 |
|
 |
|
To verdener spiller sammen hos Kolding.dk, årets vinder af eJour
prisen
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
"Et flot arbejde, som jeg
håber kan danne skole for, hvordan man med den ny teknologi kan
give hurtige oplysninger i en meget struktureret form." Kommentar
fra en borger.
1. juni 2004 udvidede Kolding kommune sin kommunikationstjeneste. 3.
november viste det sig at være
en klog investering.
I den værste brand herhjemme i nyere tid -- eksplosionen på
fyrværkerifabrikken i Seest -- udfyldte kommunens
kommunikationsfolk deres rolle i en kvalitet, som efterfølgende
har skabt megen respekt om flokken. Her blev vist et fint eksempel
på internettets rolle i en krisesituation, da et par tusinde
mennesker måtte evakueres, og mange flere stod rådvilde med
masser af spørgsmål de følgende dage.
Derfor prisen
Kolding.dk's informationsindsats har affødt respekt og
anerkendelse fra
mange sider. Fra de
familier der blev evakueret
fra området. Fra andre borgere i kommunen. Fra kolleger i
branchen af kommunikationsfolk og journalister. Den gav
hædrende omtale ved årets kåring
af Bedst på Nettet.
Og nu melder eJours redaktionsgruppe
sig i koret. Vi har besluttet at tildele Kolding
Kommunes Kommunikationstjeneste årets eJour pris.
Som bekendt uddeles den årlige pris fra eJours 16 mands redaktion
efter lidet formalistiske kriterier. Vi vil simpelthen gerne honorere
"journalistik med noget på hjerte, fortalt i en form, der
udnytter nettets styrke og kan inspirere andre". Vi gør det ved
at udpege "en person eller et netsted, der repræsenterer god
netjournalistik i Skandinavien".
Valget i år er faldet på medarbejderne bag kolding.dk,
fordi flokken
trods en nærhed til de voldsomme begivenheder med stærke
følelsesmæssige udfordringer og et intenst tidspres
over flere dage alligevel formåede med dyb professionalisme at
gribe
nettets styrker og kommunikerede hurtigt, konstant og præcist en
strøm af nyttige informationer til borgerne i Kolding.
Kolding.dk har leveret et fornemt udtryk for, hvordan den offentlige
verdens seriøse tyngde kan indgå i et vellykket
partnerskab med journalististiske arbejdsmetoder
(hurtighed, research, målgruppetænkning, etik mv) og fagets
generelle
informationsforpligtelse (Peoples' Right to Know).
Netstedets kvalitet gjorde det til det naturlige centrum for nyttige,
efterspurgte
informationer
omkring brandkatastrofen. Kolding.dk var et medie i sig selv og blev
fødekædens start for mange traditionelle massemedier i
området. Det formåede med sin konstante opdatering
også at tage trykket af telefon-henvendelserne, bl.a. dem fra
nyhedsmedierne til kommunen.
Fem
journalister
Her vil vi kort præsentere medarbejderne i
kommunikationstjenesten og ellers vende tilbage
til dagene omkring branden for at se
på, hvad Kolding-gruppen formåede på nettet. eJours december-nr
omtalte kort kolding.dk, da vi skrev om mediernes dækning af
branden.
Kolding-politikernes beslutning om at opruste kommunikationsindsatsen
har bestået i at sammenlægge den hidtidige web-afdeling
(tre mand) og informationstjenesten (én mand) og så
oprette en ny stilling 1. juni som den ny afdelings kommunikationschef.
Den ny kommunikationstjeneste har disse medarbejdere:
- Kommunikationschef Lis Hornø
- Kommunikationskoordinator Sven Rørbæk Madsen
- Webkoordinator Peter Olesen
- Kommunikationskonsulent Jens Anker Boje
- Kommunikationskonsulent Hanne Weibel (orlov)
- Kommunikationskonsulent Sinje Korsgaard (vikar)
Ikke samtlige medarbejdere er uddannede journalister. Alle gjorde
imidlertid uanset formel uddannelse brug af 'journalistikkens
værktøjskasse', men med den offentlige arbejdsgivers
betydning understreget derigennem, at vi altovervejende formidlede
officielle
fakta, som Lis Hornø understreger over for eJour.
Fra venstre ses Peter Olesen, Sven Rørbæk Madsen, Sinje Korsgaard, Jens Anker Boje og Lis Hornø.
Foto: Lars Birger Nielsen.
Stof på inden
en time
Der blev slået alarm onsdag den 3. november kl 14: 'brand i en
container på N. P. Johnsens
Fyrværkerifabrik i Seest'.
På det tidspunkt var der to
medarbejdere i afdelingen, og den ene, Jens Anker Boje
tog efter at have hørt de alarmerende beskeder i regionalradioen
ud til
Seest for at fotografere branden. Tilbage i afdelingen var alene
barselsvikaren Sinje
Korsgaard.
Inden der var gået en time, havde Sinje Korsgaard skrevet og lagt
stof om
branden på forsiden af kolding.dk:
"Jeg hørte i radioen, at de var begyndt at evakuere folk, og det
er da
så sjældent her i Kolding, at jeg syntes, vi burde
oplyse borgerne om det. Udenfor kunne vi jo også høre
fyrværkeribragene, det var ret dramatisk."
