|
|
Nyhedsbreve og debatgrupper
|
Oversigt over steder med debat og nyt om journalistik på
nettet
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk
Både herhjemme og spredt ud over kloden findes der net-samfund,
der diskuterer online-journalistikken. Det er nemt at holde sig
orienteret, hvis man abonnerer på nogle af tjenesterne.
Siden starten er oversigten løbende blevet udvidet og
opdateret, og da vi gerne vil bygge en grundig og nuanceret oversigt
over egnede steder, opfordrer vi fortsat til bidrag fra eJours
brugere. Vi opdeler stederne i to kategorier.
Nyhedsbreve
Der er de rene envejs-steder, hvor man abonnerer på et
nyhedsbrev, som med korte eller længere mellemrum automatisk
dumper ned i ens postkasse. Vi ser bort fra de mange avisers online-versioner
med tilknyttede nyhedsbreve. Vi samler os om de nyhedsbreve, der
inden for eJours rammer på en nem måde kan inspirere
og give relevant orientering. Som regel henviser nyhedsbrevet
med links til uddybning af stoffet på afsenderens netsted.
og debatgrupper
Og der er tovejs-kommunikationen. Det er debatsteder med mailinglister
(også kaldet listservs), hvis aktivitet alene bestemmes
af abonnenterne, fordi det er dem, der skaber og udgør
stedets indhold. Her tilmelder man sig en mailingliste og modtager
så typisk alle indlæg til listen. Man kan også
nemt selv sende et indlæg, der automatisk sendes videre
til alle listens tilmeldte.
De er gratis
Det er typisk for de steder, der listes op her, at de enten
fokuserer meget på net-kommunikation og mindre på
journalistik -- eller meget på journalistik og mindre på
online-delen. På alle stederne kan man dog finde guldklumper,
selv om det til tider først sker efter en del bladren.
Men vi lader brugerne sortere i det aktuelle udbud.
Hvis du selv vil ud på nettet og lede efter interessante
lister, kan du finde en stak søgetjenester på min
netguide Wem
Wad Wor /Debatgrupper.
Fælles for alle tjenesterne er, at de er gratis at abonnere
på, og at de bliver sendt som mails til ens postkasse. Det
betyder, at vi har udeladt steder som fx Online
News Association (ONA), American
Journalism Review (AJR) og Columbia
Journalism Review (CJR). Hvis man går ind på disse
steders net-forsider, kan man ofte selv hente et sammendrag af
magasinernes indhold. Af samme grund er udeladt Dansk Journalistforbunds
debat, som man ikke kan abonnere på. Den ligger kun på
DJ's
netsted.
Danske nyhedsbreve
CFI - Center for Internetforskning
Centret blev oprettet september 2000 med det formål at 'fremme
forskning i internettets samfundsmæssige og kulturelle funktioner
og betydninger'. Flere forskningsprojekter beskæftiger sig
direkte med nyhedsmedierne. Det har hjemsted på Center for
informations- og medievidenskab ved Århus Universitet. Centret
startede december 2000 et nyhedsbrev, som man kan abonnere på
via centrets netsted. Nyhedsbrevet
redigeres af Niels Brügger. Det har ikke faste udgivelses-tidspunkter.
ComOn
ComOn er med sin start tilbage i december 1997 en af de første
email-nyhedstjenester inden for sit felt herhjemme, og den har
da også i dag over 20.000 registrerede brugere. ComOns daglige
mail giver en hurtig orientering om udviklingen på nettet.
Den blev i 1999 overtaget af SOL -- Scandinavia Online. Karim
Pedersen har været med siden starten. Man kan tilmelde sig
nyhedsbrevet her.
Dansk Journalistforbund
DJ udsender et periodisk nyhedsbrev, som ganske enkelt består
af de første par sætninger i en halv snes nyheder
publiceret på forbundets netsted. Nyhedsbrevet har henved
400 abonnenter, og man tilmelder sig på DJ's
forside.
Dansk Presse
Danske Dagblades Forening begyndte i 2000 at udsende et ugentligt
nyhedsbrev med resumeer over ugens begivenheder i den danske medieverden,
især dagblade. Det redigeres af Ole Nørskov, og man
kan abonnere her.
Mediawatch.dk
Det er gratis at abonnere på de daglige Push-e-news
fra det danske firma Mediawatch. Derved kan man hurtigt tage den
aktuelle puls på nettet og digitale medier. Men skal man
ind til kronjuvelerne, bliver man nødt til at abonnere
på firmaets to fjortendags nyhedsbreve, et om Internet og
et om digitale medier, årlig pris 4-5.000 kr. Gratis-abonnementet
kan tegnes her.
