|
Efter Tim Berners-Lee's ny arbejdsdeling skal maskiner gøre
det kedelige og mennesket det sjove
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk
World wide web har revolutioneret den måde, informationer
kan blive spredt på, men nu trænger systemet til en
radikal opgradering. Og står det til Tim
Berners-Lee, wwws grundlægger og i spidsen for organisationen
World Wide Web Consortium (W3C),
bliver der tale om en ny arbejdsfordeling mellem menneske og maskine,
så flere processer automatiseres og udføres af computeren.
Til gengæld får mennesket frigjort sin kreativitet
til at lave det sjove.
Tim Berners-Lee har betegnet sin vision som 'den semantiske
web'. Imidlertid er han blevet misforstået i vide kredse,
og mange har antaget, at forskeren talte for oprettelsen af en
helt ny web til afløsning af den nuværende. En række
forskere har nu sat sig for at klargøre begreberne. Det
sker i Financial
Times 5. maj, og det understreges, at der ikke er tale om
at erstatte webben, men om at udvide den med en aflægger,
et ekstra lag.
Med teknologiens hjælp skal man skabe ensartede beskrivelser
af informationer, som så kan forstås og tolkes maskinelt.
Dermed kan fx journalisters søgearbejde automatiseres i
langt videre udstrækning. Maskinerne skal gøre det
kedelige arbejde for os.
Som Eric Miller fra W3C udtrykker det:
»It is simply an extension of the current web based on
a series of enabling technologies designed to create formal descriptions
of information to allow machines to take advantage of it.«
I dag bruger programmører koderne html-tags, eller mark-up,
til at definere funktionerne. Næste skridt er et 'sprog',
der forstås af computeren:
»What we now need is mark-up that can talk about what
the content is, what it means, what it is about, what it can do,«
siger Ian Horrocks, lektor i computer science på Manchester
University.
|