e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Udenlandske erfaringer

Af Bo Mikael, bomikael@post.tele.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe



På mindre end syv måneder har britiske Financial Times net-version, FT.com, scoret mellem 30 og 40 millioner kr. Det anslår ContentBiz, der fastslår, at medier med specialiseret indhold sagtens kan tjene digitale penge.

Og mens vi er ved det, så har Wall Street Journal netop meddelt, at den har et samlet oplag på over 2,6 mio. læsere, nærmere bestemt 2.661.500. Af dem er 686.000 online-abonnenter. Det svarer til en stigning i antallet af netlæsere på 62.000 på et kvartal. Så kom ikke heer…

Hvis man skal tro eMarketers rappport om betalingsvillighed på nettet, vil amerikanerne købe online-indhold for mere end 30 mio dollar, ca. 180 mio. kr. Og det er endda uden udgifterne til sex og spil. Ifølge undersøgelser er det kun et sted som netop Wall Street Journal, der kommer ind blandt de ti øverste topscorer. Så kan man bare håbe, at europæerne også griber i online-lommerne.

At annonce-markedet for længst har stoppet sit bratte online-fald og markant er på vej op igen, viser de seneste tal fra New York Times og Washington Post: I New York har man oplevet en stigning i indtægterne på ikke mindre end 42,3 pct i forhold til samme periode sidste år. I Washington er jublen også stor over en stigning på 34 pct, så 4. kvartal gav et overskud på 14,2 mio dollar.

I Skotland har The Scotsman lukket for alle gratis nyhedstjenester. For at bruge stedet skal man fremover registrere sig selv, så The Scotsman kan målrette annoncer mod forskellige målgrupper. Senere vil netstedet lancere en betalingstjeneste, der præcis som Kristeligt Dagblad herhjemme vil tilbyde mere materiale.

The Scotman er desuden også hoppet med på bølgen af aviser, der laver PDF-lignende version på nettet. Skotterne (og alle andre) kan købe et abonnement for ca. 560 kr for 6 måneder.

At alt ikke behøver at være et netsted for at blive en nyhedssucces, beviser nyhedsbrevet Packer Inside, der følger american football-holdet Green Bay Packers. Det er avisen Milwaukee Journal, der kan fryde sig over, at der nu er over 12.000 abonnenter, der betaler 35 dollar om året for at få sidste nyt om deres store helte.

Time Inc., der bl.a. udgiver Time Magazine, 'lukkede' sidste år alle sine sider, således at gratister kun kunne læse meget få artikler på netstedet. Fremover ville kun abonnenter få adgang til hele stedet. ”En katastrofe,” lød det i kor. Men i dag må man sande, at Time Inc. havde ret: Man har kun mistet ca. 10% af besøg og sidevisninger. bom


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr. 32 marts 2004
Kontakt eJour, hnk@djh.dk