|
|
Next stop: CMS-værktøjer til Flash
|
Medieindustrien har længe sukket efter en løsning
til at udnytte teknologispringet og spare penge uden at skulle
resignere over for udviklingen. Løsningen ligger potentielt
lige om hjørnet, men den kræver, at vi har modet
til at søge den.
Af Mikkel Stjernberg, mikkel@stjernberg.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
En sjælden gang imellem bliver jeg nostalgisk og savner
de gode gamle dage, hvor jeg sad i flere dage og nætter
for at lægge et videoindslag ind i Flash.
Det var dengang, programmet hed Flash 4 og stadig var på
begynderstadiet af den revolutionerende udvikling af internetindhold,
som Flash har ført med sig, hvilket betød, at levende
billeder og Flash var som hund og kat. Siden har programmet sat
sig massivt på internettet og samtidig selv udviklet sig
så meget, at de levende billeder nu kan integreres i Flash-produktionen
på lige fod med fotos, tekster, illustrationer mv.
Konsekvensen er, at Flash er blevet programmet, vi smelter
medierne sammen med og dermed også platformen for fremtidens
udvikling på det interaktive mediemarked.
Eksempelvis kan en tv-reklame i dag lige så godt produceres
i Flash som i de traditionelle værktøjer, men med
den altoverskyggende fordel, at tv-reklamen i Flash kan gøres
til en interaktiv internetversion uden at skulle skifte program-platform.
I dag er det faktisk både lettere og billigere at tænke
den modsatte vej fra start af og bestille en interaktiv flash-reklame
til websitet, som så også lige kan køres ud
til en tv-reklame.
Nemt og bekvemt
For journalister og andre mediefolk betyder udviklingen, at
det aldrig har været lettere at være bi-medial, så
længe arbejdsplatformen hedder Flash.
Tiden er ganske enkelt løbet fra den rene webdokumentar,
selv om den endnu dårligt har fundet sin form. Ja, den er
ikke engang et etableret genre-begreb endnu på trods af,
at den har været på banen de sidste tre år (jeg
ved det, fordi jeg selv var blandt de første til at eksperimentere
med webdokumentaren).
At medie-industrien stadig ikke har erkendt fordelene ved den
interaktive verden og dens værktøjer er så,
hvad det er.
Den slags døvstumhed over for de sidste 10 års
teknologispring har de fleste i internet-branchen mere eller mindre
accepteret som værende devisen for medievirksomhedernes
abstraktionsniveau. Selv om det stadig er mig en gåde, at
medierne ikke tør agere driver for udviklingen, men altid
spiller rollen som klassens tykke dreng, der ikke har mod på
et rask lille slagsmål i skolegården og derfor gemmer
sig, til alle er gået. Men lad det nu ligge.
Pointen er, at redigeringsværktøjerne har nærmet
sig hinanden så meget, at der i dag er både faglig
og økonomisk fornuft i at lave tv-indslag Flash og dermed
slå tre fluer med ét smæk.
- Den første fordi den samme arbejdsgang kan føres
over på både tv og internet og dermed sikrer en økonomisk
fornuft bag den bi-mediale produktion.
- Den anden flue fordi det vil udvikle tv-indslagets formidlingsform
i og med, at de levende billeder pludselig kan integreres med
grafisk indhold af forskellig art på en måde, som
ikke har kunnet lade sig gøre før.
- Den tredje flue fordi det i kraft af de to første
punkter ville gøde jorden for de kommende års udvikling
af net-tv og måden, vi formidler på dér.
Flash er svært
Der er bare ét problem. Flash er pokkers kompliceret
at lære, og det er endnu sværere at blive rigtig god
til, fordi det kræver gode programmeringsevner kombineret
med en dyb forståelse for animations-håndværket
plus et særligt grafisk øje. En cocktail de færreste
journalister kan fordøje andet end overfladisk inklusive
undertegnede.
