 |
|
 |
|
I Kort Nyt samler vi op på nyhederne siden sidste nummer og
præsenterer dem i ultrakort form med præcise links
(når det er
muligt), hvor man kan få flere informationer.
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
BBC-blog fra Irak
BBC driver i disse uger en blog fra Irak
med det formål at give plads til den almindelige irakers meninger
om valget og dagliglivet i Irak. BBC redigerer indlæg og
kommentarer inden offentliggørelsen. Den har et RSS-feed.
Kritik af Fyn
Portalen Fyn er kommet i skudlinjen.
Øens statsamt, der har til
opgave at holde øje med, at det kommunale liv går lovligt
til, påpeger efter en klage, at Fyns Amts deltagelse i portalen
sker på en forkert måde, fordi portalen mikser ofentlig og
kommerciel information. Statsamtet kritiserer at det ikke stod klart,
at amtet kun støtter de ikke-kommercielle informationer. Amtets
støtte er på 1,5 mio kr i 2003, 2004 og 2005.
Amtsborgmester Jan Boye siger til dknyt 26. januar
(kræver abonnement), at reglerne trænger til at tilpasses
en virkelighed som den fynske, hvor politikerne netop vil støtte
en udvikling i samspil mellem offentlige og private aktører.
Portalen fylder et år 3. februar og er allerede kendt af 43 pct
af fynboerne, fortæller en analyse
28. januar. Der er stor tilfredshed hos brugerne.
Priser til unge journalister
Blandt priserne uddelt ved dette halvårs afslutning
på DJH 27. januar blev også et par netbaserede projekter
hædret. Kontraster
-- hverdag på Thulebasen af Kathrine Krake, Michala Paulli og
Maria Hedegaard fik fagbladet 3Fs Multimediepris. Firmaet NewMediaLabs
pris gik til Mens
vi venter af Thomas Kristian Juul Jensen, Lene Ebbensgaard og Laust
Farver fra et asylcenter i Nr. Broby, Fyn. Begge projekter blev
produceret i forårets semesterundervisning.
DR vil favne bredt
DR får ikke som BBC beskåret sine aktiviteter
på nettet i synderlig grad, hvis man skal tyde de
foreløbige udmeldinger fra direktion og bestyrelse. I husets
eget referat
25. januar lægger direktionen op til, at "DR skal fastholde
den brede definition af public service og ikke gå i retning af
den begrænsede niche-definition". Det tog bestyrelsen til
efterretning.
Gbrowser
Google har registreret netadressen gbrowser.com og har hyret
gratis-browseren Firefox's hovedudvikler Ben Goodger. Det
sidste fortæller Goodger selv 24. januar i sin blog.
Så konklusionen synes ifølge mange it-medier klar: Google
er på vej med sin egen browser.
Flere netlæsere end på papir
Fire af de fem største svenske aviser har i dag flere,
der læser deres netudgaver end den trykte avis. Bedst
besøgt er Aftonbladet.se
med over 1,5 mio flere læsere på nettet end på papir.
Det oplyser medieovervågningsfirmaet Agent 25 ifølge Resume 21. januar.
Det fastslår også, at antallet af netavis-læserne er
steget med 75 pct de seneste to år. Udviklingen slår
igennem
på priserne: den dyreste net-annonce koster mere end den
tilsvarende papir-annonce.
Ny pris til blog
En pris til blogs/weblogs, der forsvarer ytringsfriheden, er indstiftet 19.
januar af Den internationale organisation Reporters Without
Borders. RWB ønsker med prisen at gøre opmærksom
på vigtigheden af blogs i lande, hvor de traditionelle medier
ikke kan arbejde frit. Prisvinderen skal findes ved en
online-afstemning.
Lokalaviser hos Nettavisen
Den norske TV 2 Nettavisen vil til at bringe lokalstof. Ikke ved selv
at producere det, men den opfordrer lokalaviserne til at lægge
deres nyheder på nettavisen og dermed øge trafikken til
begge parter. Nettavisen
17. januar skriver selv om sagen.
