 |
|
 |
|
I Kort Nyt samler vi op på nyhederne siden sidste nummer og
præsenterer dem i ultrakort form med præcise links
(når det er
muligt), hvor man kan få flere informationer.
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Mikro-out
CoinClick systemet til betaling af småudgifter på nettet
lukker, fordi firmaet har mistet troen på, at der
kan laves overskud på håndørerne. Firmaet ejes af
banker og TDC. Problemet er, at producenter af stof på nettet,
især dagbladenes netaviser, har haft svært ved at lave
noget, der kan bære en mikro-betaling. CoinClicks direktør
Lars Fruergaard udtrykker sit mismod over for Computerworld
29. januar, og lukningen er bekræftet 2.
februar. Tonen er om ikke jublende så dog mere optimistisk
hos de to konkurrenter på det danske marked, Valus og eWire, og
de har ingen planer om at dreje nøglen om, siger de til bladet
30. januar. Tværtimod åbner eWire i Norge og Sverige om
få måneder.
Valgkamp-blog
New York Times er 30. januar hoppet på blog/weblog-vognen med "Times on
the trail". Bloggen skrives af bladets Washington-redaktion og
koncentrerer sig om præsident-valgkampen. Avisen har valgt en
lidt fedtet blog-udgave bl.a. uden direkte kommentar-knap ved hver
artikel.
Ny IDG-direktør
Bladet Ingeniørens salgsdirektør Søren Queitsch
skifter 1. marts til jobbet som adm. direktør for IDG Danmark
(udgiver af bl.a. Computerworld) og afløser 63-årige
Preben Engell, der går på pension. Det oplyses 28. januar
af Computerworld kl
14:18 og Ingeniøren kl
14:32.
Se BBC på nettet
BBC er ved at udvikle en ny
applikation, som gør det muligt at se BBCs tv-programmer
når som helst på nettet. Det skal ske via en ny Interactive
Media Player senere i år. Det fortæller det britiske
netmagasin WebUser
23. januar.
Pris til Preben Andersen
Den Danske It-Sikkerhedspris på 50.000 kr er tildelt Preben
Andersen, Dk Cert, 20. januar. Ved overrækkelsen
blev fremhævet Preben Andersens store kommunikative evner inden
for sikkerheden på nettet. Noget som eJour også har nydt
godt af, idet Preben Andersen var medlem af eJours redaktionsgruppe de
første to år.
Fingrene væk
Lad aldrig et reklamebureau komme i nærheden af dit
netsted. De er amatører, og deres print- og tv-tænkning
kan
volde katastrofer. Gerry McGovern lægger ikke fingrene imellem i
et par nyhedsbreve med start 19.
januar, hvor han som dokumentation bruger bureauernes egne
netsteder og sukker: "What is truly scary is that they get paid to
advise other companies on developing web strategies."
The Edgies kåret
Årets modtagere af prisen the Digital Edge, som
amerikanske online-aviser har konkurreret om for niende gang, er blevet
kåret 19. januar i San Diego. Listen med medierne i de mange
kategorier ligger her.
Avisredaktør blogger
Redaktøren af Cleveland Plain Dealer i Ohio, Doug Clifton
har 15. januar startet sin egen blog/weblog,
og dermed er han ifølge CyberJournalist
den første blogger blandt de amerikanske storby-avisers
redaktører. Om beslutningen skriver Clifton, at "I've decided to
tip toe into these electronic waters because I recognize that to ignore
change is to be consumed by it." Han vil bruge bloggen til at "chat
about how the paper makes decisions and respond to some of your
comments."
Yahoo ansætter og fyrer
Den amerikanske netgigant Yahoo begynder at konkurrere med
britiske netaviser om nyhedsstoffet. Yahoo UK vil ikke mere
nøjes med at formidle andres nyheder, men går selv i gang
med at producere nyhedsstof og har ansat de første britiske
journalister. Det oplyser the Guardian
14. januar. Der er også et par håndører til
formålet, efter at Yahoo 15.
januar i Guardian kunne fortælle om et overskud, der var
steget 62 pct i fjerde kvartal til 75 mio dollars. Derimod har Yahoo
aldrig slået an i Norden, og ComOn 22.
januar oplyste, at selskabets sidste bastion i Norden, kontoret i
København, lukker 1. februar. De 20 medarbejdere er opsagt.
Yeeaaagh-valgkamp
Valgkampen om præsidentembedet til november er startet
forlængst i USA og dermed også mediernes overvågning
og analyser. Et af de mere uortodokse netsteder forud for
præsidentvalget til november er bloggen/webloggen the Campaign Desk, som the Columbia
Journalism Review har åbnet midt i januar og bemandet med syv
mand. Nettet giver ikke bare plads til alvoren; også satiren
finder vej i et nok større omfang, end Howard Dean synes om; han
der om nogen har udnyttet nettet i sit politiske liv. Se fx
Kommunikationsforums net-CV
for Dean 21. januar.
Unikt stof på nettet
International Herald Tribune har for
alvor opprioriteret sit netsted, og nu er henved en trediedel af
stoffet skrevet specielt til netudgaven. Der er kommet mere solidt stof
i sektionerne og hurtige opdateringer i
nyhedsstoffet fra de enkelte verdensdele (se fx Europa). Foreløbig
har brugere gratis adgang, men betalingstruslen rumler ifølge dotJournalism
15. januar.
Pris 'glemte' netsteder
Stærk kritik er rejst mod den årlige British Press Awards for
at have droppet kategorien 'best web site' i år. Priserne uddeles
16. marts for 30. gang af de britiske journalisters magasin Press
Gazette. Kritikken, citeret i dotJournalism
14. januar, får bladets redaktør til at efterlyse en
klarere defineret kategori, for ellers vil BBC "blow everyone out of
the water."
Nytårsslank E&P
Amerikanske Editor&Publisher
er gået ind i det ny år i en slankere udgave. Den hidtidige
ugentlige udgivelse er fra 12. januar erstattet af en månedlig,
og samtidig er der sket en skarpere opdeling mellem stof til
papir-magasinet og til online-udgaven. Betalings-skruen er også
drejet en tand, så gratisterne kun kan stikke næsen
indenfor og læse en del af stoffet den første uge efter
udgivelsen. Man kan tegne enten et papir+net abonnement (99 dollars
årligt for amerikanere, 320 internationalt) eller et rent
online-abonnement til 7,95 dollars månedligt.
Dagbladet Information ku' ikke
It-ildsjælen Gert Birnbacher har forladt formandsposten i
dagbladet Informations bestyrelse med en mismodig konstatering af, at
»på Information har vi ikke kunnet skabe en profitabel
net-forretning" over for Berlingske
6. januar. Men han har ikke mistet troen på, at det kommer.
Han forudser, at det bliver udfordrerne, der fortæller de
etablerede, hvordan man kan tjene penge på nettet. Den fhv
B.T.-redaktør Kristian Lund har nu sat sig i Informations
formandsstol.
Netaviser frem for papir
Mens de norske netavisers læsertal og annoncemængde voksede
i 2003, så faldt papiravisernes andel af markedet. Det skriver Dagens
Næringsliv 5. januar og tilføjer, at annonceringen i
netaviser er steget 40 pct på et år.
Nettets krønike
Krøniken er ikke blot indledt på tv-skærmen 4.
januar; den har også fået sit eget interaktive liv på
Krøniken. Netstedet er
et af DR's hidtil største. Man bliver stiligt tiltalt med 'De',
men kan alligevel både more sig og blive klogere på 50'erne
i øjenhøjde. Tre DR-afdelinger (Undervisning, Tv-drama og
Design) har målrettet stedet til både almindelige
netbrugere og til folkeskolens undervisning. I årtiets sprog: det
er
'kolonormt'.
Bedste USA-blogs i 2003
I USA leverer Rex Sorgatz på Fimoculous
2. januar sit bud på 2003's
bedste blogs set med en amerikaners øjne. Han har lavet en liste
på
over 30 blogs.
Indtager Christiansborg
Dk-nyt, online-tjenesten med
kommunale nyheder, har kappet bardunerne til det hidtidige hjemsted i
Roskilde og har indrettet kontor på Christiansborg. Den flytning
kan sikkert give et afkast på et par artikler om Folketingets
indflydelse på de fremtidige kommune-størrelser.
Selskabets
nytårshilsen melder om lyssyn og stigende annonceomsætning.
We Media
The American Press Insitute skød det ny år ind ved
at udsende en tankevækkende rapport We
Media, How audiences are shaping the future of news and information.
Den forudser, at mediernes indhold om nogle år er produceret
ligeligt af borgerne og af mediefolk. Med tydelig beklagelse noterer
rapporten, at medierne selv holder sig tilbage fra at eksperimentere
med veje til at inddrage befolkningen i nyhedsformidlingen. Rapporten
kan i sin helhed downloades her;
det er en pdf-fil på 4MB og 66 sider.
Ny ejer af NewClearMedia
Ingen af de fire stiftere af firmaet NewClearMedia (oprettet 2001
af fire nybagte brød fra DJH-ovnen) er tilbage på basen.
Senest har den sidste i kvartetten, direktør Lars Bo Kirk,
udskiftet multimedie-miljøet med et job som journalist og
projektleder i kommunikationsbureauet Jøp, Ove &
Myrthu Myrthu. Herefter har partneren, cand. mag. Peter Johansen,
overtaget roret 1. januar, og han søger for tiden ny
samarbejdspartnere. Med ejerskiftet er kursen drejet væk fra
København og tilbage mod Århus, hvor Peter Johansen har
indrettet sig i Bindingsværket, et kontorfællesskab i
Nørre Alle, Århus.
