e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Børns smittende latter

Aktiv videndeling hos FDF

Af Jens Bøgh, jens@IntraTeam.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Mit yndlingsnetsted er www.fdf.dk.

Røg i øjnene, glade ansigter, børns latter, måneskinsnætter, dybe og givende samtaler. Det er noget af det, der springer fra skærmen i mine øjne, når jeg tager turen forbi mit personlige, men desværre alt for lidt brugte, yndlingsnetsted. For lidt brugte, fordi det relaterer sig til min fritid, som jeg har for lidt af.

Viden-godter

For mig er FDF (Frivilligt Drenge- og Pige Forbund) et af de bedste eksempler, jeg kender, på aktiv videndeling mellem aktive mennesker. Det knytter på utrolig god vis bånd mellem det at leve en aktiv tilværelse og bruge nettet til at gøre den mere aktiv.

Først og fremmest fordi en utrolig masse mennesker frivilligt og gladeligt deler deres viden med hinanden. Og med alle andre, der har lyst til at tage del i den. Specielt i Idéværkstedet er der masser af godter at hente -- også for alle andre legesyge og friluftsglade mennesker, der ikke lige er trukket i en blå skjorte i deres fritid.

En række meget velstrukturerede databaser giver mod på livet:

  • Legedatabasen indeholder over 1.000 lege, hvor man kan søge på kryds og tværs. Her kan du finde mange forslag til at redde en børnefødselsdag eller en god voksenfest
  • Løbsdatabasen er fuld af spændende løb. Også den kan man søge i ud fra en række forskellige indgangsvinkler. Og med god underholdning ikke kun til FDFere, men til alle, der har brug for et løb til en firmadag, en børnefødselsdag eller en familiefest
  • Kogebogen er en guldgrube af opskrifter, som kan laves på turen til stranden, den lange gå-tur, kanoturen, sommerferien under lidt primitive forhold. Eller bare derhjemme i baghaven med ungerne

Og det er alt sammen blevet til gennem masser af menneskers frivillige indsats og frivillige bidrag med viden, de selv har bygget op gennem egen afprøvning.

At siden så også opfylder alle de andre formål, sådan en side skal have med at fortælle om FDF, folkene bag, værdier, kontaktoplysninger etc., er jo en selvfølge.

Internt område

Bagved i den lukkede del med navnet Blånet er en meget effektiv brug af nettet til intern kommunikation i form af referater, dagsordener, yderligere videndeling, bibliotek, musikområde etc. Det gør siden noget nær suveræn som arbejdsredskab for de godt 30.000 FDFere og deres bagland i Danmark.

Endelig er dén del indgang til et helt univers af hjemmesider i form af lokale kredse (afdelinger) foruden særområder lavet til lejligheden som fx det meget netbaserede Væbnermesterskabet.

Lærerigt på flere led

Med de professionelle briller på må jeg sige, at stedet jo er lavet af amatører. Og blandt dem er der både gode og mindre gode skribenter. Så netjournalistisk kan sproget og sprogopbygningen i visse dele absolut gøres bedre, ligesom interaktiviteten også kan øges.

Men indholdet og strukturen kunne mange mere professionelle netsteder lære meget af. Utroligt hvad frivillighed og engagement kan bringe for dagen.

Og så kan det undre, at netop et netsted for en børn, der arbejder så meget med børn og unge, ikke har et børne- og ungeområde.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr. 23 april 2003
Kontakt eJour, hnk@djh.dk