e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Velkommen i familien, Mary

Til dens drukkenbolte, sinker og slagsbrødre

Af Helle Margrete Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe

Velkommen Mary, du vil pynte i den royale familie med dens samling af drukkenbolte, bigamister, slagsbrødre såvel som af sinker blandet med enkelte store begavelser.

Du har sikkert haft en del andet at se til på det sidste, så her tilbyder eJour dig en hurtig guided tour til forfædrene, som de præsenterer sig på nettet. Du kan tage turen 'vandret' på få minutter, men går du i dybden med indholdet i de lodrette links, må du hellere afsætte lidt mere tid.

Som en klog strateg, Mary, lærer du kongerækken udenad i en fart. Vi andre måtte terpe den i skolen sammen med salmeversene. Louise Frevert og resten af danskerne vil elske dig for at kunne den på fingrene; og tro mig, familien kan faktisk være ganske underholdende.

Blodets bånd

Lad os gå tilbage til begyndelsen, Mary; vi skal baglæns over 1.000 år, før vi finder stamfaderen til det danske kongehus, et af verdens ældste. Gorm den Gamle huskes i dag ikke så meget for, hvad han bedrev i levende live, men mest for sin begravelse i Jelling år 958. Den fik så prægtige rammer, at Jelling højene er i selskab med Den kinesiske Mur og Pyramiderne på Unescos liste over 'verdensarven'.

I Jelling finder du både
  • vores 'navneattest' i form af den lille runesten, hvor ordet Danmark bruges for første gang, og 
  • vores 'dåbsattest' på den store sten, hvor bekræftes, at danerne blev kristnet
Fra Gorm kan vi så trække en ubrudt, omend til tider noget slingrende, linje op til dronning Margrethe 2. Mellem de to løber et bånd af gode historier om en flok royale originaler.

Slagsbrødre

For nu straks at få sat os i respekt begynder vi hos slagsbroderen Svend Tveskæg, der for 1.000 år siden erobrede store dele af England, en erobring der bliver befæstet af Knud Den Store, mere dækkende også kaldet 'den engelske konge'. Men hurtigt går det ned ad bakke, indtil Svend Estridsen afskiber det sidste vikingetogt 1069 til England.

Den næste Knud, Knud Den Hellige, blev som så mange andre konger på den tid myrdet (han blev undtagelsesvis dog kåret til helgen), og også Erik Ejegod huskes især for sin død; den skete på Cypern under hans pilgrimsrejse til Palæstina.

Ikke mindst takket være Jytte Abildstrøm i Riddersalen er vi mindet om kongerækkens tumulter midt i 1100-tallet, da Sven, Knud og Valdemar slås om magten. Sven slår Knud ihjel og bliver selv myrdet af Valdemar -- som får kronen og navnet Valdemar den Store.

Derpå er det tid til erobringer igen, denne gang i Østersøen, og dem står Valdemar Sejr for -- Pommern og Estland (hvor Dannebrog dalede ned fra himlen) -- i en stakket stund.

Ellers husker vi Valdemar Sejr for at have underskrevet Jyske Lov 1241, der igen huskes for sin indledning "Med lov skal land bygges". Vi journalister er især glade for ordene om, at loven skal være "tydelig, så alle kan vide og forstå, hvad loven siger." Allerede dengang brugte magthaverne åbenbart eksperter i kommunikation.

Finderup Lade er hjemstedet for danmarkshistoriens seneste kongemord (idet vi ser bort fra partipolitik) på Erik Klipping 1286. Marsk Stig og andre stormænd står bag.

Næsten udslettet

Danmarks eksistens er for alvor truet efter Erik Menveds kostbare krige, som efterlader et land i kaos og stort set pantsat til holstenske grever og danske stormænd. Efter Christoffer 2.'s død 1332 går der en periode på otte år, da Danmark simpelthen er uden konge.

På randen af udslettelsen bliver det atter dag; 1340 indsættes Valdemar Atterdag som regent, men af hvilket rige!

'Danmark' bestod af det nordligste Jylland, intet andet.

Den 20 års knægt formår på få år at genrejse riget. Med en blanding af diplomati og vold, som historieskrivningen kalder det. Tiden filtrerer tingene, så Valdemar Atterdag huskes som den konge, der genrejste landet. Men vi bør måske også lige mindes om en kendsgerning, som historieskrivningen sammenfatter i én linje:

"1348: Danmark hærges af pest, og cirka halvdelen af befolkningen dør."

Magtfulde Margrethe

Og nu Mary, kommer vi til et af de kapitler, som du hellere må forberede dig på at blive hørt i: Margrethe den Første.

Her har vi en situation diametralt modsat nutidens.

Dengang efter 1376 bliver danskerne (og nordmændene og svenskerne) regeret af en kvinde MED magt og UDEN titel i samfulde 36 år.

Hvor vi i dag har en kvinde på tronen MED titel og UDEN magt -- i indtil nu 32 år.

Derudover er jeg såmænd ikke så sikker på, at der er store forskelle på de to margrether. Begges begavelser synes at rage pænt op over gennemsnittet.

Margrethe 1. forstår at 'regere ved stedfortræder', først via sin søn Oluf 2., der døde som 17-årig i 1387, og siden via Erik af Pommern, der krones som 14-årig og kraftigt bliver styret af Margrethe til hendes død 1412.

Krig og fred

Christoffer af Bayern afløser Erik af Pommern, men dør barnløs, og herefter tager vi hul på det blå blod fra Oldenborg. Med Christian af Oldenburg trues den ubrudte linje, men den holder, for oldenborgernes stamfar Christian 1. er langt ude i familie med Erik Klipping.

Kong Hans er ikke bare navnet på en af landets bedste restauranter, men også den konge, der omkring år 1500 hang fast i Ditmarskens mudder i Holsten og led et forsmædeligt nederlag over for de oprørske bønder.

Med Christian 2. har vi at gøre med en af vores mest krigeriske regenter. Svenskerne kalder ham ligefrem Christian Tyran efter blodbadet i Stockholm. Udover det huskes han især for sit 16 år lange fangenskab på Sønderborg Slot -- hvor der IKKE var et rundt bord, som kongens tommelfinger sled en rille i; det bord findes kun på Carl Blochs maleri.

Christian 3. kommer til efter borgerkrigen Grevens Fejde, men den bliver ikke et symptom på hans uforsonlige linje. Tværtimod er hans eftermæle præget af fred og fremskridt. Desuden er han kendt som kongen, der indførte Reformationen i Danmark.

Med Frederik 2. er vi igen på slagmarken. Først i Ditmarken og siden Den Nordiske Syvårskrig mod Sverige. Meget må tilgives ham, for han fik bygget Frederiksborg Slot med dyrehaven.

Tasmanien opdaget

Men bygherren over dem alle er Christian 4., der har ansvar for så prægtige bygninger som Rosenborg, Børsen og Rundetårn foruden bydelen Christianshavn og byerne Kristianstad og Kristiansand for nu blot at nævne enkelte efterladenskaber. Han er stor i slaget -- selv økonomien er storslået dårlig -- men vi kan li' ham netop af den grund.

Mary, jeg er sikker på, at hvis Christian 4. havde kendt til planerne, ville han gerne have været med til at finansiere den ekspedition, der ledet af den hollandske opdagelsesrejsende Abel Tasman opdager øen Tasmanien 1642. Så var vi måske kommet i familie med hinanden lidt hurtigere...

Nå, tilbage til kongerækken og dens næste diktatoriske repræsentant Frederik 3., som indfører enevælden 1661 og fire år senere befæster sin magt med Kongeloven.

Og Mary, to af Kongelovens bestemmelser gælder skam endnu, og den ene handler indirekte om dig. Se selv i Lex Regia i Retsinformation:
  • Ingen Prinds af Blodet, som her i Riget er og udi Vores Gebeet sig opholder, maa gifte sig, eller af Landet reise, eller begive sig i fremmede Herrers Tieneste, med mindre han af Kongen Forlov dertil erlanger.
Intelligensens nedtur

Sønnen Christian 5. er "ikke den skrappeste politiske begavelse" ifølge diplomatiske historikere, og så kan man roligt regne med, det har stået slemt til.

Lidt i samme boldgade med Frederik 4., der roder sig ud i Den Store Nordiske Krig i 1709 til trods for, at han ifølge historikerne "ikke var den store feltherre". Han er også stærk tilhænger af pietismen, men må have hyldet ordet om, at moral er godt og dobbeltmoral dobbelt så godt. Hans version: ægteskab er godt og bigami dobbelt så godt. Endda to gange.

Vi er stadig i pietismens tid under Christian 6., som har sat sig det første Christiansborg Slot som mindesmærke, men også indførelse af, uden sammenligning, konfirmation og stavsbånd.

Det er med skam at melde ikke de mest brillante hjerner, som dominerer kongerækken i 1700-tallet. Fra den stramtandede pietisme må vi naturligt nå til dens reaktion, Frederik 5., fordrukken, udsvævende. Punktum.

Hvad skal det dog ikke ende med. Næste nummer i rækken er sønnen Christian 7., og han var nærmest sindssyg, så omgivelserne får stor indflydelse på rigets styre. En af dem er Struensee, siden henrettet for majestætsforbrydelser.

Allerede som 16-årig overtager kronprinsen, Frederik 6., reelt magten i 1784; om ham hedder det, at han er velmenende og med gode hensigter, ophæver fx stavnsbåndet, men han har tydeligvis manglet muskler over for administrationen. Vi blander os i Napoleonskrigene på tabernes side, og da staten går bankerot 1813, truer rigets udløbsdato endnu en gang. Netop i dette forum må vel også noteres hans modvilje mod det fri ord og hans bastante angreb på trykkefriheden.

Christian 8.s korte regeringstid 1839-1848 er et komma i tiden, aktivt modarbejdende dens demokratiske tendenser.

Fra magt til symbol

Det bliver i stedet Frederik 7., der endegyldigt lukker og slukker efter enevælden; han accepterer tydeligvis uden varme følelser en demokratisk forfatning, vores første grundlov 1849. Hans tilnavn Frederik Folkekær har mere med grundloven at gøre end med nogen udbredt folkelig respekt. Den begrænses af hans "imponerende løgnehistorier" og fordrukne, udsvævende liv.

Med den barnløse Frederik 7. uddør det oldenburgske kongehus 1863, og vi runder det næste skarpe hjørne.

Christian 9. repræsenterer den glücksborgske linje, men da han var oldebarn af Frederik 5., holder det blå bånd stadig. Han får tilnavnet Europas Svigerfar, for han får sine seks børn giftet ind i de dominerende europæiske kongehuse, og det har emmet af kongerøgelse under den store families sommerferier på  Fredensborg. Mindre lystelig er Danmarks krig i 1864, da vi med hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg mister en tredjedel af riget.

Frederik 8. bliver først konge som 63-årig -- og dør kun seks år efter i 1912 (i øvrigt på bryllupsdatoen 14. maj) med et ry som en demokratisk sindet konge optaget af befolkningens vel og vel.

Christian 10. sidder på tronen fra 1912, til han dør som 77-årig i 1947. I 1920 var han endnu ikke fortrolig med en ny tids monarki ribbet for magt, og han forsøger sig med noget nær statskup under Påskekrisen. Ganske illustrativt beskriver kronprins Frederiks netsted ham som "meget engageret i det politiske liv". Senere holder Christian 10. sig til sin funktion som nationalt symbol, og den rolle udfylder han med en 'rankrygget holdning' (som selveste det kommunistiske Land og Folk skrev i nekrologen) under besættelsestiden.

Frederik 9. bliver konge som 48-årig, og her møder vi alle danske familiers rollemodel i den epoke, Frederik og Ingrid med de tre prinsesser. Gad vide om ikke det var dengang, ugebladene ekspanderede.

Indtil 1953 kunne kun mænd arve tronen. Men da banes vejen for Margrete med en ny tronfølgelov (og grundlov). Og arveretten udløses så af Margrethe 2. i 1972. Nu mangler vi blot ligestilling i loven, Mary, så jeres førstefødte arver tronen, uanset om det bliver en pige eller dreng.

Det var så det, Mary, og hvis du også vil se kongernes stamtræ med dets fine forgreninger, så kig indenfor hos Svigermor. Hendes netsted har en nydelig flash-præsentation af kongerækkens stamtræer -- er det ikke det, man kalder 'organisation' i moderne virksomheder i dag. Til udenadslæren kan du klare dig med listen nedenfor.

Terperækken
  • Gorm den Gamle ? - 958
  • Harald Blåtand 958-986
  • Svend 1. Tveskæg 986-1014
  • Harald 2. 1014-1018
  • Knud 1. Den Store 1018-1035
  • Hardeknud 1035-1042
  • Magnus den Gode 1042-1047
  • Svend 2. Estridsen 1047-1074
  • Harald 3. Hen 1074-1080
  • Knud Den Hellige 1080-1086
  • Olaf 1. Hunger 1086-1095
  • Erik 1. Ejegod 1095-1103
  • Niels 1104-1134
  • Erik 2. Emune 1134-1137
  • Erik 3. Lam 1137-1146
  • Sven 3. Grathe 1146-1157
  • Knud 3. 1146-1157
  • Valdemar 1. den Store 1157-1182
  • Knud 4. 1182-1202
  • Valdemar 2. Sejr 1202-1241
  • Erik 4. Plovpenning 1241-1250
  • Abel 1250-1252
  • Christoffer 1. 1252-1259
  • Erik 5. Klipping 1259-1286
  • Erik 6. Menved 1286-1319
  • Christoffer 2. 1320-26 +1330-32
  • Valdemar 3. 1326-1330
  • Valdemar Atterdag 1340-1375
  • Oluf 2. 1376-1387
  • Margrethe 1. 1387-1396
  • Erik 7. af Pommern 1397-1440
  • Christoffer 3. af Bayern 1440-1448
  • Christian 1. 1448-1481
  • Hans 1481-1513
  • Christian 2. 1513-1523
  • Frederik 1. 1523-1533
  • Christian 3. 1534-1559
  • Frederik 2. 1559-1588
  • Christian 4. 1588-1648
  • Frederik 3. 1648-1670
  • Christian 5. 1670-1699
  • Frederik 4. 1699-1730
  • Christian 6. 1730-1746
  • Frederik 5. 1746-1766
  • Christian 7. 1766-1808
  • Frederik 6. 1808-1839
  • Christian 8. 1839-1848
  • Frederik 7. 1848-1863
  • Christian 9. 1863-1906
  • Frederik 8. 1906-1912
  • Christian 10. 1912-1947
  • Frederik 9. 1947-1972
  • Margrethe 2. 1972-?
Andre royale steder

Der er adskillige steder på nettet med udbygget information om kongerækken. Først og fremmest vil jeg fremhæve Jelling selv, der har lavet et fint, interaktivt netsted med kronologisk præsentation af hver enkelt led i den lange kongerække (det er dem, jeg linker til i omtalen af de enkelte konger).

En anden, charmerende version er Kim Sleiborgs Danske konger, der blev lavet, fordi hans datter ikke kunne finde noget på nettet om Christian 4. Farmand skrev en kort biografi og lagde den på nettet, og den er så siden svulmet op til at omfatte hele den oldenborgske del af kongerækken, dvs fra Christian 1. til og med Frederik 7 eller årene 1448-1863.

Med de aktuelle amoriner i luften kan det vel næppe være upassende at pege på stedet Kongelig Kærlighed fra Statens Arkiver; her kan testes den nyerhvervede viden med en quiz, prøv fx Den Royale.

Nr. 34 maj 2004
Kontakt eJour, hnk@djh.dk