e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Udblokker pressefriheden

Blogs som et nyt medie på nettet

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Pressefriheden er blevet udblokket af blogs under Irakkrigen. Bloggerne kan være militærfolk nær fronten, civile øjenvidner, analytikere og andre eksperter, ja for den sags skyld også irakere i og uden for Bagdad. Og forøvrigt også journalister ved siden af deres normale arbejde for massemedier.

Begrebet blogs har udviklet sig eksplosivt de seneste par år. En bølge skyllede over verden efter 11. september 2001, og næste generation har udviklet sig under krigen i Irak.

Blogs blev oprindelig kaldt weblogs -- en logbog på web. Efterhånden er ordet trukket sammen til en blog; dens forfatter kaldes en blogger.

Fra: Se Mine Skildpadder

Blogs har tidligere været en særdeles privat affære. En slags offentliggjorte dagbøger af ofte ekshibitionistiske nørder, der ville dele deres tanker og oplevelser med omverden à la Se Mine Skildpadder, børn, rejser.

Når blog-mediet er blevet så populært, har det uden tvivl sammenhæng med, at en blog kan konstrueres simpelt med gratis eller billig software i skabeloner, så skribenterne ikke behøver at tænke på html-koder og layout.

Man skriver simpelthen et nyt afsnit øverst på siden, og så ruller teksten ned ad skærmen kronologisk; altid med den ny øverst (deraf dagbog-betegnelsen). Bloggen kan linke til supplerende materiale og invitere andre til at skrive med i strømmen eller som indlæg.

Gamle tekster bliver efter fastlagte tidsrum, fx en måned, arkiveret og forbliver tilgængelige på nettet.

Til: Grundig indsigt

Efterhånden som blogs løfter sig ud over privatsfæren og skaber en ny 'blogosfære', begynder de at blive interessante for journalisters arbejde. De er heller ikke mere udelukkende personlige, men kan udmærket være udsendt af organisationer (fx Greenpeace) og institutioner. Også forretningslivet er begyndt at 'blogge'; se fx "Blogs likely to gain place in business world" i Houston Chronicle 2. april.

Jeg tror, at en blogs popularitet, målt i antal hits, beror meget på dens originalitet i sproget, emnet, vinklingen.

Mine favorit-blogs skrives af talentfulde skribenter, der begavet leverer grundig indsigt inden for snævre niche-emner -- formuleret personligt. Det kan være stærkt subjektive blogs skrevet af folk, som rider private kæpheste. Enøjethed for fuld udlæsning. Sammenlignelige med avisers læserbreve.

Gradvis lærer man skribenterne at kende, og så accepterer man ensidigheden som én stemme blandt mange andre, der tilsammen nuancerer belysningen af et emne. Det er netop behandlingen af et emne set gennem et personligt temperament, man går efter. Ingen misforståelser her, for der stikkes intet under stolen.

Kravet om en personlig udtryksform gør måske Poul Nyrup Rasmussens blog, startet sidst i marts, lidt bleg og uinteressant. Indtil videre for meget net-uld. Til gengæld bliver den så teknisk avanceret, at den også udgives som RSS-feed (se dette eJour-nummers artikel om RSS "Lav dit eget medie").

Jeg har ét ufravigeligt krav til blogs (i hvert fald i fredstid): Fortæl hvem der står bag. For få timer siden fandt jeg en spændende side, men jeg kommer aldrig tilbage, for der var intet "Om.../About..." Anonyme bloggere er mig en vederstyggelighed. Giv jer til kende.

Er det journalistik?

Det er et åbent spørgsmål, om produkterne i blogosfæren retfærdigvis kan måles med den professionelle journalistiks krav om stoffets fordomsfrihed, den afbalancerede fremstilling, fair vinkling, parts-uafhængighed etc.

Under alle omstændigheder kan blogs være et værdifuldt supplement til den øvrige nyhedsstrøm. Med indsigtsfulde folk ved tasterne kan de bedste blogs levere grundigere viden end de sædvanligvis vidtfavnende (og dermed ofte overfladiske) massemedie-journalister, der skal ramme et udefineret omnibus-marked. Vi har da også flere gange set blogs publicere nyheder, der først senere er blevet opdaget og videreudviklet i massemedierne.