Webcam fra dødsgangen
Myndigheder kan sætte ny standarder for det medie, som
internettet også er. Det gør den thailandske regering ved
ifølge News24
17. januar at bebude webcams fra fængslernes
dødsgange. De dødsdømtes sidste øjeblikke
skal sendes ud over nettet -- live, så at sige -- for at
skræmme folk fra at begå forbrydelser.
Media Lab lukker
Media Lab Europe har ikke
levet op til forventningerne om at blive en europæisk pendant til
navnefællen på Massachusetts Institute of Technology.
Forskningscentret åbnede i Dublin 2000 og lukker 1. februar af
økonomiske grunde. Se dets pressemeddelelse
14. januar og omtalen hos BBC 18. januar.
Penge til Jubii
Portalen Jubii har endnu en gang fået tilført kapital fra
sin tyske ejer Lycos, denne gang 6 mio kr., der ifølge Computerworld
7. januar var nødvendig for at afværge en negativ
egenkapital. I det forløbne år er fyret 100 medarbejdere.
Poltik til debat
Det Politiske Mediehus med rummet Refleksion
er et lille nyt medie på nettet med politik på dagsordenen.
Der er siden 6. januar jævnligt udsendt kommentarer og analyser
om emner, som gruppen af samfundsvidenskabelige kolleger finder
underbelyste i den offentlige debat.
Ny over-netdoktor
Netdoktors hidtidige chefredaktør Rikke Esbjerg er fra
nytår blevet adm. direktør, da den hidtidige gennem fem
år Mikael Vissing har forladt stedet for at starte egen
konsulentvirksomhed. Mere i pressemeddelelsen 4.
januar.
Nettets labre larvefødder
Sverige har fået et rent netbaseret blad for modebevidste
unge mænd, så det får sikkert mange kvindelige
læsere. Dorian Magazine
bygger på et originalt koncept sammensat dels af en tekstdel, der
opdateres hveranden måned, dels en tv-del med modereportager, der
udskiftes hver uge. Det finansieres af sponsor- og
annonceindtægter. Den svenske udgiver har samme dag, 3. januar,
offentliggjort en lignende britisk udgave.
Bloggeri breder sig
Interessen for at læse blogs/weblogs steg med 58 pct i USA i
fjor. I undersøgelsen The
State of Blogging
af the Pew Internet and American Life Project 2. januar fortæller
godt en fjerdedel af de amerikanske netbrugere, at de læser
blogs, og 7 pct (8 mio) har selv oprettet en blog. En stor del af
stigningen tilskrives bloggeriet under årets amerikanske valg. 5
pct bruger RSS-feeds, når de vil have nyheder og anden
information. Ordet blog er da også udpeget som det ord, folk
hyppigst har slået op i opslagsværkerne i 2004
ifølge Merriam-Webster.
Firmaets egen definition på en blog er "a Web site that contains
an
online personal journal with reflections, comments and often
hyperlinks".
Besøgstal på danske netmedier
De største danske netaviser og tv-stationer på
nettet rangerede en smule rundt i årets besøgsstatistik.
DR har fastholdt sin andenplads på hitlisten, når man
sammenligner de unikke besøg i december 03 med samme måned
04; DR-tallet steg med 50 pct til 2,9 mio. Jubii's tilbagevenden
skubbede TV 2 fra fjerde- til femtepladsen. Blandt netaviserne havde
Ekstrabladet en 52 pcts fremgang til 1,5 mio besøg og rykkede
fra niende til sjettepladsen på listen. De øvrige,
Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske, forblev stort set på
de samme pladser.
Fellow Dan Gillmor
Journalisten Dan Gillmor har ved årsskiftet forladt San
Jose Mercury News (afskeds-klummen)
og
har dermed nedlagt sin blog, der fungerede som et kollektivt
skriveværksted, da han færdiggjorde sin internationalt
omtalte bog We The
Media i fjor. Nu vil han fokusere mere på 'citizen
journalism' og har med det formål startet en ny blog. Desuden er han
blevet 'fellow'
på The Stanford Law School Center for Internet and Society. I
december gav han et læseværdigt interview
til OhmyNews.