Sinje Korsgaard begyndte derpå at
producere stof til en ny underside om branden, og inden kl 18 havde
stedet
haft over 1.800 unikke besøg.
"Så folk i Kolding fandt åbenbart hurtigt ud af, at de
kunne finde stof hos os," tilføjer hun.
Klokken 17.45 skete den store eksplosion på
fyrværkerifabrikken.
Ved 18-tiden var alle afdelingens medarbejdere mødt, og alle
gled ind i arbejdet som medlemmer
af en
hektisk nyhedsredaktion på et hvilket som helst medie.
Stedets
informationer
Alle havde travlt med at offentliggøre løbende
nyt om branden, og i
løbet af aftenen blev det reportage-agtige stof udvidet med
praktiske informationer, fordi branden påvirkede en lang
række områder -- børnepasning, skolegang,
ældreplejen, busdrift, post, forsyninger som el og vand osv. Der
kom informationer på netstedet om, hvilke offentlige
institutioner der måtte holde lukket, og der var
kontaktinformation
om, hvor borgere kunne henvende sig for at få svar på mange
slags spørgsmål.
Gradvis groede ud af Kolding-folkenes fingre en
diger videnbase prioriteret efter oplysningernes nytteværdi for
borgerne.
De følgende dage ændrede informationerne karakter til at
give oplysninger om skadede huse og med kortmateriale over
området, om tøjuddeling til evakuerede,
informationsmøder for beboere og for virksomheder, procedurer
for beboeres tilbagevenden til området, informationer fra politi,
forsikringsselskaber mv. Siden kom der billeder, tilkendegivelser og
bl.a. en
meget brugt kontaktbørs,
hvor folk kunne lægge beskeder om tilbud af forskellig art.
Trods presset var der overskud hos medarbejderne til at få
informationerne lagt på nettet i en systematisk og overskuelig
form, så brugere nemt
kunne finde rundt.
Bindeleddet mellem afdelingen og byens krisestyringsstab var
kommunikationschefen Lis Hornø,
som også ind imellem var opmand, når der opstod redaktionel
uenighed.
Men ellers arbejdede medarbejderne selvstændigt og traf selv
afgørelserne under de pressede arbejdsvilkår.
"Det ville have været utålelige arbejdsvilkår for
alle, hvis jeg eller en eller anden kontorchef skulle have siddet og
godkendt alt stof før offentliggørelse," mener Lis
Hornø.
Om søndagen efter brandens udbrud onsdag oprettede tjenesten
også en sms-service for de evakuerede, for som den
skriver, så havde mange af dem som noget af det eneste taget
deres mobiltelefon med sig, da de ondag eftermiddag måtte forlade
deres hjem.
Etiske overvejelser
Medarbejderne mødte flere etiske udfordringer undervejs, bl.a.
om hvor
tæt man skulle gå med offentliggørelse af
enkeltheder fra brandområdet.
Fx modtog afdelingen fra politiet
en liste over beskadigede huse, som den straks offentliggjorde på
kolding.dk. Men efterfølgende blev medarbejderne usikre
på, om offentliggørelsen var etisk forsvarlig, da nogle
beboere på det
tidspunkt ikke var orienteret om deres boligs tilstand. Efter at have
snakket med en psykiater fastholdt afdelingen listen på netstedet.
Derimod ventede medarbejderne med at offentliggøre billeder af
ødelagte huse, indtil beboerne selv havde
været på rundtur i det brandhærgede område.
Der var også etisk ansvarlighed bag, da kommunen hurtigt dementerede
et rygte, som en nabo til en dagplejemor fra Seest havde viderebragt i
Tv-avisen om, at
dagplejemoren ville blive fyret, hvis hun ikke kunne passe børn
den følgende mandag. Hendes hjem var brandskadet.
6,5 mio hits
Netstedet kolding.dk kan med sine trafiktal
underbygge sin centrale position i dagene efter branden. I ugen
3.-9. november havde stedet 6,5 mio hits. Ugen før havde det
816.000 hits.
At borgerne i Kolding så massivt brugte Kolding Kommunes netsted,
har selvfølgelig sammenhæng med, at andre offentlige
myndigheder i området ikke viste samme
forståëlse for nettets potentiale. Netstedet for Kolding
Politi blev først opdateret adskillige dage efter branden -- med
et link til Kolding Kommune.
De hundreder af sider, som Kommunikationstjenestens producerede i sin
dag-til-dag dækning af branden, ligger stadig på
nettet.
Spørgeundersøgelse
Efterfølgende har Kommunikationstjenesten fået skulderklap
for sin indsats. Det er sket i en
spørgeskema-undersøgelse 15.-22. november.
279 borgere, heraf 36 evakuerede fra Seest, har besvaret et
spørgeskema, og konklusionerne peger på stor tilfredshed
med informationsindsatsen på nettet under katastrofen:
- Borgerne fik hovedparten af deres oplysninger om katastrofen via
kolding.dk, der dermed overhalede både radio, tv og aviser
- På kolding.dk kunne man finde de væsentligste
informationer om katastrofen
- Informationerne på kolding.dk var skrevet i et
letforståeligt sprog, de var lette at finde og blev hurtigt
ajourført
- Informationerne havde høj troværdighed
Her
er flere detaljer om undersøgelsen.
Læs mere om eJour prisen
2005:
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |