 |
|
 |
|
eJour begynder at samle citater på nettet
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Hvad man siger i en hurtig bemærkning i et digitalt forum, kan
vende tilbage som en boomerang og i sidste ende koste jobbet. Det
må en dommer i Richmond, Virginia, sande. Ralph B. Robertson
forlader sit dommersæde 1. april, efter at en ugeavis har citeret
ham for et indlæg i et chatroom om, at "African-Americans are
prone to crime and violence because it is in their genes". Det
fortæller CNN
5. marts.
Ikke alle egne citater finder vi det lige velkomment at blive
konfronteret med. Men internettet gør det sværere at holde
mund med tilbagevirkende kraft. Bemærkningerne er
ikke sådan at proppe tilbage i halsen.
Gade Jensen og Ritt Bjerregaard
Selv om Henrik Gade Jensen regnede med at have slettet sin hjemmeside
med de mange stærkt højreorienterede kommentarer, da han
blev pressemedarbejder i Kirkeministeriet, så forblev meningerne
på nettet, hvor de kan læses den dag i dag på Wayback
arkivet.
Og når Ritt Bjerregaard i 90'erne krævede -- og fik -- et
beløb med mange nuller efter, fordi dagbladet Politiken havde
offentliggjort hendes Kommissærens Dagbog, som hun havde
besluttet ikke at udgive, ja så ønsker hun jo nok heller
ikke at se den dagbog ligge og flyde på nettet…
Hvad den ikke desto mindre gør endnu i dag og har gjort lige
siden
'ikke-udgivelsen'. Både på danske og
udenlandske servere. Såmænd også på Wayback arkivet.
Her laver jeg ikke nogen links, da livet er for kort til at skulle
slås med en horde antipirater på grund af links til
'uoffentliggjort' materiale.
Citater med
links
Anderledes velkomne er de forkromede sætninger, der formår
at spidde en situation eller udsiger noget klogt og eviggyldigt
på en original måde; dem gør vi os umage for at
huske.
Den slags har jeg samlet på i årevis; især er jeg
interesseret i citater, der siger noget vedkommende for journalister og
om journalister. Som fx:
- Journalists do not live by words alone, although sometimes they
have to eat them. Adlai Stevenson
Nu har jeg støvet citat-bunken af og præsenterer den
struktureret som en 'citat-samling'. Hovedsagelig bestående af de
velkomne citater, men det er nu ikke sikkert, at jeg undviger de mere
spidse, hvis jeg møder dem.
Samlingen er i allerhøjeste grad ufærdig. Især
håber jeg, at det løbende bliver muligt at koble
troværdige links til flere citater, så vi får noget
mere information om deres oprindelse og sammenhæng. Det er jo
dén uddybende funktion, som er nettets særlige styrke.
Citaterne er fra og med denne måned blevet en del af eJours
'listigheder', dvs at samlingen placeres i
højre spalte på forsiden sammen med det voksende antal
andre lister af redskaber målrettet til netjournalister -- og
folk i nabolaget.
Her er allerede samlet over 150 citater. Og der kan hurtigt komme
flere, hvis du hjælper til med bidrag!
Selvfølgelig er det en journalist, der laver samlingen. For:
- En journalist er en mand, der ikke har forstand på noget
som helst, men skriver forstandigt om hvad som helst. Frejlif Olsen
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |