at en
sektion som Dr.dk/kroeniken har et lige så stort pengeforbrug som
hele tv2.dk.
Vi kommer heller ikke uden om, at det er et problem med den manglende
betalingsvilje og dagbladenes angst for at tage betaling.
Dagbladene gik med i mikrobetalingssystemet, men man kan undre sig over
hvorfor, for de har aldrig indført den, og Valus synes
nærmest at være gået i sig selv igen."
Vision for
Altinget
Når jeg mod slutningen spørger til en vision, får
jeg to bud af Rasmus Nielsen.
"For det første ønsker jeg, at nettet for alvor bliver
konvergent,
så vi bliver mere leveringsdygtige i lyd/billeder. I samspil med
tv/levende billeder kan nettet slet og ret alt.
Desuden ønsker jeg, at vi breder vores fagpolitiske selektering
yderligere ud og opretter flere 'ting'. Her er rige muligheder, for
flere af de områder, der har et entydigt ministerium, et
folketingsudvalg og en stærk offentlig regulering kan principielt
siges at være velegnede til den form for nicher. Det satser vi
på i en takt, som vi magter. Vi har platformen, den
journalistiske opskrift og den salgsindsigt, det forudsætter."
Fremtidens
journalistik
Til allersidst skal vi høre Rasmus Nielsens mening om fremtidens
journalistik.
"Der er kun én vej. Den foregår på nettet! Der er jo
ingen anden. Men journalisterne skal hjælpe brugerne til
billedligt talt at kunne skelne mellem et dagblad og en reklametryksag.
Vi har brug for mere kritisk sans på nettet. Det bliver
også en fordel for den seriøse, troværdige
journalistik."
Om nogle år kan et par arvtagere til farmand være på
vej. Familiens to drenge, William og den tre år ældre
Oskar, ser ud til at have sørget for at vokse op i det rette
miljø med rig stimulering og kreativitet...
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
|
|
|
|
|