e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Betaling på trapperne

Danske mediers mikrobetaling ved at være klar efter startvanskeligheder

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk


Ny eksempler på kreativ tænkning til betaling blomstrer op i både Europe og USA. Herhjemme er det fælles medie-initiativ under FDIM-paraplyen ved at løbe i gang.

Startdatoen er flere gange udskudt for den mikrobetaling, som de godt 40 medier bliver fælles om, og som leveres af trekanten Accenture, Den norske Bank og Nextacept. Oprindelig var det meningen at gå i gang i februar.

Jubii, Metropol og TV2 er som de første udset til at teste systemet. Siden slippes det løs på hele flokken, og det sker nu ifølge Rune Bech, TV2, der er talsmand for de godt 40 medier under FDIM-paraplyen, 'inden sommer'. Det siger han til Berlingske 3. marts.

Jubii forsinket

Men også i testfirmaerne er der forsinkelser. Jubii har startvanskeligheder, og marketingdirektør Martin Thorborg sagde i slutningen af marts til eJour:

»Det kom lidt bag på os, at koden fra Accenture er skrevet til Unix og ikke kan bruges til Microsoft platforme, så vi må selv skrive en del om. Det har forsinket os.«

Martin Thorborg regner dog med, at Jubii lancerer mikrobetaling inden midten af april, og der lægges ud med tre betalingssteder:

  • boligsiden, hvor man vil kunne sætte sin bolig til salg
  • SMS-siden med ringetoner
  • en ny satellit sporingsservice Sateye, som lokaliserer en brugers bil, hvis den er forsynet med en særlig boks

For at kunne bruge stederne skal købere have oprettet en 'wallet' med et pengebeløb i, så betalingssystemet har et sted at stikke snabelen i.

Også i Norge slår mikro'en igennem. I disse uger er hovedparten af de norske medier i alliancen Nettforum (tidligere Innholdsnett) ved at søsætte et fælles mikro-betalingssystem fra norske e-Solutions. Deltagerne er listet op her.

Eksklusivt for briter

Murdoch's The Times har demonstreret en grov anti-EU holdning med en ny betalings-politik. Om kort tid bliver den gratis adgang til Times Online forbeholdt briterne. Alle vi andre må bare betale uden at tænke på EU's fri handel over grænserne eller national diskriminering.

The Guardian 18. marts har nyheden og citerer Paul Hayes, general manager, for »The free ride is over and the days of free content have gone.«

Beslutningen minder mig om en engelsk avis-overskrift under en storm i Den Engelske Kanal: »Europa er blevet adskilt fra Storbritannien.«

The Times, der i forvejen forlanger penge for sin berømte krydsord og for arkiverne, har desuden planer om at patentere sit system til mikrobetaling ifølge Silicon.com 21. marts

Også Financial Times vil have penge, og det skal snart koste op til 100 pund om året at få adgang til dele af ft.com. Avisen satser på at skaffe 10 pct af sine indtægter fra dén kilde (Europemedia 5. marts).

The Irish Times følger samme spor på sin nyhedsportal Ireland.com. I løbet af maj indføres betaling for 'premium' indhold; prisen anslås til ca. 10 euro ugentligt og knap 100 euro årligt.

CNN cash - BBC gratis

Flere amerikanske nyheds-netsteder er begyndt at forlange penge, hvis man vil se deres video klip. Det gælder fx ABCNews og FoxSport. I den forløbne måned har vi også måttet sige farvel til gratisfesten hos CNN. Video-versionerne er nu spærret inde på betalings-netstedet NewsPass, hvor man skal betale knap fem dollars månedligt for at få adgang til video om sport, finans og nyheder.

Wall Street Journal 19. marts har en analyse af den ny pay-per-view tendens.

Derimod kan vi inden længe høre og se BBC's daglige nyheder på nettet -- gratis. BBC vil forsyne et 'bredbånds-Storbritannien' med både almene nyheder og sport, bebuder Guardian 12. marts.

Gratis online-medier

I en amerikansk forbrugerundersøgelse offentliggjort 18. marts konstaterer analysefirmaet Jupiter Metrix, at 70 pct af de voksne netbrugere ikke fatter, hvorfor man skulle betale for net-indhold.

Det var måske på tide, at vi begynder at opliste hvilke engelsksprogede massemedier, der ikke opkræver betaling til deres nyheder (omend i nogle tilfælde til arkiver). Her er i hvert fald nogle af dem:

Man kan også følge udviklingen på webloggen The End of Free. Manden bag, Evan Silliams i San Francisco, sagde til AP 17. marts:

»A lot of people on the Internet want to pay because they figure the site might be around longer and the service might get better. It's tough to complain about something if you don't pay for it.«


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr. 13 April 2002
Kontakt eJour, hnk@djh.dk