Begyndelsen til enden for papiret?
Landsudgaven af en af verdens mest respekterede aviser, Los Angeles
Times, er ophørt som papiravis til nytår. Herefter findes
den alene som 'remote printing' -- à la de danske e-aviser.
Læs mere hos E&P
og se evt den livlige debat hos Slashdot.
Derfor mange netbesøg
Västerbottens-Kuriren er den første avis, der uden
for de svenske landsavisers kreds har nået 1 mio
besøg på én måned på sit netsted www.vk.se. Chefredaktøren giver en
enkel forklaring til Resume
29. december: "Vi bestämde oss tidigt
för att bli en nyhetssajt och uppdaterar sidan dygnet runt."
Slate solgt
I 1996 var Slate et
banebrydende journalistisk eksperiment. Microsoft har sikret
onlinemagasinets økonomi frem til nu, da det er blevet solgt til
Washington Post. Men med løfte om uændret redaktion og
uafhængighed, skriver redaktør Jacob Weisberg i Sold 21.
december.
Ny lov for netmedier
Politikerne ændrede lige før jul både Pligtafleveringsloven
og Ophavsretsloven
-- som omtalt i eJour flere gange. Lovændringerne giver bl.a. ny
regler for den fremtidige aflevering af netmaterialer og for
almenhedens adgang til materialerne fx via computerskærme
på Statsbiblioteket i Århus og på Det Kgl. Bibliotek
i København. De nærmere detaljer er foreløbig
parkeret i en rammebestemmelse i Pligtafleveringsloven om, at
"Kulturministeren fastsætter nærmere bestemmelser om
tilgængeliggørelse af pligtafleveret materiale."
BBC-barberinger
BBC
fortalte 7. december, at huset skal spare 320 mio pund, og de
27.000 medarbejdere skal reduceres til henved 3.000 mand, ligesom et
par tusinde 'eksporteres' til Århu... øh Manchester. Som
en ekstra julehilsen kunne BBC 20.
december oplyse, at en fornyet runde besparelser resulterer i, at
New Media-sektionen lukker en flok netsteder bl.a. Legacies om britisk
lokalhistorie.
Arbejdsgiveres forum
Den mediepolitiske arbejdsgiverforening Danske Mediers Forum har
fået eget netsted 17.
december. I den lukkede del støbes kuglerne, og i den åbne
får vi andre et indtryk af foreningens mening om
lovforslag og andre politiske beslutninger.
Dyrere bureaustof til nettet
Nyhedsbureauet NTB ('Norges Ritzau') har svært ved at
holde på sine store kunder. Senest har Dagbladet og TV 2-gruppen
(TV 2, Nettavisen og Kanal 24) forladt bureauet til fordel for ANB
(Avisenes Nyhetsbyrå). Til Propaganda
15. december siger NTBs ny chef Pål Bjerketvedt, at avisernes
netudgaver skal belave sig på højere priser, ligesom
bureauet vil udvikle ny tjenester som fx medieovervågning.
Bliv ikke tabt i RSS-løbet
Storbritanniens netudgivere skal lære at beherske
publicerings-værktøjet RSS-feeds, hvis de vil undgå
at miste trafik på nettet. Det konkluderer en debat i the
Association of Online Publishers, i London ifølge dotJournalism
14. december. Drew Cullen, en af The Registers
redaktører, fortalte, at bladet efterhånden har feeds
på et halvt hundrede stofområder, og at brugernes reaktion
er tydelig: 200.000 sidevisninger pr måned fra RSS-brugere. Samme
kurve, men nedad, tegner Registrers nyhedsbreve -- folk fravælger
dem på grund af spam. En anden af mødets talere, Angus
Bakes, medstifter af Moreover, gjorde sig til talsmand for
målrettede reklamer til RSS-feeds.
Bloggere hos Le Monde
Den franske avis Le Monde har inviteret bloggere indenfor. Avisen
opfordrer sine abonnenter til at oprette blogs under avisens vinger,
hvor de bliver listet op
sammen med journalisternes egne blogs. DMeurope 14.
december fortæller om det franske initiativ.
