|
|
Ritt Bjerregaards dagbog er stadig på nettet
|
eJours konkurrence afgjort - Den dagbog, som 'kommissæren'
aldrig ønskede offentliggjort, kan læses flere steder
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk
Knap var morgenkaffen hældt op den dag, eJour nr 12 blev
lagt på nettet, før første mail med et link
til Ritt Bjerregaards »En kommissærs dagbog«
indløb i postkassen. Og da linket var korrekt, var spændingen
også udløst: Vi havde fundet vinderen af konkurrencen
i eJour nr 12.
eJour tilbød som bekendt i nr 12 (»Hvad
Gates/Bjerregaard sagde eller ikke sagde«) at ombytte
dagboglinket med en rigtig papirbog i præmie til vinderen
af konkurrencen.
Vinderen skulle maile det første, korrekte svar på,
hvor man i dag finder den fhv EU-kommissærs dagbog, som
dagbladet Politiken offentliggjorde mod Ritt Bjerregaards protest
og efterfølgende måtte betale 1 mio kr for. Sagen
fik Bjerregaards forlag Aschehoug til at spule nettet for eventuelle
digitale dagbøger.
Men det er åbenbart ikke lykkedes forlaget at finde dem
alle.
En enkelt netadresse gik igen i de fleste af de mails -- heraf
en enkelt fra en person nær på Bjerregaard i Folketinget!
-- som indløb i eJours postkasse den 1. marts. Men posten
fortalte også, at »En kommissærs dagbog«
ligger på mindst to netsteder.
Herudover er 'dagbogen' altså også, som nævnt
i eJour nr 12, arkiveret, så alle og enhver kan læse
den, i det internationale Internet Archive's WayBack
Machine med hjemsted i USA.
Vinderen, en ung journalist på Sjælland, har til
gengæld for dagbogs-linket modtaget bogen »netjournalistik
på nettet«. Alle konkurrencens deltagere har fået
besked om resultatet. På dette sted vælger vi ikke
at offentliggøre vinderens navn og dagbogens netsteder.
Der er jo ingen grund til også at belemre vinderen med besøg
af Bjerregaard, forlag, cybercrime-politi etc.
Vi kan dog sige så meget, at kun ét af de to netsteder
med dagbogen ligger på en udenlandsk server.
Men de ligger selvfølgelig ikke på forsiden med
relevante titler.
- eJour har en ny konkurrence
i denne måned: En artikel i New York Times om bin Laden
blev fjernet, men ikke helt slettet.
|