 |
|
 |
|
I Kort Nyt samler vi op på nyhederne siden sidste nummer og
præsenterer dem i ultrakort form med præcise links
(når det er
muligt), hvor man kan få flere informationer.
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Media lukker
Med udgangen af marts sættes punktum for et lille kapitel
i Nordens digitale journalistik. Da lukker den svenske mailingliste
Media, der har fungeret siden 1995 og i sine storhedsdage havde omkring
1.500 medlemmer fra de nordiske lande. Tallet er gradvis faldet til
8-900, og kvaliteten gik samme vej. Så stifterne Mark Comerford
og Fredrik Laurin fandt, at listen havde udlevet sig selv. I deres
farvel-mail mindes de gamle dage (i 90'erne) og skriver, at listen frem
for alt har været 'en skole med mange lærere'.
It for fru Jensen
Borgernes It-portal er
nyeste, ambitiøse it-fremstød fra Videnskabsministeriet
målrettet mod den almindelige dansker. Her skal vi på
ét sted have et samlet overblik over vores rettigheder inden for
it -- fra adgang til nettet over forbrugerrettigheder til ytringsfrihed
-- kombineret med praktiske råd om, hvordan man kan bruge
rettighederne i praksis. Borgernes It-portal drives af It- og
Telestyrelsen og åbnede 25. marts. Gad vide, hvor længe det
endnu varer, inden det offentlige lærer at stave til 'it'?
Overvågning - engang
For over to år siden vedtog Folketinget, at vores trafik
på nettet, mails og telefonsamtaler skal overvåges. Det var
en del af terrorpakken. Men først 24. marts har ministeriet
sendt lovens bekendtgørelse til høring hos relevante
interessenter med en seks ugers frist. Allerede nu kan Berlingske
afdække en bestyrtelse hos parterne over omfanget af den
krævede datatrafik-overvågning. Der ventes at gå lang
tid, før firmaerne overhovedet er teknisk i stand til at leve op
til kravene. Se Berlingske 16.
og 25.
marts (og hvis de links ikke virker så IT-Avisen 17. marts).
FDIM får direktør
Når Jon Lund er færdig med at indføre
betaling på ingeniørernes
netsted, flytter han 1. maj til direktørstolen hos Foreningen af
Danske Internet Medier, FDIM. Her
har den hidtidige førstemand, projektchef Nikolaj La Cour valgt
at skifte til Krak. Det oplyser en FDIM-pressemeddelelse 23. marts.
Vejledning om spyware
Efter den megen ståhej om spyware, som især et par
Kontant-udsendelser fra DR tv forårsagede tidligere på
måneden, har Datatilsynet følt det nødvendigt at
udarbejde en værd-at-vide
tekst om emnet. Den henvender sig til arbejdspladsens
dataansvarlige og beskriver, hvilke sikkerhedsforanstaltninger man som
et minimum skal træffe for at leve op til Persondatalovens krav.
Teksten er udsendt 23. marts.
Hvorfor dog linke?
En del journalister og andet godtfolk har i marts været
godt gale i skralden på Antipiratgruppen,
der kvajede sig ved at forlange et link fjernet i en blog/weblog.
Mange forargede indlæg er føget over skærmen fra
maillisten for Dona (Danish Online
News Organisation), hvor formanden også faderligt
formanede Antipiratgruppen. Men hvorfor er det nu lige, at i hvert
fald journalister forsvarer retten til at linke? Hverken papiravisernes
netudgaver eller netmedier som fx Computerworld og IT-Avisen, der
nærmest er født på nettet, linker jo i synderligt
omfang. Og hvorfor ikke? Tjaeh, det kan der være mange
forklaringer på, men én kan måske eksemplificeres
med journalisten, hvis artikel forleden bredte sig under en femspaltet
rubrik i papiravisen med både
byline og email adresse; dens identiske netversion havde ikke ét
link. Et relevant link havde ellers været til den
pressemeddelelse, som journalisten skrev ordret af. Og nok gør
linking nytte som dokumentation, men ligefrem dokumentere journalistisk
ufuldkommenhed?
En tågegenerator
Engang i marts faldt jeg over netstedet Om at skrive, der rummer en masse
gode råd, ligesom så mange andre lignende steder
gør. Men som også indeholder dén detalje, der
gør, at man med garanti vender tilbage til stedet: tågegeneratoren!
Tak for den, Per Salling.
Selvmords-vejledning forbydes
Netsteder, der indeholder opskrifter på, hvordan man kan
begå selvmord, bliver forbudt af et flertal i Folketinget. Det
fortæller DR
Nyheder 20. marts. Selv om et forbud er nærmest umuligt at
håndhæve, mener Lilian Zølner fra Center for
Selvmordsforskning, at det er umagen værd at forsøge.
Svensk Hamas-sted
Et netsted fyldt med jødehad og terror-opfordringer har
længe ligget på en Telia-server i Sverige. Dagen efter at
den blev opdaget og lukket af Telia, genopstod den på en russisk
server. Netstedet blev fundet af Ekot-redaktionen i Sveriges
Radio, som oplyser
19. marts, at netstedet blev drevet af den palæstinensiske
Hamas-gruppe. Den mand, der abonnerer på IP-adressen, havde lejet
den ud til studenter i Libanon og tog sig blot af det tekniske.
Nettavisen på papir
Norske Nettavisen
19. marts blev uddelt gratis som papiravis i Oslo og Bergen. Det
var en engangsforeteelse for at fejre, at den syv år gamle avis
nu kører med overskud og for at vise, hvor meget stof en netavis
egentlig rummer. Den 40 sider store papiravis kunne også hentes i
i pdf-format
på nettet. Alle avisens ansatte tog en tjans som avisbude,
inklusive TV2-chefen Kåre Valebrok (Nettavisen ejes af TV2).
Dansk avis-hæder
Både Jyllands-Posten og Berlingske hævder sig i
skandinaviske avisers årlige konkurrence om størst
kreativitet på nettet. Avisdesign-organisationen Society for News
Design Scandinavian giver JP en medalje for flash-produktionen
"Når engle våger" om en kræftsyg kvindes sidste tid,
og Berlingske hædres for sit 'billedmodul', dvs rammen for
netavisens billedreportager. Mere i JP 17. marts
og i Berlingske
18. marts, hvor der også er links til vinder-stederne.
Betaling på Dagens Media
Dagens Media har 18.
marts indført betaling på sit netsted. Dermed
reserveres bl.a. visse unikke nyheder, søgesystemet og arkivet
for betalere. Stedet har ca. 40.000 unikke besøg
månedligt. Systemet virker aparte, for man kan slet ikke tegne et
abonnement på netversionen alene. Man kan kun abonnere på
en 'helhedstjeneste' med avis, net, nyhedsbrev og
søgefunktioner. Resume 17. marts
oplyser, at Dagens Media har 2.500 betalere.
Prøver igen med debat
Dansk Journalistforbunds debatsted blev væltet omkuld i fjor af
useriøse indlæg. 17. marts er det genopstået i ny indramning.
Og med ny retningslinjer.
Store plusser i Holland
De hollandske netaviser har haft store besøgsstigninger i 2003,
skriver Monique Van Dusseldorp fra Holland i E-Media
Tidbits 17. marts. Og det til trods for at de fleste er begyndt at
forlange registrering af brugerne. Størst fremgang har Telegraaf
haft (3,1 mio unikke besøg i januar 2004). Samtidig er
annonceomsætningen på nettet steget med en fjerdedel i 2003
og onlinehandelen med 32 pct. Men netaviserne mener selv at have
svært ved at få deres del af reklameomsætningen.
Skriv selv: Læser stjal artikel
"Skriv ITavisen.no selv" foreslog redaktøren og pegede på
avisens 'Lesersiden', et åbent forum hvor læsere selv kan
lægge tips, nyheder, anmeldelser og lignende. Dét tog en
læser lidt for bogstaveligt, for han klippe-klistrede en artikel
fra PC World Norge og lagde den ind på siden. Så
måtte redaktøren i aktion igen med Læser stjal
artikel 16. marts og en beklagelse af bruddet på "tillit og
uskrevne kjøreregler, rett og slett alminnelig folkeskikk".
BBC hos JP
Jyllands-Posten har siden midten af måneden haft mere BBC-stof
end normalt. På netsiderne om erhverv, it, sport og udland er
tilføjet en boks med links til BBC-stof. Folk, der abonnerer
på RSS-feeds, dvs et særligt publiceringssystem (se eJour), nikker
genkendende til boksene. De tilbydes
af BBC i en enkel version til private. JP har erhvervet sig retten
til den kommercielle magnum-udgave.
Kopiering er tyveri
Ophavsretten er hovedsagen i Kulturministeriets ny Infokiosk, et netsted der
orienterer om, hvad man må og ikke må, når det drejer
sig om fx downloading fra nettet og kopiering af musik, film,
programmer og tekster. Kulturminister Brian Mikkelsen understregede ved
'kioskens' åbning 13. marts, at den er første trin i en
større kampagne, der skal udbrede forståelsen for
ophavsretten, for "ulovlig kopiering er det samme som tyveri".
Kampagnen fortsætter senere på
uddannelsesinstitutionerne.
Flere danske og norske annoncer
Det går fremed med annonceomsætningen på netmedierne.
I 2003 nåede den i Danmark op på 286 mio kr, en stigning
på 18 pct fra året før. Foreningen af Danske
Internet Medier FDIM 5.
marts oplyser, at væksten primært er hentet fra trykte
medier. I Norge bliver spillet samme melodi; her går det bare
dobbelt så godt. Norske netmediers annoncer løb op i 460
mio kr, en stigning på 35 pct. Det skriver norske ITavisen 12. marts
og undlader ikke at nævne sin egen rekordstigning: 160 pct.
Formand klar til kamp
Dansk Kommunikationsforening har fået ny formand. Det er Hans
Niemann, adm. direktør i firmaet Valør & Tinge,
København. Hans passion er jiu-jitsu; det fortæller DKF 12. marts.
Skup på nettet
De norske journalisters SKUP (Stiftelsen for en Kritisk og
Undersøkende Presse) har 11. marts fået nyt hjemsted på nettet. I dag
bobler det af stof fra det netop overståede årsmøde
med prisuddeling og med talrige metode-rapporter fra den
undersøgende journalistik gennem årene. Men der er
også lagt op til ny spændingsfelter med bl.a. udfordrende
debatter. Altsammen præget af, at der er en ildsjæl (Jan
Furuly) ved roret.
Kina skruer ned
Artiklen China
mutes online news i Christian Science Monitor 10. marts giver en
grundig skildring af forholdene netop nu for netjournalistikken i Kina.
Myndighederne slås for at 'disciplinere'
nyhedsstrømmen og kræver bl.a. udelukkende brug af
officielle kilder. Men med nettets hastighed og de enorme
trafikmængder smutter der alligevel uautoriserede nyheder gennem
murens sprækker. Fx en opfordring til myndighederne fra en
navngiven militærlæge om at revurdere urolighederne
på Tiananmen pladsen 1989 og betegne de studerende som en
"patriotic student movement."
Salon og Guardian
Nettet er ved at få markant betydning i dette års valgkamp
i USA, og det afspejler sig i Salons nyeste udspil. Magasinet har
indgået samarbejde om nyheds-udveksling med the Guardian og
MoveOn og åbner desuden kontor i Washington D.C. Det oplyser MediaChannel
9. marts. Salon blev grundlagt i 1995 og nyder respekt som et
troværdigt medie på nettet.
Speakers Corner
Speakers Corner
hedder et debatsted, som den tyske online-avis Netzeitung har åbnet 8.
marts. Stedet er til 'kvalitetsdebatter', som chefredaktøren
skrev i sin velkomst. Kvaliteten mener redaktionen åbenbart at
sikre ved at invitere professionelle debattører indenfor, bl.a.
ministre og politikere. Alle kan læse indlæggene, men hvis
man vil diskutere med dem, skal man registrere sig.
Fup-foto af Kerry og Fonda
The Digital Journalist 8.
marts fortæller historien om to fotos fra 70'erne, der har
været
kraftigt diskuteret under den amerikanske valgkamp. Begge billeder
viser præsident-kandidaten John Kerry og aktivisten,
skuespilleren John Fonda. Det ene er fra et antikrigs-møde, med
flere rækker mellem de to personer, og
fotografen Leif
Skoogfors, Malmø, fortæller omstændighederne.
Det andet er gået verden rundt, men afsløret som rent fup.
Fotografen Ken Light
er ansvarlig for halvdelen af billedet (John Kerry), mens nogen har
manipuleret Jane Fonda ind på en talerstol ved hans side. I
artiklen ses hvordan. Light fortæller også, at der er dem,
som tror, at han selv har bortraderet 'Hanoi Jane'.
Valgkamp...
Redningsbæltet
Redningsbæltet, når vi er ved at lide druknedøden i
informations-overfloden, hedder RSS. Dette publiceringssystem
(beskrevet her
i eJour) roses til skyerne i en artikel af Ron Miller i eContent
8. marts. Enhver 'knowledge worker' kan effektivisere sit arbejde
med RSS, og det gælder både i medierne, andre typer
virksomheder og i organisationer.
Farvel til papiret
"We're in the middle of a transition that ends when print dies out.
When publishers no longer have to buy, print and distribute paper.
We're just before the meltdown." Radikale tanker af dén kaliber
præger 3. marts Online Journalism Review, der har fokus på 'Future of News' med
Vin Crosbie ved roret. Citatet ovenfor er af the Guardians internetchef
Simon Waldman.
Bedste billedbureau
Scanpix er af Illustreret
Videnskab kåret til bedste billedbureau i 2003. Prisen
gives til Scanpix for høj billedkvalitet på
www.scanpix.dk. Den er resultatet af hårdt arbejde i en
periode, hvor distribution og salg er flyttet fra den fysiske til den
elektroniske butik, påpeger salgs-og marketingchef Uffe
Christensen i en pressemeddelelse
1. marts.
Kæmperegning for netartikler
Et norsk rejsebureau har fået en regning på 405.000 kr fra
VG og VG Nett for 'systematisk udnyttelse af andres arbejde'.
Ifølge det norske fagblad Journalisten
1. marts har VG registreret ikke færre end 55 stjålne
VG-artikler plus ca. 150 fra andre medier i bureauets nettjeneste.
Derfor er der flere fakturaer i vente fra en række andre medier
bl.a. fra Scanpix for fotos, så den samlede regning ventes at
løbe op i et millionbeløb.
FT får 50 pct flere betalere
Financial Times' beslutning om fra maj 2002 at indføre betaling
for netudgaven synes vedblivende at være en god forretning.
Abonnenttallet er steget med ca 50 pct til 74.000 på seks
måneder frem til slutningen af januar 2004. Det skriver the Guardian
1. marts (gratis registrering).
Registrering bremser ikke trafikken
Et stigende antal netmedier forlanger, at brugerne registrerer sig, og
det krav reducerer ikke trafikken. Det konstaterer Wired
1. marts. Brugere bliver spurgt om alt fra den mest beskedne
registrering af navn og emailadresse til postnummer, stilling,
årsindkomst, interesser osv. Dermed opnår medierne
større viden om, hvem der besøger deres netsteder. Og da
medierne udmærket kender brugernes modvilje mod betaling,
så giver registrerings-modellen medierne mulighed for en
alternativ indtægtskilde, nemlig ved at skræddersy reklamer
på basis af registreringen og måske endda få
brugernes ja til at modtage reklamer på deres email adresse.
Bemærk:
Vi prøver at linke
præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at
brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er
blevet flyttet til
en ny plads på netstedet. Så må I prøve at
lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |