Kongerøgelse på nettet

Den ældste søn i en af Danmarks mest priviligerede familer skal giftes. Medierne fortæller detaljeret om det. Selv nettet er med. Men hvor er de gode historier?

Af Steven Snedker, ss@vertikal.dk (hjemmeside), partner i konsulentfirmaet Vertikal

• De gode historier...?
• Den personlige hjemmeside
• Republikanere
• Men hvad siger folket?

Det er ikke, fordi der mangler stof. Det er der til overflod. Nyheds-faldstammerne på Billed-Bladet og B.T. er proppet med historier, og søgninger efter Mary hos Ekstra Bladet og Se og hør giver en overflod af petitstof. De royale medier er gode for hver mindst 100 træde-vande-historier.

De gode historier...?

De gode historier kan jeg ikke se. Intet drama, intet heltemod, storsind eller hed sex. Alt er trivia og atter trivia, så langt øjet og tålmodigheden rækker. Smagfulde historier er udramatiske, kedelige og pirrer hverken lavt eller højt.

Eftersom ingen i de royale familier udviser Raul Wallenbergsk mod eller udfordrer kunstverdenen med stor litteratur eller billedkunst, er der grangiveligt ikke rigtig noget spændende at gøre i den højpandede og smagfulde afdeling. Problemet med de kongelige er jo, at de ikke er ædle eller store kunstnere. Kun dyneløfteri giver en lille smule mening.

Og med en browser ved hånden kan vi let og elegant forfølge historier over landegrænser og herved lære lidt om det uformelle samarbejde i det dyneløfteri, der gør tjansen som hofreporter mere tålelig:

1. En norsk hofreporter refererer til et rygte om danske Prins Henrik i en lille bog om royal journalistik.
2. Aftenposten griber rygtet og laver en historie om bogen om rygtet.
3. Aftonbladet i Sverige og Ekstra Bladet i Danmark laver historien om historien i avisen om rygtet i bogen. Og, sværger jeg,
4. Aftenposten i Norge havde en artikel om [dyb indånding] opstandelsen i de danske aviser over de norske avisers historier om rygtet i bogen.

Selvsvinget og springene over landegrænser er tilsyneladende nødvendige, når de royale skal pumpes for de få gode og sandsynligvis sårende historier, der kan spindes.

Og når de lavpandede har gjort deres job, er der altid en undskyldning for de højpandede. De kan så selv tilføje og refere og tage behørig afstand, mens de vælter sig i rygtet. Som vi kender det fra Langsom lummerkultur.

Men vi er jo på internet, og her er alle jo et medie.

Den personlige hjemmeside

Når familien har et årligt budget på mindst 55 millioner kroner, behøver den ikke forklare sig ubehjælpsomt i et eller andet Frontpage-genereret helvede af en hjemmeside. Man har råd til ikke bare et mere velfungerende publiceringssystem, men også til professionelle skribenter og fotografer, der kan få en til at se rigtig lækker ud. Og som med forne tiders portrætmalere er skønmaleriet yderst forfinet.

I artiklen "Knyttet til historien" på HKHs Kronprinsens hjemmeside får vi afsnitsoverskrifterne "Kronprins i tiden" og "En fakkelbærer", og brødteksten er en svulstig og farverig fantasi med, gætter jeg, følgende passus som tilsigtet højdepunkt:

Da han i 1994 bragte den olympiske ild gennem Københavns gader på vej mod vinterolympiaden i Norge, lignede det nærmest et symbol på Kronprinsens eget liv og skæbne.

Kongehusets side er skåret efter samme læst. Smagfulde billeder i hobetal og alt fra gamle nytårstaler til tidspunkter for undersåtternes mulighed for audiens hos Hendes Majestæt Dronningen.

Det er svært at komme i tanke om noget, Kongehusets hjemmeside mangler. Der ser ud til at være alt for den stoftrængende eller faktatjekkende hofreporter.

Dog må It- og telestyrelsens fortegnelse over riddere i Danmark lige anbefales. Jeg har selv holdt vågent øje med den danske ridderbestand mellem den 21. oktober 1999 og 21. april 2004. Og jeg kan med glæde i stemmen fortælle, at ridderbestanden er vokset fra 6.050 til 6.225. Midt i al bryllupsvirakken skal vi ikke glemme de vandbærende kontorfuldmægtige og Hoplanål-uddelere.

Og vi må heller ikke glemme portalen for de kongelige hofleverandører. Og jo, der bliver ifølge denne side nedsvælget en del produkter fra Steff-Houlberg bag Amalienborg spisestuevinduer. Det er ikke forsidestof, men meget rart at vide.

Republikanere

Hvor pressen og et hav af hjemmesider for tiden logrer smagfuldt til det kommende par på overførselsindkomst, er der andre, der tager Begivenheden og forsøger at vende den til egen fordel.

Ligesom driftige forretningsmænd begynder at sælge Osama Bin Laden-skydeskiver, når den langskæggede bliver folkeligt kendt, bruger skribenten Søren Mosegård Begivenheden til at få lidt mere opmærksomhed om republikanerne.dk. Nominelt en søsterorganisation til den seriøse organisation Danske Republikanere, men med overvejende sandsynlighed mest en indretning, der skal score presse til Søren Mosegård (hvilket lige akkurat lykkes) og få gang i salget af hans seneste roman.

Men hvad siger folket?

Ny teknologi er kommet til folket. Med noget blogsoftware skal man ikke arbejde særlig længe for at skrive, publicere og placere en tekst på nettet. Men i den danske del af blogland går det sløvt med at få kommenteret brylluppet. Det bliver nok mest til de sædvanlige "Jeg så også brylluppet i går og har en af disse to-tre observationer, som I andre også har". Folk tilbage på Frontpage-stadiet gider næppe lave sider om begivenheden.

Webcam er endnu en ny teknologi. Så mens TV 2 fedter rundt med fysiske videobånd, kan de på Jubii selv lade brugerne om at uploade deres hilsen. Yderst arbejdsbesparende.

Nettet skal nok også se en ligegyldig regn af kameratelefonbilleder publiceret live. Ligegyldige fordi de næppe dækker karetbegivenheden bedre end de to-tre simultant pumpende tv-kanaler. Det skulle da lige være med ekstra honeyshots af billedskønne undersåtter på Københavns gader.

Selv vil jeg nok genlæse Jack Londons beskrivelse af Kong Edwards kroningsceremoni i London 1902. Der er nu ikke noget, som når en af de forarmede hjemløse udbryder: An' the duchesses an' the lydies 'ad sich gran' w'ite dresses. They was jest bu'ful, bu'ful... Den beskrivelse er der næppe nogle hofreportere, der får slået lige med det første.