e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Kort Nyt

I Kort Nyt samler vi op på nyhederne siden sidste nummer og præsenterer dem i ultrakort form med præcise links (når det er muligt), hvor man kan få flere informationer.

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk


Webcam var ulovligt
Et kontroversielt webcam ved Højer sluse bliver genåbnet om kort tid. eJour omtalte sagen i nr 21 ("Webcam-juraen overvejes") og i nr 20 ("Det ideelle sted til et mord") med det resultat, at kameraet blev slukket, mens myndighederne overvejede juraen. Sagen havnede i Justitsministeriet, og herfra har Amtscentret for Undervisning i Sønderjyllands Amt, som står bag kameraet, nu fået besked om, at som forholdene er i øjeblikket, lever de ikke op til kravene i Loven om forbud mod tv-overvågning mv. Det er nemlig ikke lovligt at overvåge mennesker med webcam selv på offentligt tilgængelige steder, med mindre folk ved skiltning bliver 'advaret' mod fotograferingen. Derfor opsætter centret om kort tid tydelige skilte i området og er derefter klar til at genoptage den skoleundervisning, som er formålet med hele netstedet "Vaden & stormflod", hvori det omdiskuterede webcam indgår.

Tegnebogen fremme
Det amerikanske selskab Overture har haft den store tegnebog fremme i denne måned. Selskabet, specialiseret i såkaldte 'Pay-For-Performance' søgninger på nettet, købte først søgemaskinen AltaVista af investeringsselskabet CMGI for 140 mio dollars (kilde CNet News 18. februar), og 25. februar kom det så frem, at selskabet også er ved at købe det norske selskab Fast Search and Transfer's søgemaskine AllTheWeb (pris rundt regnet 100 mio dollars). Fast, der blev grundlagt i 1997 i Oslo og i dag har et stort driftscenter i Boston, vil i fremtiden samle sig om søgetjenester til erhvervslivet (kilde digi.no, MSNBC og Overtures egen pressemeddelelse 25. februar). Selv Google News havde nyheden ("Overture to buy more search power to fight Google").

CMS er en jungle
På det danske marked findes der mindst et par hundrede content management-systemer, men højst et dusin er interessante for en større professionel organisation. Det mener Per Nygaard, BNP e-advice, der gennemgår de mange faldgruber i Kommunikationsforum 21. februar.

Online betaler sig
Den britisk-hollandske udgiver-koncern Reed Elsevier's pågående strategi på nettet honoreres på bundlinjen. Reed har specialiseret sig i udgivelser inden for jura, helbred og videnskab og er verdens fjerdestørste mediehus. Nu er den også verdens tredjestørste internet-selskab med over 5 mia dollars i online-indtægter, kun overgået af AOL Time Warner og Amazon.com ifølge Online Publishing News 21. februar. Og så forudser chefen Crispin Davis endda, at indtægterne er fordoblede om tre år. Han siger også, at brugere gerne køber online. 86 pct af Reeds indtægter stammer fra abonnementer og kun de 14 pct fra annoncører.

Face-lift til BBC
For første gang siden 1999 har BBC's online-nyheder været gennem en større hovedrengøring både design- og indholdsmæssigt. Se redegørelsen 19. februar af nyhedernes chefredaktør Mike Smartt og samtalen med stedets tre designere i Online Journalism Review 19. februar.

Weblogs til Google-mediet
Weblogs med kælenavnet blogs blev introduceret for tre-fire år siden på nettet som et værktøj for personlige synspunkter -- 'dagbøger' -- for alle, der mestrede den simple weblog-teknik. Siden er deres indflydelse vokset, så nogle i dag ser weblogs som et af midlerne til at demokratisere en online-medieverden, der domineres af stadigt færre medieejere. Nyeste udtryk for tilliden til weblogs potentiale er Googles køb af firmaet Pyra Labs og dermed af softwaren til Blogger, et af de tidligste og i dag mest brugte weblog-systemer. En weblog var først med den nyhed, nemlig Dan Gilmor's weblog 15. februar i SiliconValleyCom. Google overtog for et par år siden Deja.com's Usenet (diskussionsgrupper) og oprettede Google Groups, og sammen med Googles ny tjeneste News begynder det firma, der startede som en søgemaskine, at tage form som sit eget MASSEproducerede MULTImedie. eJour skrev om weblogs som et muligt værktøj også for medier i nr 16, 27. juni 2002.

Forærer portal væk
Portalen sundhed.dk kostede Danmarks Apotekerforening 180 mio kr. Ikke desto mindre forærer apotekerne portalen til det offentlige -- og erklærer sig tilfredse. Mærsk Data skal forestå udvikling af stedet til en national sundhedsportal. Det oplyser Computerworld 14. februar -- men fortæller intet om tilfredshed hos portalens 25 ansatte og godt 40 brevkasse-redaktører.

OL på nettet?
EU-kommissæren Mario Monti prøver at skubbe til 'the old-fashioned folks' i den olympiske komite for at overtale dem til at sælge rettighederne til online og trådløse medier i Athen 2004. Hvad mon NBC vil sige til det efter at have brugt millioner på tv-rettighederne? spørger Lost Remote/Yahoo 14. februar.

Betaling for video
Yahoo ventes sidst i marts at introducere en tjeneste kaldet Platinum Yahoo, som forlanger betaling for en video service. Det skriver flere medier bl.a. Europemedia 12. februar.

Firmaer som egne medier
Christian Peytz fastholder forbindelsen til medierne efter at have forladt jobbet som mediedirektør i TDC Internet. Han har oprettet en ny konsulentvirksomhed Peytz & Co som et 'kompetencehus for ny medier', hvor virksomheder skal hjælpes til selv at fungere som medier. "Den kompetence ligger ikke naturligt hos erhvervslivet, og det mener vi, at vi kan bidrage med," siger Peytz til Børsen 12. februar (kræver abonnement) og peger på kanaler som egne nyhedsbreve, netsteder, netmagasiner, nettjenester og communities plus mobiltjenester. Christian Peytz fortsætter som formand for Foreningen af Danske Internet Medier.

Berlingske betaler for net-brug
Alle parter har 12. februar sagt ja til en kollektiv freelance aftale på Berlingske Tidende, hvorfor Dansk Journalistforbund trak blokadevarslet tilbage. Med aftalen, der løber frem til 1. januar 2004, kan Berlingeren lægge freelance-stof i InfoMedia og lignende elektroniske arkivtjenester. Som betaling for brugen får freelancerne 50.000 kr. i 2003, og for uberettiget brug af freelancernes artikler i InfoMedia i oktober kvartal betaler avisen 150.000 kr. Aftalen er nærmere omtalt hos journalistforbundet 12. februar.

Online only
New York Times har 11. februar oprettet en ugentlig "web-exclusive column" i sin internationale sektion. Den kaldes Dispatches og er redigeret af avisens mangeårige militær-korrespondent Michael R. Gordon. Net-eksklusiviteten indebærer dog ikke, at klummen er redigeret med særlig hensyntagen til nettet. Artiklerne sættes sammen af et dødt billede og et par skærme tekst.

Ingen dom mod Yahoo
Endelig synes der at være sat punktum for den tre år lange retssag om Yahoo's auktionssted med nazi-effekter. Franske organisationer imod racisme havde i 2000 rejst sagen for at få lukket stedet, hvad der lykkedes i første omgang, da en domstol beordrede Yahoo til at forhindre surfere i Frankrig adgang til stedet. Yahoo fik siden en californisk domstol til at bekræfte, at et amerikansk selskab ikke kan reguleres af lande med en snævrere opfattelse af ytringsfrihed end den amerikanske. Men 'anti-racisterne' gav ikke op og har i en ny sag i Frankrig prøvet at få Yahoo dømt for "justifying war crimes". Det afviste dommeren ifølge Wired News 11. februar.

Norsk nedskæring
Computerworld i Norge slås som sin danske pendant med økonomiske problemer og dets udgiver, forlaget IDG har på ét år måttet halvere medarbejderstaben. Seneste ændring gælder en halvering af antallet af udgivelser, og fra 7. marts kommer Computerworld kun én gang om ugen mod nu to. Det skriver Propaganda 10. februar.

På nettet i kriser
Kriser sender flere læsere over på nettet. En undersøgelse (pdf) foretaget af Nielsen/Netrating 7. februar dokumenterer stigninger på over 100 pct på amerikanske nyheds-netsteder. En analytiker bag undersøgelsen fastslår, at "by delivering up-to-the-minute content along with supplemental information, the Web is a primary source of news for many Americans".

It-højskolen bygger
Et webcam følger byggeriet af den ny it-højskole i Ørestad på Amager tegnet af Henning Larsen. Der var rejsegilde 6. februar, og til oktober regner skolen med at flytte fra Glentevej NV.