Vi kan derfor vælge enten at resignere totalt eller resignere
i begrænset omfang. I tilfælde af det sidste i form
af rollen som producere, der har indsigten i de interaktive værktøjer
og ved, hvad der er godt og skidt, men er afhængig af et
team af programmører, grafikere og journalister til at
producere de enkelte dele.
Med den seneste teknologi inden for Content Management Systemer
har vi imidlertid fået et redskab at trække på,
der gør vores liv som multimedie-journalister fantastisk
meget lettere. Vi skal blot have viljen til at udvikle dem selv.
En iskold fusion
Det drejer sig konkret om programmeringssproget Cold Fusion,
som er udviklet af Macromedia, der også producerer programmet
Flash.
Med Cold Fusion kan vi skabe Content Management Systemer, der
er hundrede procent integrerbare med Flash. En kæmpe fordel
når vi gerne vil have noget dynamisk indhold af multimedial
karakter. For eksempel en animeret tidslinje, som vi gerne vil
kunne opdatere punkterne på uden at skulle åbne selve
Flash-programmet.
Hidtil har vi i de fleste medie-sammenhænge begrænset
brugen af CM-systemer til opdatering af tekst og fotos samt måske
færdigproducerede tv-indslag.
Men Cold Fusion-teknologien giver os plads til at udvikle CMS-baserede
redigeringsværktøjer, som vi kan konstruere en Flash-produktion
i uden på noget tidspunkt at åbne programmet Flash.
Det kræver sådan set kun, at vi på forhånd
har bestemt os for, hvilke designskabeloner indslagene skal ligge
i, og hvilke effekter vi vil have i overgangene mellem de forskellige
typer indhold.
Vi taler om et værktøj, der er lige så enkelt
at bruge som dem, vi redigerer tv-indslag med, men som indebærer
altoverskyggende fordele:
- det er udviklet specifikt til den pågældende
medievirksomheds behov
- hver medarbejder har adgang til det fra en hvilken som helst
computer i verden
- det minimerer antallet af involverede fagfolk
- brugerne er indholdsfolk og ikke teknikere, og
- produktionerne kan publiceres til flere platforme ad gangen,
fx tv, net-tv og internet og med lidt forudseenhed også
til mobiltelefoner.
God investering
Det er ikke engang specielt dyrt at udvikle et sådant
værktøj.
Et forsigtigt skøn fra en mulig leverandører
siger mellem en halv og en hel million kroner alt afhængig
af, hvor avanceret det skal være.
Det er dog kun til publicering på internettet, men selv
hvis prisen var tre-fem millioner kroner, er det stadig småpenge
på de store medievirksomheders budgetter, når vi sammenligner
med, hvad de kan spare på langt sigt, og hvordan de kan
positionere sig på markedet som drivere for udviklingen
af begavet indhold i en interaktiv tidsalder.
Ikke mindst fordi de så kan slippe nemt uden om anstrengelserne
med at sende journalister på dyre eksterne kurser i Flash,
som alligevel ikke giver ret meget andet end et overfladisk indblik
i den interaktive verden og kun sjældent munder ud i produktive
evner, der kommer på højde med dygtige 'flasheres'
arbejde. Den indsigt kunne de lige så godt få ved
at studere cases og meditere over de teoretiske muligheder for
sammensmeltningen af indhold.
Med et skræddersyet CM-system til Flash ville der komme
både visioner, produktivitet og besparelser på medie-menuen,
og jeg er naturligvis selv af den opfattelse, at publikum også
ville synes, det var en positiv udvikling af indholdet.
For der er jo ikke tale om at negligere den etablerede måde
at formidle i eksempelvis levende billeder på. Vi kan stadig
gøre alt det, vi har gjort før og stadig gør.
Vi har bare fået muligheden for at bruge et redskab,
der også giver os mulighed for at lave det, vi aldrig har
kunnet før og anvende det i tæt samspil med det øvrige
indhold. Et redskab hvormed vi kan bevare nostalgien uden at miste
det innovative vindue til fremtiden, som ethvert medie-menneske
af i dag er afhængig af for at sikre såvel sin egen
som indholdets overlevelse i kampen om publikums gunst.
|