Dermed kan blogs både udgøre et inspirerende supplement til massemediernes indhold og være en nyttig fødekilde til deres nyheds-research.

Og hvis blogs falder igennem den professionelle journalistiks net-kriterier, var der måske også grund til at overveje, om prof'erne selv lever op til deres egne standarder. Det betvivlede Matt Haughey, skaberen af Metafilter.com, i artiklen "Blogging: the new journalism?" i britiske DotJournalism 25. marts:

"While people from journalism backgrounds tend to say they aspire to the high ideals of truth, fairness, and accuracy, I don't think the output of most newspapers comes close to that. When I'm reading a blog that features reportage or fact-checking, I can determine myself if the author is being factual because they'll reveal their sources in links, and I can read up on them to determine how impartial they are being."

Også i Danmark hersker en udbredt aversion hos netaviserne mod at linke til underliggende kilder, og det styrker ikke ligefrem professionens troværdighed.

En yderligere kvalitet hos blogs påpeges af juraprofessor Glenn Reynolds, University of Tennessee, (udgiver en respekteret blog InstaPundit.com) i Washington Post 23. marts , hvor han kalder blogs en 'fact-checking force'. Han mener, at "the value we add is in unpacking the spin in the media coverage."

De første medier er selv begyndt at producere blogs og skaber her et uformelt og interaktivt kontakt-forum, der tjener til nedbrydning af massemediernes klassiske elfenbentårns-positur. En opfordring i den retning bragte eJour 27. juni 2002 ("Aviser versus weblogs?") fra net-pioneren Dave Winer, der ser mulighed for, at aviserne kan skaffe sig indtægter gennem blogs.

I amerikansk presse diskuteres for tiden livligt, om man kan anse blogs for at være journalistik, og uenigheden blev foldet klart ud i en artikel i Online Journalism Review 3. april.

Store medieforetagender som MSNBC, Fox News og Knight-Ridder betragter blogs som en ny og fascinerende form for journalistik og opfordrer deres skribenter til at lave blogs på mediernes netsteder. Joan Connell fra MSNBC mener, at de "can be used to great effect in reporting an unfolding story and keeping readers informed."

Modsat anser bl.a. AOL Time Warner (CNN), New York Times og Gannett dem ikke som "a useful form of  journalism".

Væd om fremtiden

Men man kan jo vædde om, hvordan det går!

Det er blevet muligt, efter at grundlæggeren af software-firmaet Userland Dave Winer har formuleret denne forudsigelse:

"In a Google search of five keywords or prases representing the top five news stories of 2007, weblogs will rank higher than the New York Times web site."

Udfordringen er taget op af Martin Nisenholtz, CEO på New York Times Digital, og de to kamphaner har nu låst spådommen fast hos Long Bet, så folk kan vædde om, hvem der får ret i år 2007. Der er i dag 2.000 dollars i puljen (som til sin tid hovedsageligt skænkes til velgørenhed), og af de ret få, der på nuværende tidspunkt har stemt, er der massiv tiltro til blogs.

Bliv din egen redaktør

En af de meget læste bloggere, kommentatoren i Silicon Valley/San Jose Mercury News, Dan Gillmor fortæller i sin blog eJournal 11. april, at han er gået i gang med at skrive en ny bog, og i den forbindelse demonstrerer han tydeligt to af blogs stærke sider, således som han ser dem:

Den ene styrke markeres i bogens indhold, indrammet i dens arbejdstitel og undertitel:

"Making the News -- What Happens to Journalism and Society When Every Reader Can Be a Writer (Editor, Producer, Etc.)"

Den anden side kan kort betegnes som 'videndeling' og er illustreret ved den måde, bogen skal komme til verden på, nemlig med stærke bidrag fra Gillmor-bloggens læsere. Gillmor inviterer sine læsere til at bidrage med disse ord:

"Today's (and tomorrow's) communications tools are turning traditional notions of news and journalism in new directions. These tools give us the ability to take advantage, in the best sense of the word, of the fact that our collective knowledge and wisdom greatly exceeds any one person's grasp of almost any subject. We can, and must, use that reality to our mutual advantage."

