 |
|
 |
|
|
Sæt jer bedre ind i loven
|
Minister skriver til efterladende medier
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Medierne får nu besked af justitsministeren på, at de skal
sætte sig bedre ind i Medieansvarsloven.
Det sker på baggrund af en konkret sag, som eJour skrev om i
marts. Samtidig vil Lene Espersen (K) tættere følge
situationen omkring den diskuterede del af loven for at se, om hendes
aktuelle nej til at ændre loven skal fastholdes på
lidt længere sigt.
Uens retstilstand
eJour-artiklen Lovløse
TV 2-regioner (eJour nr 32, 2. marts 2004), der har fået
ministeren til at reagere, beskrev et paradoks i Medieansvarsloven.
Hvis et menneske vil klage til Pressenævnet over fx TV 2 Fyns
netsted til Pressenævnet, kan nævnet behandle sagen, mens
en identisk klage over et af netstederne hos
- TV 2 Østjylland
- TV 2 Nord
- TV 2 Lorry
- TV 2 Øst
vil blive afvist af nævnet, fordi de steder modsat resten af TV
2-regionerne ikke er omfattet af Medieansvarsloven. Og det er de ikke,
fordi redaktionerne simpelthen ikke har anmeldt stederne til
Pressenævnet. eJour-artiklen kaldte det et hul i loven og
dokumenterede, at ingen af netstederne har været opmærksom
på, at de selv skal foretage en aktiv handling for at få
deres netsteder ind under Medieansvarsloven og dermed
Pressenævnets kompetence.
eJour-artiklen fortalte også
om en konkret sag, hvor en forretningsmand i Randers havde været
så utilfreds med den behandling, han havde fået på TV
2 Østjyllands netsted, at han klagede til Pressenævnet.
Men uden andet resultat end at nævnet måtte meddele, at det
ikke kunne behandle sagen, da netstedet ikke er omfattet af
Medieansvarsloven.
Det er det hul i mediernes viden, som Lene Espersen vil have lappet
på med sin besked til de relevante faglige medieorganisationer om
at sørge for, at deres medlemmer bliver bedre orienteret om
lovgivningen her i landet. Brevet sendes om få dage.
Vil ikke
ændre loven
Derimod vil ministeren ikke på nuværende tidspunkt
anerkende et direkte hul i loven og ændre den, så
netstederne automatisk blev inddraget under Medieansvarsloven og dermed
Presssenævnets vinger.
Lene Espersen begrunder sin holdning således over for eJour:
"Medieansvarslovens hovedformål er at sikre ytrings- og
informationsfriheden og dermed også samfundsdebatten bedst mulige
vilkår. Derfor indeholder loven et særligt presseretligt
ansvarssystem, der bl.a. indebærer, at kredsen af personer, der
kan drages til ansvar, er begrænset, men at der i stedet altid
findes én, nemlig redaktøren, der i sidste ende er
ansvarlig for mediernes indhold.
Medieansvarsloven omfatter de traditionelle medier, dvs. trykte aviser,
radio og tv, men også elektroniske informationssystemer, som
eksempelvis netaviser, kan være omfattet af det medieretlige
ansvarssystem, hvis visse betingelser er opfyldt. Det kræver dog,
at den pågældende netavis foretager sig noget aktivt og
indgiver en anmeldelse til Pressenævnet. Dette var ikke sket i
den konkrete sag, tilsyneladende fordi netavisen ikke kendte til kravet
om anmeldelse.
Anmeldelsen tjener bl.a. det formål, at eksempelvis en netavis
herved tvinges til at oplyse, hvem der er ansvarlig; dette er jo en
forudsætning for, at der kan pålægges et ansvar efter
det særlige system i medieansvarsloven. Derfor vil det efter min
mening ikke være en farbar vej, hvis man blot ændrer
reglerne, således at alle elektroniske informationssystemer, der
jo kan være mange forskellige ting, automatisk er omfattet
af det særlige medieansvar.
På den baggrund er det min opfattelse, at det eksisterende system
bygger på en fornuftig ordning. Jeg synes også, at det er
vigtigt at fremhæve, at den konkrete sag ikke afspejler en
situation, der forekommer ofte. Tværtimod er det kun et meget
begrænset antal sager, der inden for de seneste tre år er
blevet afvist af Pressenævnet med den begrundelse, at der ikke er
foretaget anmeldelse.
Omvendt må jeg jo i lyset af den konkrete sag drage den erfaring,
at der -- selv i større foretagender inden for medieverdenen --
ikke synes at være tilstrækkelig viden om lovens
anmeldelsesordning."
På den baggrund er det så, at ministeren vil skrive til
medieorganisationerne for at få skærpet mediernes
opmærksomhed på, at de altså selv kan anmelde sig til
pressenævnet.
Og Lene Espersen bebuder til sidst i sin mail til eJour, at hun nu vil
følge udviklingen i antallet af den type sager, som bliver
afvist fra Pressenævnet, fordi mediet ikke har anmeldt sig.
Medier har stadig
ikke anmeldt sig
Pressenævnet har lagt en liste
over samtlige anmeldte netsteder
ud på internettet.
De fire fraværende TV 2-regioner, der om
ikke før så med eJour-artiklen 2. marts blev bekendt med
loven, var 1. maj endnu ikke med på listen.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |