 |
|
|
|
Digteren elskede
det ny medie, fotografiet, og blev tidens mest portrætterede
person
Af Martin Hansen, martin@mail.djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
I et atelier i Kongens Have, København, gør fotografen
Ferdinand Petersen klar til et portrætfoto. Han har placeret
modellen på et lille podium, så lyset fra vinduerne
udnyttes bedst muligt. Modellen er blevet pudret med mel og bliver bedt
om at holde hovedet helt stille, mens Ferdinand Petersen finindstiller
kameraet.
Det er en yderst velklædt herre i kjole og hvidt, lang
guldkæde og en lidt skævtsiddende halssløjfe, som nu
skal foreviges. Den ranglede skikkelse med tynde arme og brede
hænder har et sløvt, næsten hovent udtryk i
øjnene. Armen hviler på stolen, og det mørke
hår kan slet ikke dække de høje tindinger. Mundvigen
røber intet smil, men den store næse afslører hans
identitet. Han er digteren Hans Christian Andersen.
Billedet
(klik på daguerreotypi) er taget i 1847 og er det tidligste
fotografi, der stadig findes af digteren.
Beundrer teknik
Franskmanden Louis Daguerre satte få år tidligere fart i
fotografiets udvikling, da han i 1839 udviklede et
fotografiapparat, som kunne afbilde et motiv på en metalplade.
Nyheden om dette vidunder-legetøj gik Europa rundt, og Andersen
var henrykt, da han hørte om opfindelsen. Han var en stor
beundrer af
teknologiens udvikling.
I et brev til vennen oberst Christian
Høegh-Guldberg jublede han (brev nr 227):
"O, vor tid er opfindelsernes guldalder. Hvor der dog er godt og
herligt her på Jorden!"
Da Andersen første gang blev fotograferet, formentlig i Hamborg
i 1843, var han solgt. Den forfængelige digter elskede at
være i centrum og lod fra den dag kendte og ukendte fotografer
forevige ham.
I begyndelsen var det en langsommelig og kostbar
affære at fotografere, men i takt med sin stigende
berømmelse havde Andersen råd til det. Det, kombineret med
fotografernes ivrighed i at fotografere den karismatiske digter, gjorde
Andersen til den hyppigst portrætterede person i den tidlige
foto-alder.
Ligner
nøddeknækker
Andersen var dog ikke altid lige begejstret for resultaterne.
Fotografernes præstationer blev bedømt i Andersens
dagbøger og breve til hans omgangskreds. En
ukendt fotograf i Dresden, Tyskland, fik denne kontante kommentar i
Andersens dagbog
22. maj 1854:
"Kørte hen og blev fotograferet 3 gange -- så ud som en
skrællet nøddeknækker."
Resultatet kan ses på Det Kongelige Bibliotek og her (fotografi
på saltpapir).
Mere tilfreds var Andersen med et
andet billede
taget i Tyskland. Denne gang af portrætkunstneren
Franz Hanfstaengl i München. Om billedet fra 1860 skrev
Andersen i et brev til en ven:
"Aldrig har jeg set et så smukt og dog lignende portræt af
mig! Jeg blev aldeles overrasket, forbavset ved at sollyset kunne forme
en sådan skønheds-skikkelse af mit ansigt. Jeg er smigret
i utrolig grad, og dog er det kun et fotografi. De vil få det at
se: Det er det eneste portræt min
forfængelighed ønsker går over til efterverdenen.
Hvor de unge damer da ville sige: At han ikke blev gift?!"
Selvom tiden i slutningen af Andersens liv satte sit aftryk på
hans udseende, holdt han stadig af at blive fotograferet. Den
københavnske fotograf C. Weller tog en række fotografier
i
1874, året før Andersens død. Om dem skrev Andersen
i et brev:
"Omgivelserne træder smukt frem og giver et malerisk skue, men
selv ser jeg meget gammel, affældig og tandløs ud. Det ene
portræt er nu aldeles hæsligt, de fire andre finder jeg mig
i, thi ligner gør de vist."
Branding
Omkring 1860 blev det populært at få taget
'visitkort-fotografier'. Det var et lille portræt
påklæbet karton, som man kunne dele ud til venner og
bekendte. Det var blevet forholdsvis billigt at få taget
visitkortfotografier, og det blev populært at eje kendte
menneskers visitkort-fotografi.
Andersen var naturligvis med på denne nye
fotobølge, og han delte sit visitkort-fotografier ud overalt,
hvor han kom frem.
På sine rejser sendte han breve hjem til slægtninge og
venner og vedlagde ofte fotografier. Andersen var også
særdeles interesseret i at høre, hvad andre syntes om
portrætterne af ham, og spørgsmålet blev ofte
stillet i hans breve.
I midten af 1860erne blev
visitkort-fotografiets popularitet afløst af de lidt
større 'kabinets-fotografier'. Den dslags skulle Andersen
naturligvis
også have lavet, og han fik nu muligheden for at nyde det,
når
fotograferne udstillede hans portræt i deres atelier.
At Andersen
uddelte sit billede overalt, hvor han kom, viser hans sans for
'branding' af sig selv som kunstner og menneske.
Med mobil og net
En H. C. Andersen i dag ville
omfavne vores teknologisamfund. Det mener Lars Bo Jensen,
forskningsassistent ved H. C.
Andersen Centret på Syddansk
Universitet:
"Han var jo nysgerrig over for alle tekniske nyskabelser, blandt andet
telegrafen og jernbanen. At han ofte lod sig fotografere skyldtes
også, at han var sin rolle som berømthed bevidst," siger
Lars Bo Jensen til eJour og tilføjer:
"Hvis han havde levet i dag, ville han have haft alt tænkeligt
teknisk udstyr, lige fra internet til den nyeste mobiltelefon. Han
ville have set vores tid som fantastisk, men også med øje
for teknologiens bagsider. Altså, at teknologien ikke må
opsluge os. Der skal også være plads til poesien og
nærhed mellem mennesker."
Mere om Andersen
- Billeder af H. C. Andersen kan ses bl.a. i H. C. Andersens Hus og
på Det Kongelige Bibliotek
- Henrik G.
Poulsens bog "Det Rette Udseende -- Fotografernes H. C. Andersen", Hans
Reitzels forlag 1996, har givet inspiration til artiklen
- H. C. Andersen portalen for
fejringen i år
- H. A. Andersen Centret,
Syddansk Universitet, Odense
- H. C. Andersen Information
- H. C. Andersen på Det
Kongelige Bibliotek
- H. C.
Andersen Huset i
Odense
- Vi har oversat Andersen-citaterne til
nudansk.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
|
|
|
|
|