|
|
Når man vil spare og ikke spilde tid
|
Banken er det fedeste netsted
Af Troels Vinding, tvi@fyens.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
At skulle vælge sit yndlings-netsted er lige så
mærkeligt som at skulle vælge sin yndlingsbog.
Jamen hallo, ud af så mange gode steder giver det ingen
mening at være tvunget til at pege på ét. Og
skal det være en 'all time star' -- den man ville tage med
på en øde ø -- eller skal det være 'star
of the week' eller noget helt tredje?
Ekstremt effektivt
Jeg har valgt 'star of today', det fedeste netsted, jeg har
besøgt i dag søndag den 23. marts 2003. Og det kunne
såmænd også være min kandidat til en større
titel.
Stedet er min bank, www.bgbank.dk.
Et tørt og prosaisk valg, men i mine øjne ekstremt
funktionelt og effektivt. Selvfølgelig ville det være
mere trendy at vælge et eller andet smart undergrundssted
med masser af alt det sjove -- flash, video etc.
Men få slår mit banksted, når det gælder
om at bruge nettet til at komme videre i sit virkelige liv. Her
sparer man faktisk tid. På rigtig mange steder risikerer
man at spilde tid; selv om det da absolut kan være underholdende.
Ligesom mange andre sætter jeg nu om stunder praktisk
taget aldrig mine ben i hverken banken eller på posthuset.
Betalinger af enhver art klares via bgbank.dk, jeg holder øje
med familiens pengeforbrug, flytter rundt med underskuddet på
forskellige konti, og jeg har det samlede overblik via det automatisk
genererede regnskab.
Skal jeg bruge valuta, skal jeg tjekke lånemulighederne
til en ny vaskemaskine eller lege med tanken om at få renoveret
badeværelset, så ligger alle redskaberne hos netbanken.
Og sådan kunne skamrosen blive ved. Det er ikke, fordi
jeg tror, at BG Banks netløsning er noget særligt.
Jeg er sikker på, de andre banker tilbyder noget lignende.
Det er blot det, at her er et område, hvor nettet virkelig
virker. Bankerne har været mange år om at komme op
i omdrejninger, men nu er de ved at være der.
Ligesom ejendomsmæglerne. Se fx home.dk
og deres TerraExplorer. Det sparker røv.
Kan blive bedre
BG Bank på nettet kan naturligvis blive endnu bedre.
Hele kerneindholdet af alt vedrørende selve gysserne er
sådan set i orden.
Men i en stor tyk ring uden om kerneindholdet og kernefunktionerne
ligger alt det, som forbinder de tørre tal med menneskers
dagligliv og drømme. Og på dette store felt har netbankerne
rige muligheder for at udvikle sig.
Tænk på hvor meget der går både forud
og følger bagefter næsten ethvert køb eller
pengetransaktion.
Disse behov kunne man ligeså vel få dækket
via bankernes netsteder. De er så småt på vej
i denne retning, primært i tilknytning til de helt store
forbrugsgoder som ejerbolig og bil. Og de har valgt den uden tvivl
fornuftige strategi at alliere sig med eksterne og sagkyndige
partnere.
Men der er meget mere at komme efter på dette felt, og
jeg er sikker på, at vi kun har set begyndelsen.
|