Notabene
Notabene Internet Marketing er et dansk firma, der har specialiseret
sig i online-markedsføring. Det betyder ikke så meget
bannerreklamer men mere en effektiv bearbejdning af de store søgemaskiner,
så firmaets kunder bliver -- og forbliver -- synlige på
nettet. Dermed bliver dets månedlige nyhedsbrev også
interessant for net-researchende journalister, ligesom firmaets
vægt på brugervenlighed og søge-strategier
kan gøre nyhedsbrevet relevant i dette forum. Nyhedsbrevet
finder man her.
Internationale nyhedsbreve
CNet
Hos CNet kan man vælge mellem mere end 50 forskellige
nyhedsbreve, så der skulle være noget for enhver smag.
Det gennemgående tema er nettet og computeren og ikke specifikt
journalistikken, men man kan alligevel finde mange nyheder fra
journalistikkens og mediernes verden hos CNet. Hele udbuddet er
listet op her.
Digi.no
Digi er en norsk netavis med løbende nyheder fra brancherne
media, tele, data og finans. Man kan abonnere på et dagligt
nyhedsbrev, som rummer lidt af hvert fra alle brancherne. Går
man ind på digi's forside, kan man klikke sig frem til en
særlig medie-forside. Netavisen har gode søgemuligheder.
Tilmelding her.
dotJournalism
Det er et britisk, månedligt nyhedsbrev for journalister,
der arbejder online og/eller er interesseret i online journalistik.
Det udgives af Mousetrap Media Ltd, et 'online publishing company
specialising in building news-oriented and community-based web
sites'. Redaktør er Colin Meek. Man kan tilmelde sig nyhedsbrevet
her.
E-Media Tidbits
E-Media Tidbits
er en daglig weblog samlet af Steve Outing, den amerikanske ekspert
i netjournalistik og siden efteråret 2001 senior editor
på Poynter Institute for journalistik i Florida. En flok
fagfolk spredt over kloden men med vægten på USA giver
i den daglige godbid nogle hurtige henvisninger til nyt inden
for online-media. Man kan abonnere på Tidbits her.
HotWired
HotWireds homepage
er et af de mere hektiske steder på nettet, og her kan man
også følge med via sin egen postkasse. Her
tilmelder man sig et eller flere af nyhedsbrevene i HotWired/Lycos
gruppen -- HotWired frontdoor (tre gange ugentligt), Wired News
(dagligt), Webmonkey og flere andre.
Inetmedia
Inetmedia blev startet helt tilbage i 1996 og har opnået
status som et solidt, velorienteret nyhedsbrev, der har over 7.000
abonnenter. Dets fokus er 'Internet, IT og Media'. Selv om det
har svensk hjemsted, giver det ofte nyttige tips til sine brugere
i de øvrige nordiske lande. Inetmedia udkommer hver uge.
Det har siden starten været redigeret og udgivet af journalisten
Nikos Markovits, Stockholm. Tilmelding her.
MediaChannel
Bygget op med et globalt netværk af over 500 tilknyttede
medieorganisationer har MediaChannel skabt et godt fundament til
sin løbende informering om mediesituationen verden over.
Via et ugentligt nyhedsbrev får man en kort præsentation
af netstedets nyheder, og desuden er der links til diverse journalistiske
'tools' og andre ressurser. Man tegner abonnement på nyhedsbrevet
via MediaChannels forside.
Der er planer om at oprette et Nordic MediaChannel; læs
mere i eJour nr 4.
New Thinking
En af nettets erfarne 'content'-eksperter, ireren Gerry
McGovern har siden 1996 udgivet det ugentlige nyhedsbrev New Thinking,
som i dag har 8.000 abonnenter. Man kan tilmelde sig på
forsiden.
OJR
Online Journalism Review er et ugentligt magasin med nyhedsbrev
fra the Annenberg School for Communication at the University of
Southern California. Siden dets start i 1998 har det gradvis bevæget
sig fra at være et bredt magasin om journalistik i alle
medier til mere og mere at lægge vægt på net-journalistikken.
Dets redaktør er Larry Pryor, som også leder online-programmet
på Annenberg. Tilmelding til nyhedsbrevet her.
Public Access
Public Access er et svensksproget nyhedsbrev om Internet,
radio, TV og andre medier og er udsendt siden 1998 af Christer
Hederström. Dets motto er »demokratiudvikling og medier
for alle«. Det har 2.600 abonnenter. Man kan læse
tidligere
nyhedsbreve hos Open Channel (en international, ikke-kommerciel
bevægelse for lokal-tv), og her
tilmelder man sig. Nyhedsbrevene sendes ud som Word-filer i RTF-format.