Aviser forstår ikke netværk
Papiraviser hører hjemme i 'connecting-people' branchen, og den
kendsgerning dækker ikke bare redaktionen, men alle afdelinger.
Men stifteren af selskabet Interactive Publishing i Schweiz Norbert
Specker kalder det et af de sidste 10 års store mysterier, at
aviserne ikke har formået at bringe deres
netværks-kompetencer offline med over på det internet, der
om noget 'connect'er people'. "A truly amazing failure", kalder Specker
det i sin faste klumme On
Change i december.
Blog af prostitueret er bedst
Årets bedste britiske blogs/weblogs er for andet år
i
træk kåret af the Guardian
18. december. Der er mange kategorier og megen hæder. I
gruppen af de bedst skrevne blogs presser én blog sig frem foran
stærke rivaler som fx en BBC-journalist. Vinder her er
forfatteren af "Belle de
Jour, diary of a london call girl". Læs
også hendes reaktion
på prisen.
Hvad en portal er
Apropos decembers artikel Sig ordet - men
hvilket ord? om at vælge ordet netsted, website, portal eller
noget helt fjerde så kan jeg ikke stå for Gerry McGovern,
der efter at have revet sig i håret i fortvivlelse over, hvad en
portal mon er, fastslår: "A portal is a website that costs you
four
times more." Læs mere i hans nyhedsbrev New
Thinking 15. december.
Tavs norsk mediekritik
Norges tv NRK nedlagde sit digitale debatsted Mediekritik til
nytår. Netstedet var oprettet i september 2002, men 12.
december blev der varslet lukning af redaktør, journalist Bo
Brekke. Han har fået nyt job i huset, og det er ikke lykkedes
at finde en afløser. I den korte levetid formåede Brekke
at blive nomineret som "Best internet journalist" ved uddelingen af
European Online Journalism Awards i 2003. Trist udgang.
Knasterne udskudt
FN-topmødet om informationssamfundet 10.-12. december i Geneve
blev som ventet præget af kompromiser. Der blev vedtaget en
deklaration og handlingsplan; begge kan hentes på
topmødets netsted.
Før mødet havde flere lande talt for en stærkere
styring af internet, men både den sag og ideen om en særlig
'digital solidaritets-fond' til at udjævne den teknologiske
kløft mellem i- og u-lande blev udskudt til topmødets
anden fase. Mere om mødet hos BBC 12.
december og Reuters/CNet
News. Mødets næste runde skal foregå i Tunis om
to
år. Men valget af et værtsland med et så fjernt
forhold til menneskerettighederne møder voksende protester fra
vide kredse, bl.a. fra the World Association of
Newspapers 11. december.
Doktor i mediekonvergens
Norge har fået sin første doktor i mediekonvergens. Anders
Fagerjord forsvarede 11. december sin disputats ved Institut for Medier
og Kommunikation på Oslo Universitet. Fagerjord har analyseret
over 60 netsteder og viser i disputatsen "Rhetorical Convergence:
Earlier Media Influence on Web Media Form", at medierne ikke som ellers
antaget smelter sammen, men at mediebilledet tværtimod bliver
mere mangfoldigt. Computeren lader journalisten kombinere træk
fra forskellige
medier på måder, som før var umulige, og vi
får i fremtiden en større variation i udtryksmåder
og genrer, hævder han. Mere om disputatsen på Fagerjords eget netsted og en samtale
med Propaganda/digi.no
11. december.
Derfor: Godt indhold
Sommetider er det værd at give selvfølgelighederne en
eftertanke. Som nu den undersøgelse
fra MIT Technology Review 10. december (gratis registrering), der
svarer på, hvad der får folk til at vende tilbage til et
netsted. Godt indhold kommer først. Derpå følger
brugervenlighed, download-hastighed og aktuelt stof.
Undersøgelsen bekræfter heldigvis, at "Web users are
not stupid and that flashiness does not compensate for lack of content."
Svenske arkiver på net
En it-politisk strategigruppe, der rådgiver den svenske regering,
har fremlagt en stribe forslag, bl.a. om at arkiverne i Sverige
Television
og Sverige Radio bliver tilgængelige på nettet. Det skriver
digi.no 9. december.
Aviser tilbage til 1851
New York Times har siden december tilbudt adgang
til avisens arkiv helt tilbage til 1851. Prisen pr artikel er knap
3 dollars, og man modtager den i en pdf-verion.
Også idé for danske
journalister?
1.300 miljø-journalister fra 33 lande har det til fælles,
at de er medlemmer af foreningen the Society of Environmental
Journalists, SEJ. Den har ikke blot et netsted,
men har i december oprettet en blog/weblog og givet den navnet Your Right To Know;
findes også som RSS-feed.
Bemærk:
Vi prøver at linke
præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at
brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er
blevet flyttet til
en ny plads på netstedet. Så må I prøve at
lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |