e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Sælger artikler i globalt netværk

756 journalisters artikler udbydes i online-netværket EPN over hele kloden

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk


Tre danske og fem norske journalister er medlemmer af netværket European Press Network (EPN), hvor journalister drager ud på det globale marked for at sælge deres artikler. Et stadigt stigende antal journalister, 756 sidst i februar, melder sig ind i online-netværket, der har base i Paris, men som organiserer og distribuerer alt stof og kommunikation via correspondent.com.

EPN har eksisteret i godt to år og har hidtil koncentreret sin markedsføring af netværket og artikelsalget til de engelsksprogede lande. Udover de danske og norske medlemmer er der fra Skandinavien et enkelt finsk medlem og ét fra Island.

Kun for erfarne folk

For at blive medlem af EPN må man have en solid journalistisk erfaring, der skal dokumenteres i ansøgnings-proceduren.

Jeg har email-snakket med Claudine Pearson, product manager for EPN i Paris, og hun understreger, at EPN har en »stringent approvals procedure« for journalistansøgere.

En ansøger skal dokumentere sin journalistiske erfaring og være 'full time professional' med minimum fem års erfaring enten som medarbejder eller freelancer. EPN accepterer generelt ikke ansøgere med en meget snæver specialisering, eller hvis arbejde kun har bestået af fx lokalreportager eller PR-arbejde. Desuden:

»A clear, unbiased writing style with solid research skills is a must.«

I ansøgningsskemaet skal journalisten henvise til mindst tre professionelle referencer, som verificeres af ESP-staben, og der forlanges mindst tre relativt ny artikel-eksempler med oplysninger om tid og sted for offentliggørelse. Desuden skal vedlægges et CV med oplysninger om uddannelse og karriereforløb.

Oplysningerne er fortrolige og gives ikke videre af EPN.

2.065 dollars for artikel

Det er gratis for journalisten at være medlem af EPN, og journalisten fastsætter selv den pris, en artikel må sælges for. Herefter lægger EPN en afgift på 18 procent oven i prisen.

Jeg har været gæst i EPN's artikelbase en måneds tid og kan konstatere, at indholdet dækker ethvert stofområde i massemedierne. Der er især meget om politik og 'Lifestyle & Leisure', men også bl.a. sport, kunst, underholdning, it og videnskab synes at være godt dækket ind.

Et medlem kan sælge sit stof med forskellige grader af anvendelse. Dels kan en køber overtage hele ophavsretten og dermed retten til enhver udgivelse i fremtiden. Eller man kan sælge retten til en enkelt offentligørelse i ét medie. Derudover kan aftales mellemformer. Hvis der er tale om køb til online-medier, får mediet kun retten til offentliggørelse i ét år.

Prisen på en artikel varierer meget. Jeg har set artikler, der udbydes til offentliggørelse i ét medie helt ned til ca 150 dollars. Men dén, jeg især godt kunne have tænkt mig at købe til eJour, kostede desværre 2.065 dollars eller godt 17.600 kr. Inklusive de 18 procent.