Reporters without Borders
Organisationen Reporters without Borders/Reporters Sans Frontiéres
med hjemsted i Frankrig udsender hver uge et nyhedsbrev på
engelsk om sine aktiviteter. Man kan også vælge at
abonnere på løbende informationer om udvalgte kontinenter.
Det var den organisation, der udgav rapporten 'The Enemies of
the Net' (omtalt i eJour nr 3)
om net-ytringsfrihedens trange kår verden over. Man tilmelder
sig nyhedsbrevet her.
Scout Report
Scout Report udsender et ugentligt nyhedsbrev med en grundig,
tjekket oversigt over ny databaser og andet researchmateriale
på nettet egnet for bl.a. journalister. Det er en af nettets
ældste og mest velanskrevne tjenester. Det udsendes fra
the Department of Computer Sciences at the University of Wisconsin-Madison
og støttes af the National Science Foundation. Tilmelding
her.
Stop the Presses!
Veteranen inden for netjournalistik i USA, Steve Outing har siden
1995 været tilknyttet Editor & Publisher, se E&P
Online, med sin ugentlige spalte Stop
the Presses! Man kan abonnere på hele spalten her.
Outing blev efteråret 2001 senior editor på Poynter
Institute for journalistik i Florida.
Transaction
The Journalism Centre i Maastricht. Holland, der siden 1992 har
stået for et utal af kurser for europæiske journalister,
udsender hvert kvartal et nyhedsbrev med navnet Transaction. Man
abonnerer her.
Debatgrupper/Mailinglister
Blue Ear Forum
Det er en temamæssigt bred journalistisk mailingliste
med globalt sigte. Dens rod er netstedet BlueEar.com
'Global Writing Worth Reading'. Listen præges af mange spontane
indlæg af vekslende tyngde. Redaktør er Ethan Casey.
Listen inviterer af og til online-gæster, fx har Pulitzer
Prize vinderen Mark Fritz fra Los Angeles Times deltaget i temadebatter.
Der er 6-700 abonnenter. Man tilmelder sig Blue Ear Forum ved
at sende en tom email til blueear-forum-subscribe@egroups.com
DONA
Danish Online News Association blev organiseret som en forening
i december 2000. Dens formål er ifølge vedtægterne
'at fremme kendskabet til journalistik, som den skabes og udvikles
til internet-medier i Danmark'. Mailinglisten har nogle hundrede
journalister og andre beskæftiget på nettet. Tilmelding
her.
Journalismus
Journalismus er en tysk mailingliste med diskussionsmuligheder
på både tysk og engelsk. Den ligger under et site,
hvis tjenester endnu er overvejende tysksprogede. Journalismus'
forside finder du her,
og på den
engelsksprogede forside kan man læse om sitets baggrund.
Mailinglisten finder man i dens
internationale afdeling.
Media
Media er en svensk -- og svensksproget -- mailingliste om
journalistik. Den ønsker at være stedet, hvor journalister
udveksler konkrete tips, diskuterer arbejdsmetoder med vægt
på den undersøgende journalistik og debatterer principspørgsmål
af betydning for journalistik og ytringsfrihed. Den har ikke særlig
vægt på online-journalistikken, selv om nettet får
voksende plads i debatterne. De 1.600 abonnenter er spredt over
27 lande, heraf en fjerdedel fra USA. Mailinglisten styres af
Fredrik Laurin og Mark Comerford. Tilmelding her.
NewsViews
NewsViews er en mailingliste oprettet af Mark Deuze fra Amsterdam
School of Communications Research. Debatten, der foregår
på engelsk, breder sig over alt, hvad der vedrører
nyheder, deres fremstilling og synet på nyheder. Aktiviteten
sker i bølger -- til tider hektisk, af og til lidt sløvt.
Man tilmelder sig med en tom mail til newsviews-subscribe@egroups.com
eller via Mark Deuzes
hjemmeside.
Normedia
Norske journalister har oprettet debatstedet Normedia, forbeholdt
folk i mediebranchen. Det har omkring 360 medlemmer. Som medlem
kan man vælge mellem at få mails sendt direkte til
sin egen postkasse eller nøjes med at læse dem på
nettet. Listen styres af Jan Furuly, Aftenposten. Normedia, oprettet
under Yahoo Groups, findes her,
og man tilmelder sig ved at sende en tom mail til normedia-subscribe@yahoogroups.com.
Online-Writing
Debatstedet Online-Writing er et forum for 'writers and editors
and other content creators worldwide who work in online media'.
Altså nærmest med tekstforfattere som målgruppe
og ikke fokuseret alene på journalistikken. Det er oprettet
af Steve Outing og Amy Gahran. Man tilmelder sig her.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen
kan af og til være, at brugerne møder et dødt
link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på
netstedet. Så må I prøve at lede lidt på
stedet.
|