|
Succes-historie om netsted for african-americans
Af Kirsten Mogensen, kmo@lsu.edu
og kmo@ruc.dk, der er journalist,
cand. mag., HD og lektor ved RUC/Journalistik. For tiden er hun
gæsteprofessor ved Manship School of Mass Communication,
Louisiana State University. I 2000 udgav Kirsten Mogensen bogen
»Arven. Journalistikkens traditioner, normer og begreber«,
Roskilde Universitetsforlag.
Min farmor boede i et lille hus midt i en dejlig have fyldt
med blomster i små, velplejede bede. Her skinnede solen
altid. Inde i huset over sofaen hang Amagerhylden, og på
den stod to små sorte dukker med bast-skørter, øreringe
og kulørte perlekæder. Den ene holdt et spyd i hånden,
så det var manden. Det var en drøm at få lov
at sidde med dukkerne, mens min farmor læste historien om
Lille sorte Sambo.
Men jeg blev ældre og startede på Danmarks Journalisthøjskole
i begyndelsen af 1970'erne. Her I den grå betonbunker kunne
vi alle blive enige om, at sorte dukker med bast-skørter
og historier som Lille sorte Sambo var ren racisme.
Efter min uddannelse rejste jeg til Afrika som ulandsfrivillig,
fuld af tillid til, at der ikke var større forskel på
sort og hvid, end der er på brunetter og blondiner. Jeg
opnåede en vis grad af farveblindhed, når det gælder
racer. Den har jeg nydt godt af -- bl.a. her på Louisiana
State University, hvor jeg arbejder sammen med såvel sorte
som hvide og gule journalistik-forskere.
Det fragmenterede samfund
Men farveblindhed er faktisk yt for folk med sans for internettets
kommercielle muligheder.
Gråtoner var populære i massesamfundet, hvor aviskrigen
havde taget livet af de fleste dagblade, hvor der var et begrænset
antal tv-kanaler, og hvor det var dyrt at starte alternative medier.
Nogle få medier påtog sig reelt at servicere os alle,
og det var lettest, hvis vi kunne opfattes som en rimelig homogen
grå masse. I praksis formidlede disse massemedier nok den
dominerende klasses kulturelle værdier, som Marx ville have
sagt, men det troede jeg ikke på.
Med internettet har vi imidlertid fået mulighed for at
skabe alle de medier, vi har lyst til, uden at det kræver
store økonomiske investeringer. Det er ikke længere
forbeholdt de herskende klasser at promovere deres værdier
offentligt, selv om penge fortsat er en fordel. Enhver mand eller
kvinde kan starte sin egen internet-avis og håbe, at nogen
gider læser den.
Forskere har længe talt om det fragmenterede samfund,
hvor vi hver især vælger forskellige medier, som bekræfter
os i vor egen verdensopfattelse og ikke tvinger os til at forholde
os til andre grupper i samfundet. De negative forestiller sig
netværk af fx akademikere og journalister, som sidder ved
deres computere i deres små elfenbenstårne og udveksler
tanker uden rod i den virkelighed, som fiskere og industriarbejdere
kender. Man taler om manglende socialt ansvar over for de svage
og om faren ved en informationskløft.
Set ud fra en demokratisk tankegang er faren reel nok, for
vi er nødt til at forholde os til hinandens ideer, hvis
demokratiet skal fungere.
Men måske skal vi ikke være så nervøse
for udviklingen. Måske er Internettet netop en mulighed
for de såkaldt svage grupper til at få deres egne
talerør og udvikle deres egne identiteter. Måske
vil netop de målrettede netmedier forhindre grupper i at
blive tabere i informationssamfundet.
Sort succes
Og derfor er min racemæssige 'farveblindhed' pludselig
blevet et problem. I dagens fragmenterede amerikanske samfund
er 'Black' forbundet med identitet i positiv forstand. I hvert
fald, når det er sorte mennesker, som bruger ordet.
En gang om året uddeler min arbejdsplads her i Louisiana,
Manship School of Mass Communication, en pris til en person, som
har ydet en særlig indsats for at fremme brugen af ny teknik
til journalistiske formål. Senest er prisen gået til
journalist og CEO Barry Cooper, som stiftede http://new.blackvoices.com
i 1995. Virksomheden er tilknyttet Tribune Company med hovedkvarter
i Chicago.
Ved overrækkelsen af prisen sagde Barry Cooper bl.a.:
»Vi præsenterer vore brugere for meninger, som
ikke kommer til udtryk i de andre medier, og vi bidrager til at
skabe fællesskaber for folk, som har fælles interesser
eller problemer. Fx har vi en gruppe for enlige mødre,
som ønsker, at deres mulatbørn holder kontakt med
deres fædres sorte kultur. Vi gør en forskel i lokalsamfundet.
Det er civic journalism.«
Det kunne måske lyde, som om BlackVoices.com var en udløber
af 1980'ernes danske eksperimenter med lokale indvandreradioer,
men Barry Cooper har mere til fælles med 1800-tallets amerikanske
aviskonger som fx New York Herald's Gorden Bennett og The World's
Joseph Pulitzer. Fælles for de tre er, at de forstod at
kombinere en ny teknik med en forretnings-idé, som blev
en succes på et kapitalistisk marked med massiv konkurrence.
BlackVoices.com er en af Tribunes største succeshistorier
på det digitale marked.
Annoncørers indflydelse
BlackVoices.com har over 800.000 registrerede brugere. Ifølge
netstedets demografiske
oplysninger er mere end halvdelen mellem 25 og 45 år,
den gennemsnitlige husstandsindkomst er ca. 595.000 kr., og 87
pcocent har en collegeuddannelse.
BlackVoices.com opfatter sig som den foretrukne hjemmeside
for African-Americans, når det gælder nyheder, livsstil,
karriere og underholdning.
Her kan man læse dagens tophistorier fra hele verden
uanset aktørernes hudfarve, men hvor det er muligt, er
historierne vinklede og 'Black' skrevet med stort. Her kan man
således læse om Sorte sportsstjerner, forfattere,
politikere og virksomhedsledere. Man kan chatte med andre eller
deltage i en quiz om Sorte helte og besvare spørgsmål
som fx: »Which one of these African-Americans founded Chicago?«
Man kan læse om traditionsrige Sorte universiteter, hente
inspiration til shopping, ferier, underholdning og karriere.
Barry Cooper har været journalist i mere end 20 år
og var i 1983 nomineret til en Pulitzer prize for en artikelserie
om underprivilegerede atleter. Men han lægger ikke skjul
på, at BlackVoices.com først og fremmet er et annoncemedium,
der henvender sig til købedygtige beslutningstagere mellem
25 og 49 år.
Om vilkårene for sådanne annoncemedier sagde han
ved prisoverrækkelsen, at alle nyhedsmedier nu er under
stærkt pres fra annoncører og tillader, at annoncørerne
får en indflydelse, de ikke ville have fået for få
år siden.
Annoncørerne påvirker ikke direkte det redaktionelle
indhold på BlackVoices.com, men betydningsfulde annoncører
kan læse redaktionel tekst, før den offentliggøres,
og de har mulighed for at trække deres annoncer, hvis de
ikke vil være i selskab med den redaktionelle tekst.
Annoncørernes interesser sætter også grænserne
for Coopers engagement i civic journalism. En studerende spurgte
således Cooper, om han ville gøre noget specielt
for hendes aldersgruppe. Hun var 19 år.
Cooper svarede ærligt nej og begrundede svaret med, at
studerende som hende ingen penge har og derfor ikke er interessante
for annoncørerne. Teenagerne har dog deres eget chat room
på BlackVoice.com.
Cooper fandt ikke, at annoncørernes indflydelse er noget
stort problem for brugerne af BlackVoices.com:
»Vore brugere har tillid til os. Vi præsenterer
dem for annoncer, som er gode for dem.«
WhiteVoices.com?
Her i Danmark har vi altid været gode til at hente inspiration
fra udlandet, når vi skulle udvikle vore egne journalistiske
medier, og jeg kan sagtens se de økonomiske muligheder
i europæiske netmedier målrettet fx 'lysebrune' eller
'gule' indvandrere, hvis de ikke allerede findes.
Derimod er det næppe en god idé at oprette WhiteVoices.com,
før minderne om apartheid i Sydafrika og nazisme i Tyskland
er kommet lidt mere på afstand. Vi havde vores tid med racistisk
selvforherligelse i 1900-tallet.
Desuden kontrollerer hvide mænd jo stadig de fleste dagblade,
radio og tv stationer.
|