Multimedie blev for dyrt

Skandinaviens største mediehus har standset sine 'webortager'

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk

• Indtægter raslede ned
• Et hus i huset
• Pris 5-10.000 euro pr stk

Når end ikke Skandinaviens største mediehus mener at have råd til at fortsætte med eksperimenter på nettet, hvem i alverden har så?

Men omkostningerne ved at producere multimedialt til nettet blev for store for den finske avis Helsingin Sanomat i Helsinki, og et eksperiment over tre-fire år er nu lukket ned. Undervejs er høstet nogle erfaringer, som andre redaktioner og netjournalister kan have gavn af. Her er det måske især mandskabs-forbruget, der stikker i øjnene som en mulig forklaring.

Helsingin Sanomat nåede at producere 48 'webortager', som bladets multimedieproduktioner kaldes, før afdelingen blev skåret ind til benet ved årsskiftet, og i dag beskæftiger de få tilbageblevne sig kun med at overføre papirstoffet til online-versionen.

En del af webortagerne blev oversat til engelsk og placeret i avisens internationale online-udgave, Helsingin Sanomat International Edition. Samtlige webortager ligger endnu på nettet i en finsk udgave og en del af dem også stadig i en engelsk version (klik på 'Webortages' nederst t.v. på siden).

Indtægter raslede ned

Projektet blev lukket efter nytår efter at have eksisteret siden marts 1998.

»Når bladet nu har opgivet projektet, er forklaringen naturligvis pengene,« fortæller journalist Väliaho Tuomo. »Webortagerne gav jo ingen indtægter, og da annonceindtægterne på HS faldt med over 30 pct, besluttede ledelsen at fjerne to tredjedele af net-afdelingen.«

Jeg har email-snakket om eksperimentet med Väliaho Tuomo, der er en af de journalister, der har været med siden starten (og nu er flyttet tilbage til papiravisen). Han beskriver selv sit job som »script writer, editor, content designer and producer«.

Et hus i huset

Om starten siger Tuomo:

»Vores daværende nyhedsredaktør Petteri Numminen havde en ide om, at vi skulle lave journalistik direkte til nettet. Vi havde folk til at lægge den daglige papirvis over på nettet om aftenen, men ingen fortalte os, hvad vi skulle lave i dagtimerne. Vores selskab SanomaWSOY og avisen Helsingin Sanomat er som det største mediehus i Skandinavien velstående, så penge var dengang intet problem. Chefredaktørerne blandede sig ikke og betragtede nærmest vores afdeling som en slags eksperimenterende udviklings-unit. Vi havde praktisk talt frie hænder.«

Afdelingen selv var tøvende overfor, hvordan man skulle gribe det hele an.

»I starten lavede vi lange tekster med enkelte interaktive dele, men så fandt vi frem til Flash og begyndte at udvikle vores egen måde at fortælle historier på.«

Afdelingen, der talte en halv snes ansatte, var indkapslet som et hus i huset. Der var ingen integration med bladhusets øvrige dele, bortset fra brug af husets fotografer. Afdelingen har heller ikke hentet assistance uden for bladhuset udover hos enkelte tegnere.

Til gengæld har samarbejdet været et udpræget holdarbejde.

»Fem-seks mand har samarbejdet om hver produktion, og den flok kunne bestå af skribenter, fotografer, grafisk designere, flash-skabere, multimedie-designere/redaktører og lysfolk, producenter og sommetider programmører.«

Pris 5-10.000 euro pr stk

Tuomo oplyser, at én webortage kostede måske 5-10.000 euro, hovedsagelig lønudgifter.

Produktionstiden varierede fra tre uger til fire måneder. En enkelt blev produceret på to uger (og med tilsvarende lavere omkostninger); her gik bruger-interfacet, musikken og grafikken igen i fem historier.

Oprindelig var hele Helsingin Sanomats netsted kun for abonnenter. I 2000 blev der givet gratis adgang til hele stedets indhold. Det betød en kraftig stigning i bruger-antallet også for webortagerne.

De bedste besøgstal på webortagerne har ligget på ca. 20.000 i de første to uger af en offentliggørelse. Men de ældre webortager forbliver på nettet, og fx den finske version af Headhunter havde 1.000 besøgende månedligt et år efter dens oprindelige udgivelse (oktober 2000).

• Väliaho Tuomo har i februar været gæsteforelæser på et seminar »Painting the News: Digital Art, Interactivity, and Story-Telling« på New Media Studies på the University of Minnesota School of Journalism and Mass Communication, Minneapolis. I oplægget »From text to multimedia« fremlagde han sit syn på multimedie-journalistikken.