Tyske Netzeitung 14. april har et interview med Dan Gillmor om projektet under titlen "Journalismus braucht keine Angst vor Weblogs zu haben."

War-blogs

Særlige war-blogs dukkede op under Irak-krigen og kunne ses som en ekstra nyhedskanal til udvidelse af pressefriheden. Især mange amerikanskere efterspurgte friske, ufiltrerede nyheder og udfordrede dermed massemediernes hidtidige herredømme over nyhederne.

Men ikke alle blogs var troværdige, som artiklen "War bloggers get reality check" hos MSNBC 9. april fortalte i sin analyse af blog-fænomenet under krigen. Andre var mistænkeligt stærke nyhedsleverandører, og en blog viste sig at have stjålet stof fra en betalings-nyhedsservice. Som fortalt af Wired 7. april.

Mange war-blogs blev også skrevet af journalister, der var udsendt for massemedier og supplerede disse artikler med mere personlige blog-kommentarer.

Herved har vi et godt eksempel på den uens holdning i amerikansk presse til journalisters blogs. For da CNN-korrespondenten Kevin Sites publicerede en blog fra den kurdiske del af Irak, hvortil han var sendt af CNN, gav CNN-ledelsen ham besked om at koncentrere sig om at dække krigen for CNN. Beslutningen har givet afsæt til en hed debat i medierne og blandt blog-skribenter. Den er også behandlet indgående i den ovenfor omtalte artikel i Online Journalism Review 3. april.

BBC lod sine korrespondenter fra krigsfronterne (og Washington og Bruxelles) skrive en fælles-blog Reporters' Log: At war in Iraq, der har givet en ekstra dimension til den redaktionelle proces.

Sammen med den danske fotograf Johan Spanner (der blev tilbageholdt nogle døgn i Bagdad) var en håndfuld pressefolk, som i samlet flok var rejst ind i Irak, heriblandt den amerikanske journalist Nate Thayer. Thayer blev ikke arresteret og vedligeholdt sin blog A Live Report From Baghdad for det amerikanske magasin Slate, indtil han rejste til Jordan sidst i marts.

Der findes flere anonymiserede blogs som fx L.T. Smash - Live from the sandbox, der hævdes at være skrevet af en reserveofficer, og Salam Pax, måske en unavngivet iraker i Bagdad.

Washington Post har lavet en oversigt over war-blogs, MSNBC oplister også en del i sin Weblog Central, og en gruppe skribenter har samlet Warblogs:cc.

Konference om blogs

Den ultimative blåstempling af blogs må vel være, at tiden nu er inde til den første blog-konference i Europa, ja måske i hele verden.

Konferencen kaldes BlogTalk og holdes 23.-24. maj i Wien på initiativ af folk fra bl.a. Center for New Media på Donau-universitetet.

Målet med konferencen er at "boost the awareness of blogs as proper means for diverse modes for personal and collaborative publishing", og den henvender sig til både private bloggere og til erhvervslivet. Konferencen slutter med et 'blog installer parti'.

Journalistiske blogs

Netjournalister kan finde masser af relevante blogs.

Der er naturligvis de blogs, som udgives af massemedierne selv. Nogle blev nævnt ovenfor blandt war-blogs. Desuden vil jeg fremhæve noget af de bedste, jeg har mødt, nemlig britiske Guardian's egen Weblog om bemærkelsesværdig journalistik og Onlineblog.com skrevet af staben bag Guardian Online. Avisen har med bistand fra læserne også lavet en Weblog Guide.

E-Media Tidbits skrives af en gruppe journalister; den blev startet af netjournalisten Steve Outing og flyttede med ham ind under Poynter Institute's paraply.

Men mange journalister og lignende skribenter udgiver også deres egne blogs fx

  • Dan Gillmor's eJournal med vægt på net-nyheder. Gillmor skriver for avisen Silicon Valley/San Jose Mercury News og udbygger sine avisartikler i bloggen
  • I Want Media af Patrick Phillips om "the latest media news and resources"
  • Links & Comments af Salon's Scott Rosenberg om teknologi og internet -- med et strejf af kultur og politik
  • New Media Musings af J. D. Lasica, redaktør på det amerikanske Online Journalism Review
  • PaidContent af London-journalisten Rafat Ali om, hvordan man skaffer indtægter af sit indhold på nettet
  • Scripting News, en af første blogs i 1997 af Dave Winer, grundlægger af UserLand Software. Winer blev fornylig tilknyttet Berkman Center for Internet & Society på Harvard Law School, hvor han leder et projekt om udforskning af blog-teknologiens potentiale. Winer lavede straks en Harvard-blog.
  • CyberJournalist.net af Jonathan Dube om, hvordan mediekonvergens og ny teknologier ændrer journalistikken. Siden blev i fjor en del af The Media Center på the American Press Institute.

Mange flere journalistiske blogs findes i CyberJournalists systematiske oversigt med opdeling i kategorier.

Hvis man selv vil søge efter blogs, kan der hos Google hentes masser af adresser. Hos DAYPOP kan man se dagens 100 populæreste blogs.

Nyeste fænomen er de særlige 'klogs' (knowledge-logs) til forskeres videndeling og inspiration (og til journalistisk research). Som nævnt i eJour Kort Nyt nr 23 er en forsker på universitetet i Bergen, Jill Walker, begyndt at opliste links til en klog-samling. I Yahoo Groups er også allerede poppet en K-Log op.

Software og tips

Blogs historie er beskrevet af Dave Winer i The History of Weblogs 17. maj 2002.

Dave Winer er også en af dem, der udbyder blog-software, Radio UserLand. Et andet tilbud er Blogger fra PyraLabs, der fornylig blev overtaget af Google.

Til potentielle bloggere kan anbefales en artikel af søgemaskine-eksperten Danny Sullivan, Search Engine Watch. Han har i "Loving Each Other More: Search Engines & Blogs" 2. april 2003 en række tips til, hvordan blogs bliver mere 'søgemaskine-venlige', så blog-indholdet bliver opfanget af søgemaskinerne.

Danske oversigter

Jeg ville gerne have oplistet gode eksempler på danske blogs af interesse for netjournalistikken. Men jeg har ikke fundet nogen.

For det første er der åbenbart ikke ret mange endnu.

For det andet havde de få, som det lykkedes mig at finde, alvorlige mangler -- fx sjælden opdatering og mangelfuld præsentation af personen bag.

Eller også handler de, trods det journalistiske ophav, mere om skildpadder end om journalistik.

Men se selv efter, for der findes flere oversigter over danske blogs:

Selve blog-fænomenet har jeg set godt beskrevet af Politikens Aase Andreasen i "Weblogs for alle" 19. august 2002. En kritisk Steven Snedker nuancerer tingene i sin Hjemmesidesnedker nr 6, 16. oktober 2002. Jens Winther mener, at "Web-loggen letter" 18. november 2002 i Kommunikationsforum.

Jens Winther formulerer en blogs særkende således:

Som redaktør af sin egen blog kan

  • forfatteren nå sit publikum uden om sit forlag
  • musikeren nå sine lyttere uden om sit pladeselskab
  • journalisten nå sine læsere uden om sin redaktør
  • politikeren nå sine vælgere uden om de etablerede medier og deres dagsorden
  • forskeren tage til genmæle over for skævvridning i pressen
  • almindelige mennesker lade deres stemmer høre.

Dele af denne artikel er lagt ind i eJours faste oversigt "Nyhedsbreve og debatgrupper", der ved samme lejlighed har ændret titel til "Nyhedsbreve, maillister og blogs". Her vil tips fra eJours læsere (skriv til hnk@djh.dk) være meget velkomne, så vi i fællesskab kan bygge en dækkende oversigt.

  • Læs også
    dette eJour-nummers artikel om bloggen Drudge Report.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr. 24 maj 2003
Kontakt eJour, hnk@djh.dk