Hvad med at snakke sammen?
Under overskriften Now
It's Time for The Times to Talk About The Times opfordrer New York
Times' ombudsmand Daniel Okrent 12. december avisens medarbejdere og
ikke mindst cheferne til at udvide envejs-kommunikationen til en tovejs
og give sig til at snakke direkte med læserne -- fx på en
særlig side på avisens netsted. Måske ligefrem en ide
at kopiere i danske medier?
'Hundeavisen' hædret
En kinesisk blog om menneskerettighederne... øh
hunderettighederne, The Dog Newspaper
har vundet førsteprisen
som bedste blog i Deutsche Welles
internationale konkurrence,
afgjort 6. december. 'Hundeavisen' hjemtog også prisen som bedste
journalistiske blog på kinesisk. Den er lavet af pseudonymet
Aggressive, Little Snake. Over 1.000 blogs blev anmeldt til
konkurrencen, hvis dommerkomite hædrede blogs i 11 kategorier,
bl.a. de journalistisk bedste blogs på (udover kinesisk) arabisk,
engelsk,
tysk,
portugisisk,
russisk
og spansk.
Desuden blev den brasilianske blog-pioner Nemo Nox’ Por um
punhado de pixels (For a Handful of Pixels) udpeget som bedste blog
ved en bruger-afstemning.
Citizen journalistik
Amerikansk journalistik diskuterer for tiden participatory eller
citizen journalistik. En hurtig oversættelse af begrebet er
journalistik af folket, ved folket, for folket. Flere modeller
står foran afprøvning ifølge Cyberjournalist 4. december
og 29.
november; nærmest virkeliggørelsen er Backfence, som nu testes i et par
byer i Virginia, før den skal rulle ud over de amerikanske byer.
Initiativtageren Mark Potts citeres for en vision om at "create sites
that offer extremely local coverage, written almost entirely by the
readers, using blogs, wikis, and other formats to allow people to share
community news and information with their neighbors in a friendly,
ad-supported environment distributed via the Web, RSS, and other online
media". En lignende model kaldet Pegasus
News satser desuden
på en print-version; den lægger ud i Dallas, Texas, i
årets sidste halvdel.
Spark ikke til læserne
Digitaliseringen kan give gamle aviser fornyet liv. Et muntert
eksempel er netop lagt på nettet af Brooklyn Public Library.
Bydelen havde sin egen avis The Brooklyn Daily Eagle
fra 1841 og godt 100 år frem. Årene 1841-1902 ligger nu
gratis tilgængelige på nettet og har gode
fuldtekst-søgemuligheder til de enkelte avissider, 147.000 i
alt. Fx gør teknikken det nemt at finde en del af forklaringen
på, hvorfor avisens
mest berømte redaktør, digteren Walt Whitman, blev fyret
i 1849; avisen
fortæller det selv: han havde sparket en prominent politiker
ned ad redaktionens trapper.
Fødselsdag med blog
Ingeniøren fejrede 3. december sin
10 års fødselsdag på nettet, og en af bladets
'gaver' til læserne er oprettelsen af en blog
skrevet af Kurt West Nielsen. Den fokuserer på ny tendenser
på nettet og har som enhver anstændig blog
kommentar-mulighed.
Svensk forbud mod bloggeri
Den svenske journalist Per Gudmundson, der er projektansat på
Sveriges Televisions Studio 24, har fået forbud på at
skrive i sin blog, så længe han er ansat i SVT. Hans chef
Jan Axelsson siger til svenske Journalisten
3. december: "Det är inte förenligt att jobba här
som projektanställd eller fast anställd och ha en offentlig
plats där man för fram sina åsikter om frågor som
behandlas i de program man arbetar med....Studio 24 tar upp samma
samhällsfrågor som berörs på hans blogg.
Därför var beslutet enkelt." 29. november skrev Gudmundson
selv om afgørelsen i sin
blog, der herefter er blevet tavs.
Bemærk:
Vi prøver at linke
præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at
brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er
blevet flyttet til
en ny plads på netstedet. Så må I prøve at
lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |