 |
|
|
|
|
Tv-stationerne gentager avisernes fejl
|
Indgangen til nettets tv-signaler flankeres af kasseapparater
Af Ib Konrad Jensen, ikjensen@og.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Langt om længe er det tv-mediets tur til at rykke ud på
nettet, efter at først aviserne har forsøgt at finde
deres plads på den digitale slagmark.
Snart vil tv-signalerne begynde at strømme i fuld broadcast
kvalitet fra ADSL-stikket, og tv-direktørerne synes stærkt
opsatte på at vise, at de -- i modsætning til
avisredaktørerne -- ved alt om, hvordan man skaber en
bæredygtig forretningsmodel på nettet.
Kasseapparater og kreditkortlogoer står opmarcheret side om side
ved indgangen til de forjættende tv-signaler på nettet,
parate til at modtage de tusindvis af netbårne seere, der vil
strømme til, når teleselskaberne skruer op for hanerne.
Her skal brugerne ikke gøre sig håb om gratis ydelser, der
skal betales fra dag 1. Sådan.
Det er al ære værd, at man vil vænne brugerne til at
betale, men er det ikke, som om vi har set det før?
Minder det ikke lidt om dengang, avisredaktørerne i slutningen
af 90erne med selvsikre trompetskrald lod sig bære på
skjolde ud i cyberspace? Vores produkt er så værdifuldt og
vores brand så stærkt, at kunderne står i kø
for at betale!
Mange
forbereder sig, få er
parate
Den afgørende teknologiske forudsætning for et gennembrud
for internet-baseret tv er, at nethastigheden kommer tilpas højt
op.
I flere lande er teleselskaber begyndt at reklamere med hastigheder
på 10-15 Mbs til udvalgte geografiske områder (= tæt
bebyggede byområder), og det er så rigeligt til at modtage
tv-signaler.
Med de nyeste komprimeringsteknikker kan man nøjes med en
hastighed på ca. 1 Mbs for at modtage signaler i noget nær
broadcast kvalitet. SF Anytime -- det svenske video-on-demand selskab,
der udlejer film via nettet -- streamer med en hastighed på ca.
500 kbs til Windows Media Player 9, og kvaliteten er
forbløffende god.
Rigtig mange stationer i ind- og udland har allerede hakkende og
grødede kanaler i 56 kbs kørende. Ikke at man kan bruge
det til noget som helst seriøst som modtager, men det mere end
antyder, at man hos tv-stationerne har blikket stift rettet mod
markedsmulighederne på nettet.
Et noget mindre antal tilbyder signaler i 300 kbs, og så er der
de mest fremmelige som fx DR og TV 2 herhjemme, TV 2 Norge og TV4 i
Sverige, som tilbyder signaler i 1 Mbs.
Realiteten er, at bredbåndshastighederne til det brede marked har
passeret det kritiske punkt, hvor kunderne kan modtage streamede
tv-signaler i fuldskærmskvalitet, og nu er det kun et
spørgsmål om tid, før kundemassen er til stede.
Kort før jul passerede vi ifølge Telestyrelsen
bredbåndskunde nummer en million svarende til, at knap 40 pct. af
alle husstande har bredbånd.
DR har som public service kanal eksperimenteret med at streame enkelte
udsendelser. Bl.a. tv-serien Krøniken, hvor de enkelte afsnit
efterfølgende er blevet set af adskillige tusinde.
Overflødig
boks
I Danmark har TV 2 fået massiv omtale af sit samarbejde med Kiss
Technology om en særlig boks, der skal gøre det nemt og
enkelt at forbinde det gamle tv-apparat med nettet. I praksis er det
blot en banal computer med net- og skærmkort, der er låst
fast til TV 2s netportal kaldet TV 2 Sputnik.
Det kan minde om de settop bokse, mange kender fra de digitale kanaler
på kabel- og satellit-tv, og det er næppe et
tilfælde. Kunderne ved, at man skal betale for satellit- og
kabel-kanalerne, og kan man bilde netbrugerne ind, at princippet er det
samme på nettet, så er man kommet over den første og
vigtigste udfordring.
Men hvorfor i alverden skulle man dog ofre penge på en dum
computer, der kun kan modtage signaler fra TV 2, når man på
en almindelig computer med browser kan vælge og vrage mellem
mange forskellige tv-stationer på nettet inklusive TV 2?
Tja, TV 2 og Kiss forklarer det med, at brugerne vil få en
dårlig oplevelse med nettv, hvis de forvildede sig ud på
stationer, der sender med lavere hastighed end TV 2!
Det kan godt være, at TV 2 har nogle public service
forpligtelser,
men det er næppe den slags formynderisk pladder, politikerne
tænkte på.
Betaling for
gratis ydelser
For tv-stationerne ligger udfordringen -- ligesom for i sin tid
aviserne -- i at finde en forretningsmodel, der passer til nettets
funktionalitet, og her er det igen valgfriheden, der driller.
Kan man selv vælge at se et program, når man har lyst,
forsvinder programfladens styrke som reklamemedie. Selv hvis man
forsøger at påtvinge seerne en reklameblok foran eller
midt i programmet, risikerer man, at seerne ’spoler’ forbi.
Omvendt ligger der i selve muligheden for at se et program forskudt en
så markant merfunktionalitet, at mange seere formentlig vil
være villige til at betale for ekstraydelsen. De sparer
besværet med at programmere videooptageren -- faktisk kan de helt
spare udgiften til at købe den.
Forrretningsmodellen hos TV 2 og de svenske og norske TV4 og TV 2 er
grundlæggende den samme.
Nogle få appetitvækkere er gratis, resten kan man se mod
betaling, og her er valgfriheden det centrale tema.
Hos TV4 i Sverige går man videre og lokker med, at man på
nettv får adgang til ”… allt det som inte visats på TV.
Alla blunders, det bortklippta, det exklusiva”.
Jo da. Aviserne troede også en gang, at de kunne lokke
læserne over på webudgaven ved at lægge udskrifter af
journalisternes alenlange og ustrukturerede interview på nettet.
Få adgang
med en bøjle
Med live-tv-signalet burde overvejelserne ikke være så
svære, for her ser netbrugerne det samme, som man ser på
det æterbårne signal.
Alligevel mener fx danske TV 2, at man på nettet skal betale for
at følge de direkte udsendelser, som man i øvrigt kan se
gratis med et tv-apparat med en renseribøjle i antennestikket.
Det svarer ganske godt til dengang i nettets barndom, da
Jyllands-Posten forlangte fuld abonnementsbetaling (samme pris som for
at få bragt den trykte avis med bud til hoveddøren hver
dag), hvis man på nettet ville have adgang til at læse en
mindre udgave af den daglige avis. Det var ingen succes.
Hvis tv-stationerne forestiller sig, at de stadig skal have en gratis
æterbåren programflade med reklameblokke hist og pist,
så skal denne programflade selvfølgelig også
være gratis på nettet, ellers begår de samme fejl som
dagbladene, der troede, de kunne få brugerne til at betale mere
for noget, de kunne få bedre og billigere andre steder.
Måske er problemet i virkeligheden, at tv-stationen som
forretningskoncept ikke rigtig passer til nettet.
Læs mere
|
|
|
|
|
|