|
Skandinaviens største mediehus har standset sine 'webortager'
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk
Når end ikke Skandinaviens største mediehus mener
at have råd til at fortsætte med eksperimenter på
nettet, hvem i alverden har så?
Men omkostningerne ved at producere multimedialt til nettet
blev for store for den finske avis Helsingin
Sanomat i Helsinki, og et eksperiment over tre-fire år
er nu lukket ned. Undervejs er høstet nogle erfaringer,
som andre redaktioner og netjournalister kan have gavn af. Her
er det måske især mandskabs-forbruget, der stikker
i øjnene som en mulig forklaring.
Helsingin Sanomat nåede at producere 48 'webortager',
som bladets multimedieproduktioner kaldes, før afdelingen
blev skåret ind til benet ved årsskiftet, og i dag
beskæftiger de få tilbageblevne sig kun med at overføre
papirstoffet til online-versionen.
En del af webortagerne blev oversat til engelsk og placeret
i avisens internationale online-udgave, Helsingin
Sanomat International Edition. Samtlige webortager ligger
endnu på nettet i en finsk
udgave og en del af dem også stadig i en engelsk
version (klik på 'Webortages' nederst t.v. på siden).
Indtægter raslede ned
Projektet blev lukket efter nytår efter at have eksisteret
siden marts 1998.
»Når bladet nu har opgivet projektet, er forklaringen
naturligvis pengene,« fortæller journalist Väliaho
Tuomo. »Webortagerne gav jo ingen indtægter, og da
annonceindtægterne på HS faldt med over 30 pct, besluttede
ledelsen at fjerne to tredjedele af net-afdelingen.«
Jeg har email-snakket om eksperimentet med Väliaho Tuomo,
der er en af de journalister, der har været med siden starten
(og nu er flyttet tilbage til papiravisen). Han beskriver selv
sit job som »script writer, editor, content designer and
producer«.
Et hus i huset
Om starten siger Tuomo:
»Vores daværende nyhedsredaktør Petteri
Numminen havde en ide om, at vi skulle lave journalistik direkte
til nettet. Vi havde folk til at lægge den daglige papirvis
over på nettet om aftenen, men ingen fortalte os, hvad vi
skulle lave i dagtimerne. Vores selskab SanomaWSOY og avisen Helsingin
Sanomat er som det største mediehus i Skandinavien velstående,
så penge var dengang intet problem. Chefredaktørerne
blandede sig ikke og betragtede nærmest vores afdeling som
en slags eksperimenterende udviklings-unit. Vi havde praktisk
talt frie hænder.«
Afdelingen selv var tøvende overfor, hvordan man skulle
gribe det hele an.
»I starten lavede vi lange tekster med enkelte interaktive
dele, men så fandt vi frem til Flash og begyndte at udvikle
vores egen måde at fortælle historier på.«
Afdelingen, der talte en halv snes ansatte, var indkapslet
som et hus i huset. Der var ingen integration med bladhusets øvrige
dele, bortset fra brug af husets fotografer. Afdelingen har heller
ikke hentet assistance uden for bladhuset udover hos enkelte tegnere.
Til gengæld har samarbejdet været et udpræget
holdarbejde.
»Fem-seks mand har samarbejdet om hver produktion, og
den flok kunne bestå af skribenter, fotografer, grafisk
designere, flash-skabere, multimedie-designere/redaktører
og lysfolk, producenter og sommetider programmører.«
Pris 5-10.000 euro pr stk
Tuomo oplyser, at én webortage kostede måske 5-10.000
euro, hovedsagelig lønudgifter.
Produktionstiden varierede fra tre uger til fire måneder.
En enkelt blev produceret på to uger (og med tilsvarende
lavere omkostninger); her gik bruger-interfacet, musikken og grafikken
igen i fem historier.
Oprindelig var hele Helsingin Sanomats netsted kun for abonnenter.
I 2000 blev der givet gratis adgang til hele stedets indhold.
Det betød en kraftig stigning i bruger-antallet også
for webortagerne.
De bedste besøgstal på webortagerne har ligget
på ca. 20.000 i de første to uger af en offentliggørelse.
Men de ældre webortager forbliver på nettet, og fx
den finske version af Headhunter
havde 1.000 besøgende månedligt et år efter
dens oprindelige udgivelse (oktober 2000).
- Väliaho Tuomo har i februar været gæsteforelæser
på et seminar »Painting the News: Digital Art, Interactivity,
and Story-Telling« på New Media Studies på
the University of Minnesota School of Journalism and Mass Communication,
Minneapolis. I oplægget »From
text to multimedia« fremlagde han sit syn på
multimedie-journalistikken.
|