e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Uens domme om dybe links

Østrigs højesteret giver modsat Danmark grønt lys for dyblinking

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Selv om både Danmark og Østrig begge er medlemmer af EU, er retstilstanden langtfra ens.

En klassisk sag i Østrig om påstået krænkelse af ophavsretten giver grønt lys for dybe links, mens den danske retstilstand om det noget snævrere ophavsretsværn af databaser og kataloger har tændt det røde lys.

Østrig: dybe links er ok

Et østrigsk firma er netop gået konkurs og begrunder fallitten med højesterets accept af dybe links. Meteo-data med speciale i vejrinformation og vejrkort på nettet, påstår at have mistet sine indtjeningsmuligheder, efter at Østrigs højesteret i december 2002 afviste firmaets påstand om, at dyblinking til dets vejrkort krænkede firmaets ophavsret.

Højesteret fastslog, at det ikke er ulovligt, når et netsted linker til Meteo-Datas vejrkort -- eller endog viser dem uden for deres egne frames. Retten fandt heller ikke, at firmaets ophavsret blev krænket, idet hver enkel kort-frame var klart markeret som firmaets intellektuelle ejendom. Endelig blev firmaets påstand om mistede reklameindtægter på grund af dyblinking afvist af retten som uden betydning.

Retssagen og konkursen er omtalt af den tyske mediekonsulent Katja Riefler i E-Media Tidbits 4. april (engelsk) og på tysk af østrigske jurister på Internet & Recht og i Forum B-L-R.

Katja Riefler gør også opmærksom på Meteo-Datas noget diskutable forretningsmodel. Firmaet lagde sine kort gratis ud på nettet, men sendte efterfølgende en faktura til dem, der linkede til stederne -- af og til på op til 116.000 euro.

Danmark: Nej til formidling

Herhjemme spiller klaveret ikke samme melodi. Et af månedens eksempler på, hvad Danske Dagblades Forening selv betegner som sin "intensive kamp" mod dyblinking, kommer (igen) fra fogedretten, som ifølge DDF's nyhedsbrev 11. april har forbudt det danske firma Web Intelligence Technology at formidle tjenester fra Singapore-firmaet Visator, der linker dybt til danske dagbladsartikler.

Efterfølgende har WIT accepteret forbuddet, og fogedretssagen bliver ikke fulgt op med den ellers fornødne justifikationssag i Sø- og Handelsretten. Den seneste fogedretssag var kopieret efter Newsbooster-modellen, hvor dyblinking blev dømt ulovlig efter Markedsføringslovens 'God markedsføringsskik' og Ophavsretslovens såkaldte 'katalogværn', som er en specialbeskyttelse af databaser, kataloger og lignende (læs om paragraffen i eJour nr 17 "Avisbooster har vundet første runde").

Den nyeste afgørelse synes dog ikke at få konsekvenser for en fortsat dyblinking via Singapore. Så næste skridt bliver vel, at DDF sender en mand til Singapore.

Esbjerg: vi orker ikke

DDF-kampen udspillede sig i april også i Esbjerg, hvor DDF har bedt et firma standse sin gratis service til jernbane-entusiaster -- og til journalister på det stofområde.

Firmaet RailSoft blev stiftet 1991 af Jens Vestergaard, tidligere journalist på Jyllands-Posten og Danmarks Radio, der var bidt af to ting: jernbaner og computere. De blev forenet og professionaliseret i firmaet RailSoft, der den sidste halve snes år har specialiseret sig i software til jernbaner. RailSoft laver bl.a. simulationer af fjernstyringscentraler til Banestyrelsen og flere privatbaner; plus til private, der vil agere stationsbestyrer for en aften.

Derudover driver RailSoft en, altovervejende gratis, konsulentvirksomhed for medierne med gratis tjek af fagudtryk, giver journalister tip til ny vinkler på bane-stof, har lavet en ordbog (så journalister lærer at skelne mellem en togfører og lokomotivfører). Og det fanger fejl og misforståelser i netavisernes bane-relaterede artikler og gør medierne opmærksom på dem.

Til det sidstnævnte arbejde har firmaet selv lavet et program, som automatisk tjekker netmedierne for jernbanestof og sluttelig får form som en linksamling med artikel-overskrifter. Den linksamling er populær hos jernbane-entusiaster, der derved får nem adgang til at holde sig ajour på området. Og -- må det formodes -- hos journalister på stofområdet!

Men DDF så rødt og forlangte den praksis standset for DDF-mediernes vedkommende. Og en gedigen samling argumenter for, hvorfor RailSofts henvisning direkte til de relevante artikler var til fordel for alle parter -- og totalt uden kommercielle interesser -- lod organisationen kold. Stop "brug af dagbladsstof", som DDF kaldte Railsoft-anvendelsen.

Og så var det RailSofts tur til at sige stop. Firmaet orker simpelthen ikke at skulle bruge oceaner af tid og advokattimer på at diskutere videre med DDF. Ikke fordi det anerkender DDF's argumentation. Jens Vestergard har svaret DDF 6. april:

"Vi anerkender ikke DDFs juridiske udgangspunkt, vi anerkender ikke, at vores linksamling på noget tidspunkt har krænket nogen love, bestemmelser eller lignende, og vi vil ikke udelukke, at vi på et tidspunkt vender tilbage til linksamlingens oprindelige udformning. RailSoft ønsker imidlertid ikke for nærværende at sætte flere ressourcer af til at diskutere yderligere med DDF om en aktivitet, som er ganske uden kommerciel værdi for os. Vi ændrer derfor -- og kun derfor -- ved lejlighed endnu engang på linksamlingen, så den i videst muligt omfang passer til DDFs argumentation i Deres brev af 3. april d.å"

I stedet har RailSoft strøget den artikel-overskrift, som linket tidligere var knyttet til, og nøjes i stedet med at skrive fx:

  • "Berlingske Tidende
    - har en artikel med et link, der indeholder ordet »busser« *)

Til ordene "artikel med et link" finder man så stadig linket til den pågældende artikel. Stjerne-henvisningen fører hen til en note: "*) angiver, at Danske Dagblades Forening (DDF) mener, at det er ulovligt at gengive, hvad der står i avisens link."

RailSoft har lagt hele korrespondancen med DDF på nettet. Mon ikke der kommer flere breve til dén samling?


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr. 24 maj 2003
Kontakt eJour, hnk@djh.dk