e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Speed netstedet op

54 pct af danske netbrugere har kun 56 KB modem

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Et netsted skal kunne downloades hurtigt. Netbrugere er mål-orienterede og ønsker at få tingene gjort hurtigst muligt. Men gennemsnitspersonen går på nettet via et 56 KB modem, så netdesignere skal fokusere på netsider i 'light' udgave, hvis de vil have tilfredse brugere.

Den påmindelse er lige så nyttig i Danmark som andre steder. Den sendes ud i den irske net-ekspert Gerry McGoverns nyhedsbrev New Thinking 21. april, som eJour har fået tilladelse til at citere.

Kort forinden udsendte Danmarks Statistik sin nyeste statistik om "Befolkningens Brug af Internet 2002", lagt hos Videnskabsministeriet 9. april, og heraf fremgår, at danskerne nok er flittige netbrugere, og at tre fjerdedele af befolkningen har adgang til nettet fra hjemmet og/eller arbejde (76 pct mod 73 året før).

25 pct har bredbånd

Men hastigheden er ikke imponerende.

Over halvdelen af de danske brugere klarer sig stadig med et almindeligt analogt telefonmodem. De nyeste tal er:

  • 54 pct har analogt telefon-modem
  • 16 pct. har ISDN-telefonmodem
  • 16 pct har ADSL-bredbånd
  • 9 pct har kabel-bredbånd
  • 5 pct har andet

Grafik er hovedsynder

Gerry McGovern nøjes ikke med påmindelsen, men giver gode råd om, hvordan hastigheden på et netsted kan speedes op. Han har ladet sig inspirere af den ny bog "Speed Up Your Site" af Andy King, stifteren af WebReference.com og JavaScript.com.

Først og fremmest tilråder McGovern, at hvis man vil sigte mod, at ens netsted kan downloades på højst 10 sekunder, må det helst ikke være større end 30 KB og i hvert fald ikke over 50 KB.

Almindeligvis er det grafikken, som stjæler mest tid. Og McGovern undrer sig over, hvor få netsteder som optimerer den side af sagen. Med en smule arbejde kan grafikkens omfang reduceres med 50 pct og stadig se godt ud. Også måden man skriver HTML på, har betydning for hastigheden.

McGovern minder til slut om:

"Every byte you save makes for a better experience for the reader. You don't have to shirk on quality to achieve a fast-downloading website. In fact, your brand is enhanced every time a reader can quickly and easily complete a desired task."

Nr. 24 maj 2003
Kontakt eJour, hnk@djh.dk