e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Ladyluck møder 032

TV2's spillekrog er et dejligt sted at koble af eller udfordre sig selv, og man møder spændende mennesker over et spil backgammon

Af Karen Grønkjær Kjeldsen, kakj@mail.djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Et lille gult ikon med et rødt 'i' blinker nede i venstre hjørne af skærmen. Jeg har fået en invitation. Jeg er logget ind på Spillekrogen hos TV2 og er gået ind i backgammon-afdelingen, mit yndlingsnetsted. Lige nu er 1.952 spilleglade sjæle samlet om det samme sted på nettet.

Ratingsystem

Personen, der har inviteret mig, har under 1.500 points og har derfor mistet sin sølvkrone. Som ny bruger starter man med 1.600 points og en sølvkrone, derfra kan man så bevæge sig op eller ned i hierarkiet -- til en overdådig krone eller til en narhat -- alt efter, hvor meget man vinder og taber.

Systemet bruges til at finde jævnbyrdige spillemakkere. Samtidig er det indrettet, så man mister flere points ved at tabe til en spiller med lavere rating, end man selv har. Tilsvarende kan man vinde flere points ved at vinde over en højere rated spiller.

Jeg har stadig min sølvkrone, og derfor vil det koste mig mange points at tabe til ham, der inviterede, som kun har en ruder-formet knap, trinet under sølvkronen.

Så jeg afviser ham. Der er mulighed for at skrive en besked om, hvorfor jeg afviser, men det bruger jeg kun, hvis det er en spiller, som jeg kender.

Der er fire mulige afslutninger på et spil. Man kan vinde en "backgammon"; dvs når modspilleren stadig har mindst én brik i mit hjemme-felt, og det er den slutning, der flytter flest points mellem vinder og taber. Når taberen ikke har fået alle brikker flyttet til sit hjemmefelt, hedder det en "gammon", og det giver dobbelt så mange points som en almindelig sejr, der typisk giver 16 point, hvis man besejrer en jævnbyrdig spiller.

Endelig kan det ske, at taberen bliver så bitter over spillets gang, at han vælger at forlade spillet; det får han minus 50 points for at gøre, den efterladte får desværre ingenting. Straffen for at forlade et spil er nødt til at være stor, for det ville ødelægge hele systemet, hvis de dårlige tabere aldrig spillede færdigt.

Det er også muligt at spille uden rating. Det er især aktuelt, hvis man mødes med en ven, der har en meget højere eller lavere rating end en selv.

Fra Ladyluck

Jeg opretter mit eget bord og indstiller det til at være lukket.

Det betyder, at det er kun er spillere, som jeg inviterer, der kan komme hen til bordet.

Ved de åbne borde kan andre komme for at se på eller springe ind, hvis der bliver en plads ledig. Og jeg er ikke interesseret i at komme til at hænge på en spiller med alt for lav rating. Det kunne jo ske, at jeg tabte.

Jeg inviterer en spiller med navnet "032", som har cirka samme antal points, som jeg har. Alle har nicknames i Spillekrogen og afslører kun sjældent den sande identitet bag navne som 'smuk_babe', 'simplyme' og 'the_best_player'. Jeg blev engang inviteret til at spille med 'varmtissemand' og afslog prompte.

Jeg må da også tilstå, at jeg fik betydeligt flere nærgående henvendelser, da mit brugernavn var 'ladyluck', end efter jeg ændrede det til et kønsløst og anonymt navn.

Chat med kæresten

Mens man spiller, er der en lille tavle i venstre side af skærmen, hvor man kan chatte. Ude i hovedspillerummet, inden man har valgt et bord, er der også et chatroom, som alle kan se. Der er tydeligvis flere, der kommer her alene af dén grund.

Man er nødt til at kende sproget:

  • 'S' betyder smil
  • 'SS' betyder stort smil
  • 'G' betyder grin
  • 'tfs' betyder tak for spillet
  • 'ilm' betyder i lige måde

Mens jeg spiller med 032, småchatter vi. Hun fortæller, at hun engang er blevet inviteret ud på en date af en familiefar, som hun spillede med. Hun afslog og syntes, det var lidt ubehageligt, fortæller hun.

Jeg er tidligere faldet i snak med flere andre spillere herinde, bl.a. en flymekaniker fra Kastrup og en gårdejer fra Ganløse.

I det hele taget er det let at finde nogen, der vil muntre en op, hvis man har en dårlig dag. Man kan selvfølgelig også lade være med at chatte, hvis man bare er kommet for at spille.

Noget af det bedste ved Spillekrogen er, at jeg kan møde min kæreste, som befinder sig i den modsatte ende af landet. Vi kan aftale et tidspunkt for, hvem der opretter bord og inviterer, og så kan vi spille og sludre, ligesom hvis vi var sammen.

Andre spil

TV2's spillekrog byder også på mange andre spil som eksempelvis whist, hjerterfri, fisk, skak og domino. Ratingsystemerne er selvstændige, så det går ikke ud over min backgammon-rating, at jeg er dårlig til skak.

Der er også links til spil, som er relateret til tv-udsendelser. Man kan spille "Hvem vil være millionær" mod andre eller prøve Zulus "Hypokonder-huskespil".

Det kan være sværere at finde nogen at spille med i spil, der kræver fire spillere som fx whist. Men med en lille smule tålmodighed skulle det kunne lade sig gøre at finde et spil, man kan være med i.

Med eller uden brugernavn

Det er muligt at spille alle spillene uden at have oprettet et brugernavn, hvis man bare vil ind at se, hvad det går ud på. Men ved de fleste spil kan man kun komme ind i gæsterummene og spille med andre 'navn-løse'.

Jeg synes, det er sjovest, når man er oprettet som bruger og kan spille mod de andre faste brugere og følge sin egen fremgang -- eller nedtur.

Man kan for 20 kroner om måneden oprette et VIP-medlemskab, der giver ekstra muligheder, bl.a. adgang til VIP-rum, spilstatistik, adgang til andres profiler og mulighed for at oprette en ratingliste for vennerne.

Brugervenlighed

Netstedet åbnes i en masse forskellige vinduer, et for hovedsiden, et når man vælger spillerum og et, når man går hen til et bord. Det tager noget tid at komme indenfor i spillerummene, fordi der skal oprettes en forbindelse til serveren.

Men i øvrigt er netstedet meget brugervenligt indrettet; der er en god brugervejledning ved indgangen, så selv uøvede spillere skulle kunne finde ud af det. De øvrige spillere er som regel søde til at forklare, hvad man skal gøre.

I det hele taget er det rart, at det er rigtige mennesker, man spiller mod, og ikke bare en computer, der altid vinder. Det betyder også, at man bør vise hensyn til modspilleren. Har man fx vundet stort over en spiller, er det høfligt at tilbyde en revanche, hvor modspilleren kan vinde nogle points tilbage.

Desuden er det meget dårlig stil at opgive et spil, fordi man taber. Gør man det ofte, bliver man blacklisted, så andre spillere har mulighed for at afvise de dårlige tabere.

Selve spillet er -- for backgammons vedkommende -- fantastisk godt at bruge. Lysende prikker på brættet viser, hvor man har mulighed for at rykke hen. Man kan se på terningerne, hvor meget man har rykket, og hele Spillekrogen er ret smart opbygget. Det er velorganiseret, overskueligt og giver fornemmelsen af at være til stede i et virtuelt rum.

Nr. 23 april 2003
Kontakt eJour, hnk@djh.dk