Hvad Gates/Bjerregaard sagde eller ikke sagde

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk

• Det sagde Bill Gates ikke
• Det sagde Ritt Bjerregaard
• Lækkede Lykketoft?

»Hver gang jeg møder et citat, afsikrer jeg min revolver.«

Hvem sagde det?

Det ved jeg ikke.

Men hvis nogen har sagt det, var det forhåbentlig en journalist. For netop vi journalister skal omgås citater på nettet med den største skepsis og må mobilisere al vores kildekritiske skepsis.

Vi har -- udover de ægte citater, som ophavspersonerne uproblematisk vedkender sig -- to andre slags citater:

Dels et mylder af falske citater, der tilskrives personer, der aldrig har sagt som påstået, men som ikke desto mindre bliver udlagt som ophavsperson på et stadigt accelererende antal netsteder.

Dels de langt færre eksempler på citater, der ganske vist er ægte nok, men som ophavspersonen fortryder og af al magt prøver at proppe tilbage i tandpastatuben, men som alligevel kan leve en evig tilværelse på nettet.

Her følger eksempler på begge slags. Med Bill Gates i den ene hovedrolle og Ritt Bjerregaard i den anden. Og med en konkurrence som et punktum.

Det sagde Bill Gates ikke

»640K ought to be enough for anybody«
Den vending ville New York Times' teknologi-klumme skribent David Pogue fornylig bruge i indledningen til en artikel. Han var sikker på, at ophavsmanden var Bill Gates, og Pogue »spent hours searching the Web. I found thousands of repetitions of that quote, but not a single mention of when or where he said it. But I did find this interview from U.S. News & World Report:

»Did you ever say, as has been widely circulated on the Internet, '640K [of RAM] ought to be enough for anybody?'«

»No! That makes me so mad I can't believe it!« Gates replied. »I never said that statement. I said the opposite of that!«

David Pogue tvivlede ikke på, at det forholdt sig sådan. Gates var fejlagtigt blevet hængt op på citatet, og det har forfulgt ham lige siden.

Pogue mindes andre tilfælde og konkluderer:

»It's a tricky business, this Internet. Much of what you read here is slippery. No good mechanisms are in place to preserve author credit for stuff that's published online. And none, come to think of it, seem possible or likely. How will the aliens who dig up our buried culture in 3050 know what was true and what wasn't? It's hard enough for us to know in 2002.«

Hele David Pogues klumme findes her. Han er udover som klumme-skriver i New YorkTimes ellers mest kendt, også internationalt, for sine »...for Dummies« bøger.

Læresætningen for os journalister er nødvendigheden af at mobilisere al vores skepsis over for citater og deres påståede ophavspersoner.

Men der er altså også en anden slags citater. Dem som for så vidt er ægte nok, men som ophavspersonen helst vil sluge igen og for enhver pris prøver at standse en udbredelse af.

Et eksempel af den slags har Ritt Bjerregaard givet.

Det sagde Ritt Bjerregaard

Ritt Bjerregaard skrev bogen »En kommissærs dagbog« til Aschehoug Forlag i 1995, men endnu inden udgivelsesdatoen havde den skabt politisk ravage herhjemme og i EU, og det endte med, at Ritt Bjerregaard annullerede udgivelsen. Ikke desto mindre offentliggjorde dagbladet Politiken dagbogen, hvad der siden kostede avisen 1 mio kr for krænkelse af ophavsretten.

Forlaget jagtede samtidig net-versioner og fik truet de fleste til at trække dagbogen tilbage fra nettet.

Men »En kommissærs dagbog« af Ritt Bjerregaard ligger stadig på nettet og kan læses af alle interesserede. Ja dagbogen ligger endda også i det amerikanske Internet Archive's WayBack Machine!

Det amerikanske arkiv tilstræber at høste alt offentligt tilgængeligt arkiv-indhold på nettet -- både amerikansk og udenlandsk --, og maskinerne sondrer ikke mellem, om et materiale i sin trykte form var lovligt eller ulovligt offentliggjort. Materialet er tilgængeligt for alle på hele kloden.

Så eJour har besluttet at lave en lille konkurrence.

Hvor ligger 'kommissæren' i dag på nettet? Det første, korrekte svar bliver belønnet med bogen »Journalistik på nettet - uddrag af eJour 2001«, forlaget Ajour 2002, der udkom 1. februar.

Vi udlover bogen til den første, der sender os en mail (til hnk@djh.dk) med den præcise net-adresse (URL), hvor man i dag finder kommissærens dagbog. God jagt!

NB. Ritt Bjerregaard må også gerne deltage i konkurrencen.

Lækkede Lykketoft?

Her følger et kort uddrag af dagbogen dateret mandag 23. januar.

»Skønt! Så kom dagen endelig, hvor jeg blev rigtig kommissær. Det har været en streng ventetid. I dag sagde vi farvel til Henning Christophersen, og jeg tog over. Skønt, skønt. ...I går aftes opgav jeg min ministerpension. Sikke en historie! Aviserne har ikke skrevet om andet i den sidste tid. Det hele startede med, at Mogens Lykketoft i november 1994 sender mig et brev, hvori han fortæller, at tidligere kommissærer har opgivet deres ministerpension i det tidsrum, de sad i kommissionen. Det er et meget kortfattet brev uden nogen som helst begrundelse for, hvorfor specielt kommissærer skulle opgive deres ministerpension. En kommissær får jo ikke mere i løn end Henning Dyremose, Knud Heinesen eller for den sags skyld Poul Schlüter.
Første gang sagen dukkede op i aviserne var i december, hvor BT skrev om historien, men den forsvandt ret hurtigt igen. Det medførte imidlertid et rykkerbrev fra Mogens, hvori han præciserer, at der ikke er noget retsligt grundlag, men at han ved førstkommende lejlighed vil ændre reglerne, så overgangen til kommissærposten bliver sidestillet med den til en tjenestemandsstilling. Det lød jo fornuftigt nok, selvom det vil betyde, at privat ansatte som Knud Heinesen, Henning Dyremose og europaparlamentarikere som Niels Anker Kofoed, Lone Dybkjær og Bertel Haarder kan fortsætte med at hæve deres pension.
I januar begyndte Det fri Aktuelt at skrive om sagen. På det tidspunkt var det kun Mogens Lykketoft, den medarbejder, der skrev rykkerbrevet, og jeg selv, der kendte noget til sagens udvikling. Og da jeg ikke selv var gået til pressen, ved jeg, at det må være Mogens, der har sørget for at få den frem.«

Vi laver ikke konkurrencen for at genere nogen. Derfor citerer vi heller ikke de bemærkninger af Bjerregaard om kommissionens daværende formand Jacques Santer, der gav anledning til så megen furore, og har i stedet valgt en fredeligere passage. Men vi vælger den form for at få brugerne til at overveje anvendelse af citater og kildekritik.