 |
|
|
|
|
På nettet med magi og stjernestøv
|
En eftertanke om en håndfuld kongehuses evne til at kommunikere
digitalt
Af Mikkel Stjernberg, mikkel@stjernberg.dk,
medlem af eJours
redaktionsgruppe
Hvis Kongehuset var en virksomhed, der netop var blevet introduceret
på børsen, ville vi så investere i den? Og hvis vi
gjorde det, hvad ville motivet for investeringen så være?
Ville vi se det som en investering i et repræsentantskab af
Danmark med eventyrdrys på, eller ville det være
Kongehusets værdi som levende museum, vi lagde vægt
på? Enkelte investorer ville sandsynligvis opfatte Kongehuset som
et oppustet værdipapir uden reelle udviklings- og
indtjeningsmuligheder og dermed undgå at smide penge efter det.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer på hypotetiske
investorers vegne, men blot konstatere, at det interessante i
investor-sammenhæng altid er, hvordan virksomheden kommunikerer
sig selv. Det er kommunikationen, der mere end noget andet
prisfastsætter papiret. Herunder ikke mindst netstedet og
signal-værdierne på det. Sædvanligvis er netstedet
investorernes første møde med den officielle del af den
virksomhed, der gerne vil låne penge af dem.
Derfor kunne det være interessant at lege investor og kigge lidt
på en håndfuld royale netsteder for at se, hvordan de
kommunikerer med omverdenen. Bare helt uvidenskabeligt. For selv om vi
ikke kan investere vores opsparing i dem, så investerer en god
portion af Jordens befolkning tid i at beskæftige sig
med kongehusene verden over. Og hvordan er det nu med tid, der bliver
brugt ét sted og taget fra et andet...?
Royal
republikaner
Inden vi fylder sendefladen med beske kommentarer, må jeg hellere
bekende kulør og sige, at jeg politisk er republikaner og dermed
modstander af alt, der skaber associationer til enevælde og
royale hensyn. Jeg mener, at lederskab kommer nedefra, fordi folk gider
lytte til én, og at det ikke kan være anderledes
ifølge naturens orden, hvilket er grunden til, at vi bør
have lige muligheder for lederskab allesammen.
Den fødte leder
er for mig et hvilket som helst individ, der får mulighed for at
træde i karakter uanset sit sociale ophav, og ikke en
kongesøn, der efter at navlestrengen er klippet får klemt
ansvaret for sit folk ned over hovedet.
Omvendt anerkender jeg den kulturelle arv, kongehusene
repræsenterer, og at de i den sammenhæng har en funktion,
vi er nødt til at dyrke og udvikle. Ligeledes finder jeg det
danske kongehus en af de bedste repræsentanter for Danmark i
udlandet, men det skyldes ikke mindst vores nuværende regent og
den dagsorden, hun sætter. Den forkerte person på posten
ville hurtigt sætte en stopper for magien, og det er for mig et
vidnesbyrd om, hvor følsom den royale struktur er.
Ikke overraskende er min konklusion derfor, at kongehuset aldrig
nogensinde igen må få politisk indflydelse eller magt, og
så længe vi kan holde den dér, synes jeg det meget
underholdende at se de royale stikke af fra pressen i ny og næ.
Tænk, at være født til det.
Monarkiet i dag
Lad os straks gå i flæsket på det mest
højspændte kongedømme af alle i verden, det
britiske. Om noget må lige netop det
være interesseret i at præsentere sig ordentligt for folket
og sikre, at kursen ligger over pari.
Første navigationspunkt er 'The Monarchy Today', og alene det
udtrykker det britiske kongehus’ åbenlyse interesse i at
retfærdiggøre sin eksistens i en tid, hvor det dybest set
er ligegyldigt. Det sker med manchet-store tekster, der hver især
oplyser om dronningens rolle i et moderne samfund, dronningen som
overhoved for de 53 Commonwealth-lande, royale visitter verden over og
endelig dronningens arbejdsdag, der, ifølge netstedet, aldrig er
den samme.
Ud over at sidstnævnte statement kan få én til undre
sig over, at arbejdsdagen kan udtrykkes i en statisk tekst, er stedet
pænt sat op og teksterne godt strukturerede med god og saglig
information. Omvendt kunne Elizabeths net-undersåtter godt
gøre lidt mere ud af at forklare, hvordan de ser sig selv i et
moderne samfund.
Stedet nøjes med at konstatere, at det royale
overhoved ikke længere har nogen politisk magt, og det er en
anelse for tyndt. Som investor i det royale papir er det vigtigt for
mig at vide, hvad perspektivet for min investering er, og det
afhænger immervæk af den rolle, kongehuset tildeler sig
selv i det 21. århundrede.
Kort og godt lyser det langt ud over siderne, at det britiske monarki
tager sig selv for givet, selv i en moderne verden. Ikke just den
eksistens-berettigelse jeg ville sætte mine penge på.
Rules, Britannia!
Et altoverskyggende irritationsmoment er samtidig, at den grafiske
ramme for stedet ændrer sig fra forsiden af menupunktet.
Forstået på den måde at den center-justerede
letterbox-ramme for hele stedet går igen til og med det
sekundære navigations-niveau, hvorefter det så folder sig
ud og bliver mere portal-præget. En ting der går igen over
hele stedet.
Jeg kan forstå ideen i at lave en fælles forside for nogle
mikrosteder og lade de efterfølgende indholdssider ændre
karakter, men at lave både en fælles forside og en forside
for mikrostedet i samme design og derefter ændre den grafiske
ramme river simpelthen benene væk under mig. Nu har jeg lige
brugt to klik på at acceptere det design, stedet ligger i, og
så ændrer det sig ved tredje klik så radikalt, at jeg
begynder at tvivle på, jeg har klikket rigtigt.
Men okay, det hænger selvfølgelig meget godt sammen med
virkeligheden i det britiske kongehus. Man har lige affundet sig med
tilstandene i det, før det evner at rive tæppet væk
under fødderne på én, og man skal starte forfra med
at prøve at forstå det. Det er dog næppe en så
høj grad af selverkendelse, der har været hensigten.
Royale tapas
Vi iler videre til det spanske
kongehus, der
med Juan Carlos I i spidsen har en særlig stjerne i min bog. Det
kræver sin mand at gå imod militære kupmagere for som
regent at sikre demokratiet, som Juan Carlos I gjorde det 23. februar
1981, da han gik på tv og erklærede sin fuldkomne
støtte til parlamentet og dets fortsatte beståen, mens
kupmagerne holdt alle andre beslutningstagere i regeringen som gidsler
i den spanske parlaments-bygning i Madrid.
Juan Carlos I er en ægte senor, og hans kongedømmes
netsted udtrykker det da også ved på første
beskrivende side om det at citere lov nummer 1.978, der betegner det
spanske monarki som værende et parlamentarisk monarki. Hele loven
med alle dens tilhørende artikler er gengivet ordret som
præsentationen af det spanske kongehus, hvilket måske kan
synes lidt for akademisk på et folkeligt netsted, men som
på den anden side er en sund markering af det stof, den spanske
krone er gjort af.
Herudover rummer websitet ikke så meget andet end de
sædvanlige præsentationer af personlighederne i kongehuset
og deres residenser. Den saglige hovedvægt er altså meget
bevidst lagt på det spanske monarkis konstitutionelle
retfærdiggørelse af sig selv som værende selve
ophavet til den demokratiske stat, Spanien er i dag.
Jeg kan i øvrigt anbefale interesserede at
besøge den spanske version i stedet for den engelske, for her
bimler og bamler grafikken med skiftende billeder og punchlines
på ganske underholdende vis. Ikke at det er hverken kønt
at se på eller kan kaldes for god kommunikation. Det minder mest
om de amatørsteder, vi sidst så i midten af 90’erne. Men
der er alligevel et befriende spansk tilsnit over det, og det har jeg
altid fundet morsomt.
At komme ind på den spanske forside er som at sætte sig ved
et veldækket tapas-bord i en spansk arbejderby med al dens kaos
og fylde på én og samme tid. Det er groft og ser ikke
så pænt ud, men der er lidt af det hele placeret over det
hele, og så er det ellers bare at gå til biddet.
På
sin vis udtrykker netstedet selve essensen af spansk kultur, og det er
på alle måder et sted for folket. Det rager ikke
højere op end kanten på tapas-bordet, men holdningen er
ikke til at tage fejl af. Den er rank som en tyrefægters.
Kongens eget sted
I forlængelse af det spanske kunne det være interessant at
fortsætte i rækken af kongehuse, der har en reel betydning
og ikke blot agerer nationale smagsforstærkere for folket.
Så vi smutter til Jordan, hvor kong Abdullah II huserer som
nationens samlende punkt i vejen mod det demokrati, Jordan endnu ikke
har opnået, men som uden tvivl er målet, så
længe han sidder på tronen.
Abdullah II har sit personlige netsted,
og
her kan vi stadig opleve, hvad det vil sige, når et helt folk
skal samles af en enkelt mand. Netstedet er enestående
professionelt lavet og kunne lige så godt have dannet facade for
en global virksomhed, hvis ikke det havde haft så meget
politisk indhold på siderne.
Selv om netstedet bærer kongens eget navn, agerer det mere
visitkort for Jordan som nation end for kongen selv.
Selvfølgelig udgår stedet fra ham som person i og med, han
er den drivende kraft for det moderne Jordan. Men informationerne
på stedet handler konsekvent om de konkrete politiske
initiativer,
som kongen har sat i gang.
Dermed markerer kongen sig som den ægte
vare. Det vil sige den leder af sit folk, der sætter folket
først og kun betragter sig selv som redskabet for dets udvikling.
Eksempelvis menupunktet 'Initiatives', hvor vi får et
indgående overblik over kongens økonomiske visioner, den
politiske dagsorden for landet, de største udviklingsprojekter,
Jordans placering i den globale verden, social-økonomiske
forandrings-programmer, e-learnings-projekter og flere andre
progressive initiativer fra kongens side.
Stedet er præget af et ønske om gennemsigtig og reel
substans med henblik på at få Jordan til at fremstå
som et moderne arabisk land i Mellemøsten, hvis vision er at
udvikle sig til et demokrati, som kan indgå i den globale
økonomi på lige fod med andre demokratier og progressive
nationer verden over. Om det svarer til virkeligheden, vil jeg lade
andre om at bedømme, men vurderet ud fra netstedet alene er vi
langt inde i min interessesfære som investor.
Skandinavisk
distance
Et lignende politisk aftryk oplever vi i sagens natur ikke på de
skandinaviske royale netsteder. Her har monarkierne forlængst
udspillet deres politiske rolle og er på sin vis lovligt
undskyldt, men det gør selvfølgelig sit til det mindre
'bid' på dem.
Ikke mindst det svenske der
håndhæver sit lands politiske korrekthed ved at give
brugerne mulighed for at opleve netstedet som lydfil, hvor alle
teksterne bliver læst op. Et sobert initiativ som ikke desto
mindre lugter så langt væk af den svenska 'rättvisa',
at stedet bliver kedeligt. Det gør det selvfølgelig
heller
ikke bedre, at lydsporet er det eneste, der stikker uden for normen.
Designet er venstrejusteret og kongeblåt, og indholdet tager kun
udgangspunkt i de sædvanlige præsentationer af den
kongelige familie, residenserne og økonomien.
Kigger vi på det norske,
er det stort
set samme situation bortset fra den her manglende lydfil, og jeg er
stadig uenig med mig selv om, hvorvidt den er en god ide.
Designet er kedeligt og amatørpræget med en dårlig
bund-navigation, der oven i købet forsvinder inde på selve
indholdssiderne, samt en masse uengagerende billeder, som jeg lige
så godt kunne have set andre steder på nettet. Ganske vist
er der en virtuel rundtur på slottet, men plugin'en virker ikke
til min browser, og jeg gider ikke sidde rode med det, for jeg er
allerede mentalt hægtet af. Hvorfor kan de ikke bare lave det i
Flash. Det er så meget nemmere for os allesammen.
Det danske kongehus rummer til
dels samme
indhold, men er til gengæld designet mere professionelt, og det
udtrykker i langt bedre grad selvbevidsthed og engagement over for
opgaven at oplyse folket. Først og fremmest er de dynamisk
opdaterede informationer på stedet flere og mere uddybende end
på de skandinaviske søster-steder. Eksempelvis på
det
forestående bryllup mellem kronprinsen og Mary og aktiviteterne i
den forbindelse.
Dernæst får brugeren en langt bedre
indsigt i det danske monarki, fordi det simpelthen er præsenteret
bedre og mere overskueligt. Endelig har kongehuset dristet sig til at
publicere sit enorme stamtræ i Flash, og selv om interaktiviteten
i flash-filmen kan ligge på et lille sted, er det et godt tiltag,
som der kan brygges videre på fremover.
Ind bag 'Adgang
forbudt'
Desværre kommer heller ikke det danske kongehus ud over at
nøjes med at levere indhold, som vi lige så godt kunne
finde andre steder, og det er ærgeligt.
En del af magien ved at
have sit eget netsted er jo netop, at man her kan give interesserede en
indsigt, de ikke kan få andre steder. I de royale steders
tilfælde ved for eksempel at publicere billeder fra steder, hvor
der ikke er offentlig adgang, eller fortælle multimediale
historier om den enorme kulturarv, kongehuset repræsenterer.
Der er slet ikke tale om, at vi skal snage i de kongeliges privatliv.
Det er ikke dronningens soveværelse, vi vil se. Vi er mere ude i
at bruge internettet til at formidle unikt indhold, der ikke kan
formidles på andre måder. Det er nu engang sådan, at
en stor del af de kongelige slotte og herregårde er
lukket for offentligheden, hvilket der uden tvivl er en masse gode
grunde til.
Men det kunne det da være befriende, om man benyttede
internettet som formidlingskanal med henblik på at give os en
indsigt i den del af kongeriget, vi ellers aldrig får oplevet.
Det er der ingen af de royale netsteder, der gør. Heller ikke
det
danske.
Historie-guf
Her er vi fremme ved det absolut mest interessante ved royale netsteder
generelt. Den historiske del. Det afhænger selvfølgelig af
ens personlige interesse, men set gennem mine investor-briller er det
lige netop det historiske vingesus, der taler kongehusene op i
værdi.
Alle de royale steder emmer af historiske fakta omkring de forskellige
kongedømmer, deres personligheder, slotte, borge og
stamtræer, og det er guf for enhver historie-interesseret at
gå ombord i. Godt nok er der ikke så meget visuelt
materiale, som kunne ønskes, og jeg ville også gerne have
fortalt nogle flere historier. Det er meget neutralt formuleret det
hele, og de historiske dele af stederne skriger på multimediale
historier.
Hvis man satsede mere på det, kunne kongehusene med garanti
retfærdiggøre deres eksistens meget bedre. Det er nu
engang igennem ens måde at fortælle historierne på,
at man sender signalerne om, hvad man finder vigtigst.
Lille spejl
Indvendingerne skal dog ikke overskygge værdien af de
informationer, der findes på stederne, og mest interessant i den
sammenhæng er den følelse,
jeg får i maven undervejs. En følelse af, at stedet er et
eventyr-spejl, jeg kan se mig selv i, og som giver mig en indsigt i
noget, jeg ikke på forhånd var klar over. Noget om hvor jeg
kommer fra, og hvor jeg hører til.
På de historiske sider af de royale steder er vi i intim
berøring med selve kernen af kongeslægterne og deres
funktion i en moderne verden. De gør os bevidste om, hvem vi er,
ved at give os noget at spejle os i. Dermed hjælper kongehusene
og deres personligheder os med til at udvikle os. Både som
både individer og som folk.
Når de kongelige samtidig er i stand til at vise os vejen frem
gennem eksemplets magt, som vi for eksempel oplever det i det danske
kongehus med dets multietniske bryllupper, er der egentlig ikke plads
til de store overvejelser over, om det er godt eller dårligt. For
da bliver min investering i de royale papirer en kulturel investering,
og kultur er aldrig en udgift, som ikke kommer tilbage med et positivt
afkast.
Kulturen giver os håb, indsigt og inspiration til at leve vores
liv og være dem, vi er. Den giver os et ståsted, et sprog
og
et hjem, og det er da fantastisk, at noget så simpelt som et
royalt netsted kan gøre mig bedre til at være mig, fordi
jeg pludselig ser mig selv i en sammenhæng?
Vi kan alle have behov for lidt stjernestøv indimellem for at
føle, at vi er en del af noget større end bare vores eget
lille liv. For at udvikle os til mennesker der gør en forskel og
ikke nøjes med at pleje vores egoer. Kongehusene og deres
netsteder spiller en ikke uvæsentlig rolle i den forbindelse, og
det giver sig selv, at jeg ingen problemer har med at have en aktie
eller to i det.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet
|
|
|
|
|
|