Niche-medier
eJours ofte udtrykte interesse for niche-medier på nettet fik forleden et humoristisk tilskud af It-avisen, der gjorde os opmærksom på englænderen Jerome Turner, en designer der virkelig har fattet nettets styrke: det snævre, specialiserede medie. 6. februar åbnede han netstedet Dogs in Cars; nu har han over 4.000 hits dagligt og får tilsendt billeder af hunde i biler fra hele verden -- også fra Mogenstrup. Turner må være i familie med den hollænder, der for et par år siden oprettede et netsted om Haver i Biler -- en opkvikker for parkeringspladser.

Japansk mobil-journalistik
Der bliver nu en nem mulighed for at følge med i nyhederne inden for netjournalistikken i Japan. Online Journalism Review (udgivet af the Annenberg School for Communication på the University of Southern California) har indgået et samarbejde med det ny Japan Media Review om engelsksprogede artikler fra Japan. Den første artikel 6. februar fortæller, hvordan japanske journalister via mobiltelefonen kan hente overskrifterne hos et dusin medie-netsider få minutter efter, at de er offentliggjort. Om kort tid ventes også video klip fra tv-nyheder at være tilgængelige via mobilen.

Væksthus under lup
Vækstmiljøet MG50 lægges under forskerens lup. Ph.d.-studerende, cand. merc. Anne Bøllingtoft, Handelshøjskolen i Århus, går tæt på samlingen af 61 virksomheder inden for medier, kommunikation, netdesign mm i Mejlgade 50 midt i Århus for i løbet af to år at finde ud af, hvordan Danmarks største, selvfinansierede væksthus adskiller sig fra offentligt støttede miljøer. Det skriver Computerworld 6. februar.

Navnet var optaget
En af Poynter-klummerne har ufrivilligt måttet skifte navn. Jim Romenesko's populære weblog "MediaNews" har ændret navn til "Romenesko" efter krav fra MediaNews Group Inc, ejer af en stribe aviser, der anklagede Poynter for 'trademark infringement and unfair competition'. Det oplyser Online Journalism Review 6. februar.

Når en blind leder en blind...
Den amerikanske journalist Brian McWilliams overtog i fjor et netsted, oprindeligt ejet af en radikal islamisk gruppe i Pakistan, og udsendte fra adressen en mail i februar om, at gruppen stod bag Slammer-ormen, der fornylig nedlagde store dele af nettet. 'Spøgen' er siden forsvaret af McWilliams med ønsket om at skærpe journalisters kildekritik. Åbenbart et akut behov, for en kollega, Dan Verton, på det amerikanske Computerworld troede på historien, udsendte 'nyheden' og måtte udstille sine røde øren 6. februar. Verton undskylder sig med, at flere netsikkerheds-firmaer og myndigheder heller ikke gennemskuede falskneriet. På McWilliams' netsted (ægte??) er links til 'sagens akter'. Han vil gøre klogt i at femdobbelt-tjekke al sin post i fremtiden.

Falsk regerings-netsted
Et svindelnummer med et .gov-topdomæne har sat spørgsmålstegn ved effektiviteten i Bush-regeringens overvågning. Klikkede man indtil fornylig på AONN.gov, blev man præsenteret for Access One Network Northwest, en del af det amerikanske forsvar med 2000 ansatte og med cyber-krigsførelse som formål. Der er bare den svaghed, at selv afdelingen synes at være ren cyber. Efter en forespørgsel fra CNet News har the General Services Administration (GSA), som står for .gov-registreringer, nu trukket stikket ud på adressen. CNet News 5. februar fortæller om det første, kendte eksempel på misbrug af regeringens domænenavne.

Chili genopstået
Efter det gamle Chilis tvangsopløsning er et nyt Chili Media vækket til live med fhv Spies-direktør Rikki Sølling som direktør. Det oplyser MediaWatch 3. februar. Chili står også bag ungdomsportalen Chilinet.

Pressefrihed i Europarådet
Europarådets medie-division, der overvåger pressefriheden i de 44 medlemslande, har 3. februar reorganiseret sit netsted og og udvidet indholdet. Her kan man også tilmelde sig det månedlige nyhedsbrev.

Amtspolitikere live
Amtsrådsmøderne på Fyn kan nu følges 'live' på nettet. Premieren på et nettransmitteret amtsrådsmøde 3. februar blev fulgt af 729. Næste chance er til mødet 3. marts.

Vigtigste kilde: nettet
Internet har overhalet alle andre medier som den vigtigste kilde til informationer. Det mener over 70 pct af Amerikas netbrugere ifølge undersøgelsen the UCLA Internet Report (pdf) foretaget for tredje år af University of California, Los Angeles, og offentliggjort 31. januar.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr. 22 marts 2003
Kontakt eJour, hnk@djh.dk