 |
|
 |
|
|
Journalister risikerer at blive pauseklovne
|
Netjournalistik skal lægge vægt på rollen som
netværk, anbefaler dansk medieprofessor
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Forskerens indgangs-sætning i eJours snak om netjournalistikken:
"Der er intet nyt i netjournalistikken. Tværtimod er der tale om
at vække gamle dyder til live igen."
Bygning af
netværk
Forskeren er professor Anker Brink Lund, der lægger vægt
på ordet 'net', når vi snakker om netjournalistik. Brink
Lund, nytiltrådt professor i medieledelse på Copenhagen
Business School (Handelshøjskolen i København),
foretrækker at betragte netjournalistik som et redskab, der kan
anvendes af nettets brugere til bygning af netværk, til skabelse
af egne medier, til byggesten i brugerens egen virkelighedsopfattelse.
Derfor får man ikke Anker Brink Lund til at forholde sig til
bredbånd, IP-numre eller html-koder. For ham er der andre og
større ting på spil:
Sammenhængskraften -- som det hedder med en moderne
ordkonstruktion.
"Jeg ser netjournalistik som netværk, som del af en
sammenhæng. Derfor mener jeg ikke, der er noget nyt i
netjournalistik.
Tværtimod er der tale om at genopvække gamle dyder, som
siden blev overdøvet af det amerikanske, objektiviserende
journalistikideal. I respekt for dét ideal har god avis- og
tv-journalistik jo hidtil været af den slags, der som en
glatpoleret klump faldt ned fra himlen, så at sige uberørt
af journalisthånd.
Heroverfor står i dag netjournalistikken betragtet som
sammenkoblede processer, hvor journalisten i sit arbejde skaber
netværk og forbinder A til B til C med sine links. Journalisten
er til stede og tegner sin synlige sti gennem stoffet; fremlægger
sin inspiration, sine kilder for brugerne."
Anker Brink Lund understreger, at den form for journalistik genopfinder
publikken i både teksten
og i virkeligheden.
Forskning
Brink Lund ser tankegangen repræsenteret i beskedent omfang i
dagens
forskning, der ofte handler enten om (frygten for) globalisering eller
om, hvordan en given medietype kan drage nytte af nettet.
Netværks-tanken er derimod central i Modinet, Center for Medier og
Demokrati. Dets
forskning er opdelt i fem hovedtemaer, og temaet om Journalistik
i det
redigerede samfund står
Brink Lund i spidsen for.
"For mig er det mest interessant at se netjournalistikken som en
genopfindelse af sammenbindingskraften i et samfund, dvs midlet til at
bringe emner, mennesker sammen. At koble ordener sammen og skabe ny
meninger. Den meningsskabende publik i stedet for den nyhedsskabende."
Anker Brink Lund giver et eksempel:
"En regionalavis er jo opdelt i erhverv, sport, forskellige lokalsider
osv. Det er rendyrket anti-netværksjournalistik, for her har man
opgivet at bringe grupperne sammen, men siger tværtimod til folk,
der ikke interesserer sig for fx sport, at de roligt kan springe nogle
sider over."
Netværk af
nicher
Anker Brink Lund vil hellere anskue samfundet som et netværk af
nicher, hvor
det er journalisters opgave at samle og forbinde nicherne til et
fællesskab. Det er ikke hos omnibusaviserne, men snarere hos
fagpressen, at han henter sin inspiration til nichetankegangen.
Medierne har brug for at gennemleve en modning efter Brink Lunds
opfattelse, for:
"Megen netjournalistik i dag kan sammenlignes med en hestevogn med
motor. Medierne har slet ikke indtænkt moderne drivkraft og
bliver ved med at reproducere hestevognen -- uden hest.
Hvis journalister og medier fortsætter med den gammeldags,
objektiviserende journalistik, ja så er journalistikken
døende. Journalisten bliver pauseklovn mellem kl 19.00 og 19.30.
Indser journalisten derimod, at nettet kan anvendes til at hjælpe
brugeren til at få skabt sammenhænge, at få
åbnet ny niche-verdener, får journalisten betydning som en
forbindende faktor, der bistår brugeren med at sammensætte
og redigere hans eller hendes virkelighed. Brugeren bliver selv
journalist takket være journalisten.
Derfor handler det mindre om teknologi og mere om bedre medieledelse."
Skrækscenariet i Brink Lunds optik er den unge journalist, der
har lært at gå efter det originale, efter beatet, men hvis
ide modtages af redaktionschefen med ordene "Det kan umuligt være
en nyhed, for det har jeg aldrig hørt om før."
Læs mere
Anker Brink Lund er fornylig flyttet fra Institut for Journalistik
på Syddansk Universitet i Odense til International Center for
Business and Politics på Copenhagen Business School
(Handelshøjskolen i København). Hans tiltrædelsesforelæsning
med titlen
"Institutionel konkurrenceevne på mediemarkedet" blev holdt 18.
marts og kan læses her
i sin helhedf (pdf).
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
 |
|
|
|
 |