 |
|
|
|
|
Kære dagbog, min chef er...
|
Snart på tide at arbejdspladser får en politik for
medarbejdernes bloggeri
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Da jeg var 13 år og betroede mine inderste tanker om
sorthårede, hjulbenede John til min dagbog, skete det under
omhyggelige sikkerhedsforanstaltninger. Den tids pasord var en
korporlig
nøgle, som låste den fysiske bog, og som jeg opbevarede i
en kæde om halsen, så min nyfigne søster ikke kunne
snage.
I dag er det modsatte tilfældet.
Læs mig -
læs mig!
Nutidens dagbøger bliver lagt på nettet i håb om, at
flest mulige af klodens millioner af netbrugere vil læse dem. De
kaldes blogs/weblogs.
Og mens dagbogsskriveriet vist mest var en beskæftigelse for
børn og unge i mine unge dage, har jeg indtryk af, at det i dag
mere er unge og voksne, som 'blogger'.
Bloggeriet i dag kan være lige så intimt og privat, som jeg
husker fra min ungdoms dagbøger. Men det kan også
være udadvendte, velovervejede refleksioner og synspunkter, der
kalder på kommentarboksens reaktioner (hvad de dog sjældent
får).
Bloggernes skrivestil er personlig og subjektiv. Her møder man
sjældent journalisternes 'tilstræbte objektivitet' -- fred
være med den.
Blog om jobbet
Så nærmer vi os konfliktstoffet, nemlig de gnidningsflader,
hvor bloggeren beskæftiger sig med anliggender på
arbejdspladsen eller på anden måde med emner, der er
forbundet med hans profession.
Jeg har endnu ikke hørt om en arbejdsplads, der har
indført etiske regler for medarbejdernes bloggeri. Men det
bliver snart nødvendigt.
For masser af mennesker blogger. Og der er vidt forskellige holdninger
til det ønskelige heri, hvis de gør det inden for
arbejdspladsens rammer.
Mens vi endnu ikke har mødt mange bloggere på danske
arbejdspladser, findes de i rigt tal i udlandet. Og her i Norden har vi
set de første konflikter om, hvad man må og ikke
må i blogosfæren, når man samtidig er ansat på
en arbejdsplads.
Mens norske Dagbladet på alle måder prøver at
stimulere sine medarbejdere til at blogge, -- og hvor der da også
eksperimenteres til glæde for os andre i et dagbladsmiljø
-- har vi oplevet den modsatte holdning hos det svenske fjernsyn SVT
som omtalt i
februars Kort Nyt.
Her fik journalist Per Gudmundson besked på omgående at
holde inde med sit bloggeri, hvis han ville fortsætte med at
være ansat på SVT. Ledelsen så en interessekonflikt
i, at journalistens blog beskæftigede sig med samme
samfundsanliggender, som behandles i hans tv-programmer.
Tilsvarende har vi hørt de lydelige sammenstød i
udlandet, hvor fx journalister hos CNN har fået besked på
at ophøre med deres bloggeri, mens modsat deres kolleger
på
BBC er opfordret til a blogge. For ikke at tale om the Guardian, hvor
både journalister og ledelse efterhånden vedligeholder
adskillige blogs og vel begynder at betragte dem som en slags
supplements-medier til Guardian.
Fyret efter 11 dage
En konflikt blev afdækket hos Google fornylig, og da kan det nok
undre, at det blev 'en god historie' i medierne, når en
medarbejder i sin blog udtrykker hvinende klar illoyalitet mod sin
arbejdsplads.
Mark Jen havde fra 17. januar, da han blev ansat hos Google, skrevet
åbenhjertigt i en blog om forholdene på arbejdspladsen. 28.
januar blev han fyret.
Med en forbløffende naivitet hos en medarbejder i en koncern,
der ejer verdens største søgemaskine og en af de
populæreste blogservices, siger Mark Jen til PC
World 16. februar: "First of all, I learned that blogging is a
public forum, and ideas you
express are going to be read by more people than you think."
Selv om bloggere omhyggeligt tilmelder deres blogs til
søgemaskiner, forsyner dem med RSS-feeds til nem syndikering og
udbredelse, gør reklame for dem i alverdens fora -- ja så
udtrykker de alligevel i fuld alvor forbløffelse over, at
blogosfæren er en offentlig sfære.
Journaliststuderende
blogger
Gad vide om samme 'uvidenhed' eksisterer hos journaliststuderende, der
selvfølgelig også blogger. Og som ikke har en arbejdsplads
men en uddannelsesinstitution at skrive om.
For i den boldgade giver det mig stof til eftertanke, når
jeg som ansat på DJH kan læse detaljer om en bloggende
studerendes liv på skolen. Jeg kan som underviser fx læse
en studerendes kommentar til at have fået mig som
eksamensvejleder (før eksamensdagen betegnede han mig som den
perfekte vejleder til projektet). Jeg læser om hans stigende
nervøsitet op til eksamensdagen og såmænd også
om hans reaktion på den eksamenskarakter, min censor og jeg gav
ham. Lidt for privat?
Det er nok en situation, vi undervisere skal til at vænne os til.
Men som også kan fordre etisk linedans hos de studerende.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
|
|
|
|
|