e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Journalister kan sagsøges globalt

Mød op i Timbuktu, hvis du krænker nogen dér, siger ny retspraksis

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


En mand har sagsøgt Washington Post for injurier. Det har mange sikkert gjort i årenes løb. Men den her sag har en unik detalje. Manden har sagsøgt avisen -- i Canada.

Retten i Ontario har sagt ja til at behandle sagen i Canada for den krænkede canadier Cheickh Bangoura. Normalt ville en sådan sag ellers være rejst i Washington, eller i hvert fald i USA. Washington Post har omgående har anket den skelsættende afgørelse og støttes heri af omkring 50 store medier og medieorganisationer.

Mød op hvor som helst

Den underliggende påstand efter Ontario-afgørelsen er, at hvis en netavis offentliggør noget om en person, der måske kan krænke personen -- ja så kan personen slæbe netavisen for retten i Vladivostok eller Viborg, hvis ellers den krænkede bor et af de to steder. Netavisens hjemby er uden betydning.

Med andre ord: hvis jeg her i eJour skrev et eller andet voldsomt injurierende om Cheickh Bangoura, kan han forlange, at jeg forsvarer mig i retten i Ontario.

Så det gør jeg ikke; skriver dét.

Og det er lige præcis den konsekvens (i lidt alvorligere grad), som organisationen Reporters Without Borders peger på i et brev til den canadiske justitsminister: at den retspraksis kan få journalister til at afstå fra online-publicering af deres artikler. For nu kan en journalist med en artikel offentliggjort på nettet sagsøges hvor som helst i verden, hvor artiklen kan læses.

Organisationen opfordrer myndighederne til en form for 'public position' om sagen uden ligefrem at blande sig i rettens arbejde.

Anklager i Kenya

Cheickh Bangouras sag stammer tilbage til 1997, da han arbejdede i Kenya for FN. Washington Post viderebragte da nogle FN-kollegers påstande om, at han havde gjort sig skyldig i alvorlige fejl (Ups, nu bliver jeg sikkert beordret til Ontario).

Bangoura har boet i Canada siden 2000. Men selv om påstandene således er gamle, har han valgt han at rejse sagen, fordi der stadig er adgang til reportagerne på nettet -- også for canadiske netbrugere.

Dommeren erklærede, at avisen "should have reasonably foreseen that the story would follow (Bangoura) wherever he resided".

Sag i Australien

Vi har faktisk et enkelt fortilfælde til den canadiske sag.

Her gik det også ud over et amerikansk medie. En kendt australsk forretningsmand Joseph Gutnick havde rejst en injuriesag mod et online-finansmagasin ejet af Dow Dones ved retten i staten Victoria, Australien. Gutnick fik højesterets accept 10. december 2002 (retsudskrift) af, at han var berettiget til at varetage sit omdømme ved en hjemlig domstol.

Dow Jones (også kendt som udgiver af Wall Street Journal) havde ønsket sagen ført i New Jersey, USA, og blev også bakket op af en flok medieorganisationer.

eJour skrev om sagen i Kort Nyt nr 21.

Næste: Ekstra Bladet?

Spørgsmålet er, om vi så småt begynder at få en global retspraksis om det, der kan kaldes nettets jurisdiktion, dvs geografien for retssagers hjemsted, når de er affødt af indhold på det grænseoverskridende internet.

Set med journalistøjne kan den ny praksis få alvorlige konsekvenser. Så kan vi ikke nøjes med vores hjemlige Karnov i redaktions-biblioteket. Men må have en lovsamling fra hvert eneste land i verden og sikre os, at vi ikke overtræder nogen af dem, før vi 'launcher'.

Det varer sikkert heller ikke længe, før vi herhjemme hører om den første borger i et land med en striks lovgivning, der har fået sin blufærdighed krænket ved at klikke ind på Ekstra Bladets bare damer og nu vil have en million i erstatning ved retten i sin hjemby.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr 43 april 05
Kontakt eJour, hnk@djh.dk