e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Her styrer vi

Det siges, at der er lige så mange landstrænere eller ligatrænere, som der er fodboldelskere. Nettet gør det muligt at forsøge sig i praksis. Det er sjovt, men ikke let, konstaterer Månedens Menings-skribent.

Af redaktionschef Erik Fogtmann, fo@ritzau.dk, Ritzaus Bureau


Knap var fodboldspillerne kommet på græs her i foråret, før den første trænerfyring var en realitet. Altså ikke sådan i virkeligheden, men FC Københavns 0-2-nederlag til OB i sæsonpremieren var nok for min søn. Ud røg Hans Bache som træner, og ind kom Michael Laudrup fra Brøndby.

Laudrup styrer nu vores hold i kampen om "Drømmeholdet Forår 2003", der er dagbladet B.T.s og online.dk's fælles managerspil på nettet. Der findes andre udgaver.

Det er Johannes på 17, der er førstemanager. Min opgave er mest at betale for deltagelsen og ellers grynte ja eller nej til hans dispositioner. Og de er mange. Der er kort lunte.

Fælles legeplads

Spillet er meget brugervenligt og reglerne simple. Man vælger

  • en målmand
  • fire forsvarsspillere
  • tre midtbanespillere og
  • tre angribere

Spillerne har værdi efter kvalitet, og man kan højest købe for 50 millioner. Altså kan man ikke spille Don Ø. og forsøge at købe sig til titlen.

Alle har altså det samme beløb fra start, og så gælder det jo blot om at vælge de rigtige. Gode præstationer, som udregnes efter sindrige systemer, forøger holdets værdi hen over sæsonen, og vinderen er den, hvis hold har opnået den største værdiforøgelse.

Dårlige præstationer trækker selvfølgelig ned, men har man investeret i en angriber, der ikke kan ramme bolden, så kan man mellem runderne erstatte vedkommende -- hvis man har råd.

Der er tusindvis af deltagere, og spillet ville være umuligt at administrere, hvis det ikke var for nettet.

Johannes og jeg har fundet en fælles legeplads. Vi spiller mod alle de andre, men Johannes spiller også mod en flok kammerater fra efterskolen. Altså flere konkurrencer i ét spil.

På spil-stedet er der masser af nyheder og statistik og alt muligt andet, enhver 'manager' ikke kan leve uden. Det er jo jernhård business. Og det er sjov og leg. Et fristed og frikvarter på nettet.

Vi spiller fodbold. Der findes lignende spil på cykelløb som Tour de France, golf og håndbold. Interaktiviteten giver en ny dimension til det at følge med i sport.

"Kampen om Bagdad"?

Lidt surf afslører, at det er firmaet swush.com på Vesterbro i København, der har udviklet spillet. Det laver også andre spil, afslører dets hjemmeside.

Til min skræk ser jeg, at firmaet har lavet et arkadespil til DR Nyheder, hvor man kan få afprøvet sine evner som spindoktor på Christiansborg. Nu sluttede frikvarteret vist.

Nu er jeg pludselig tilbage i det, vi sidder med i den daglige nyhedsproduktion. Jeg foreslår swush.com at vende spillet om, så det drejer sig om, hvordan man tager kampen op MOD spindoktorerne.

CNN kører i baggrunden.

Kunne man forestille sig et arkadespil om "Kampen om Bagdad" med udregning af points efter bl.a. Geneve-konventionens regler?

Nå, nu blev jeg heldigvis afbrudt igen. Johannes har fyret en håbløs angriber og købt Frank Kristensen fra FC Midtjylland.

Vi kender -- lidt langt ude -- den pige, han er gift med. Og så scorede han to mål i sidste runde. Godt nok også et selvmål i samme kamp, men det kom ikke på vores regning. Han er vores mand!

Nr. 23 april 2003
Kontakt eJour, hnk@djh.dk