|
Videndeling hos Flash-folket
Af Chester Folming, chester@mail.djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Der er ikke ét yndlingsnetssted i min verden. Jeg kunne
vælge et syret konspirationssted eller Pravdas engelske
hjemmeside, hvor der findes masser af anderledes nyheder. Der
var også talrige muligheder for dem, der har deres arbejde
på nettet. Jeg vælger at præsentere noget teknisk,
for jeg er tekniker (multimediedesigner) og har lyst til at sikre
en vis spredning i de netsteder, der præsenteres i dette
nummer af eJour.
Mit valg er teknik men i en professionel indpakning og samtidig
med mulighed for at bruge det til meget andet. www.Flashkit.com
er et af de steder på nettet, hvor teknikeren går
hen, specielt med tekniske problemer, men hvor der også
er mulighed for at skabe et netværk af udviklere fra hele
verden.
Flashkit henvender sig selvfølgeligt helt centralt til
udviklere, der benytter programmet Flash fra Macromedia. Men samtidig
er det en portal til udvikling og udveksling af informationer
til en lang række andre programmer og scriptsprog.
Flash i undervisning
På Danmarks Journalisthøjskole undervises der
i brugen af Dreamveawer, Fireworks og Flash (alle fra Macromedia)
samt i programmer til redigering af lyd og video fra andre producenter.
Det er specielt på Kommunikations- og Multimediespecialet
på 7. semester, denne undervisning ligger, og det er min
opgave at bakke underviserne op med specialviden.
Flash er et af de programmer, som ofte fascinerer de studerende,
blandt andet fordi det er lykkedes underviserne at introducere
det med en blød indlæringskurve, men også fordi
det er som at genopdage den kreative begejstring ved at tegne.
Mulighederne synes ubegrænsede.
Når de studerende så senere vælger at aflevere
en opgave, hvor en Flashproduktion indgår eller er selve
produktet, skal de undgå, at det tekniske tager for meget
tid, for det er primært på journalistikken, de bliver
vurderet.
Det er her, Flashkit kommer ind; på stedet finder de
masser af support både i form af vejledninger, færdige
produkter med kildekode, de kan kopiere, og villige udviklere,
der kan rådgive dem.
Det letter jo mit arbejde en del...
Hvad man finder på Flashkit
Vejledninger, frie kildekoder og muligheden for at få
hjælp fra tusindvis af udviklere er det centrale element
på Flashkit. Men der er også mulighed for at downloade
fonte, lydeffekter og soundloops.
I den mere kreative afdeling er muligheden for (online) at
skabe teksteffekter til fx headere. Hvis du melder dig ind, kan
du også bookmarke alt, hvad du ønsker (vejledninger,
lydeffekter, etc.), og så genererer Flashkit en personlig
side med disse bookmarks.
Reklamerne på Flashkit er relateret til programmet, det
hele handler om. Her reklameres og linkes til små kommercielle
applikationer, der for den professionelle udvikler ofte er en
overvejelse værd. De er generelt placeret forudsigeligt
og er relevante for de besøgende, noget som næsten
er en luksus på nettet.
Ved siden af at være verdens mest omfattende resurse-netsted
for Flash er Flashkit også en mulighed for nørderne
til at få kontakt, og det virker.
Et kig ind i caféen (Coffee
Lounge) demonstrerer, at her bliver diskuteret den igangværende
krig, film og hvad spørgeren skal besøge, når
han kommer til London. Uden at dette er specielt revolutionerende,
kender en række af udviklerne tydeligvis efterhånden
hinanden fra chats, messageboards og caféen; hvilket også
generelt giver stedet en god stemning.
Her skal begynderen være heldig for at møde teknisk
arrogance.
Hvad der gør Flashkit
bedre
Tjah, hvad gør Flashkit til et sted, jeg vender tilbage
til igen og igen?
Det vigtigste er nok, at de ikke gør noget forsøg
på at holde mig på stedet. De har let tilgængelige
links til nogen af de bedste og mest omfattende tekniske netsteder,
der findes. Hvilket faktisk betyder, at det er min søgeportal,
når jeg forsøger at skyde genvej til ny viden eller
bare forsøger at skyde genvej.
I min beskæftigelse (og i andre) handler det i bund og
grund om at være doven; det med ikke at opfinde den dybe
tallerken, når nogen allerede har opfundet den. Tit finder
jeg ikke det, jeg søger, men noget der ligger tæt
nok til, at jeg selv kan udvikle resten.
Og Flashkit indeholder bare det, jeg og mange andre har brug
for. Uden forsøg på at gabe over mere og uden overflødige
krav om, at jeg skal være logget ind, så længe
jeg ikke vil kommunikere med andre eller have min egen personlige
bookmarksamling.
I bund og grund Flashudviklerens og begynderens netsted, og
det er altsammen gratis. En pris jeg er parat til at betale når
som helst.
|