Hele verden skeler til Japans mobile internet

Af Mikkel Stjernberg, mikkel@stjernberg.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe

• Kurs Japan
• Kaffesnak
• Tre forudsætninger
• Dikterede lovgivning
• Copy and paste i Vesten?
• Grænseløs mobilitet

Forestil dig en cigaretkiosk på størrelse med en af dem på Kongens Nytorv i København i gamle dage.

Læg dertil en græsk ø med dertil hørende havnemiljø. Den lokale færge er lige ankommet, og sæsonens første turister vælter ud på molen, mens de skriger til hinanden, at det vel nok er et helt fantastisk sted, de er havnet. Kun for sekunder efter at blive opslugt i det første bælte af turistfælder, som lokale grækere har sat op for dem.

Selv befinder jeg mig i udkanten af hovedfeltet. Jeg er på øen for at deltage i et to uger langt bryllup mellem en dansk pige og en græsk mand, og mens de andre danske og svenske turister raver rundt i havnepromenadens souvenirshops, smutter jeg en tur i kiosken. Jeg kender nemlig ham, der sidder der og ved, han har en telefon i den. En fastnettelefon og det er lige, hvad jeg skal bruge. For min deadline er overskredet med 48 timer, og jeg skal sende denne artikel til min redaktør, der formentlig syder af irritation lige nu.

Jeg kunne også bare have haft en mobiltelefon med solid adgang til internettet. Så havde jeg sendt artiklen fra lufthavnen efter at have skrevet den i flyet, og min redaktør var sluppet for at irritere sig endnu mere over mig i de timer, jeg ventede på færgen uden for lufthavnen.

Men dels var I allesammen gået glip af min lille græske historie, dels har jeg ikke den store fidus til mobile internetløsninger. De virker aldrig helt godt, og når de endelig gør, er de knokle-langsomme. Desuden koster det enormt meget for meget at gå på internettet fra en mobiltelefon i et andet land end der, hvor man betaler for sit abonnement. Så jeg holder mig troligt til min Powerbooks indbyggede modem, selv om det kræver lidt alternative løsninger ind imellem.

Kurs Japan

Når jeg tænker over det, har jeg kun hørt om et velfungerende mobilt internet ét sted i verden, og det er det japanske. Dér er de ca fem år længere fremme end os, siger eksperter.

At vurdere ud fra antallet af researchture for ledende medarbejdere i den vestlige verdens mobiltelefonselskaber tyder noget dog også på, at det netop er Japan, man henter sin inspiration fra, når eksempelvis TDCMobil planlægger fremtidens udbud af mobile internetydelser.

Der er da også god grund til at gøre mere end skele til Japans måde at håndtere de mobile teknologier og services på. Faktisk er en mobiltelefon med internetopkobling mere eller mindre hvermandseje i det asiatiske ørige.

Kaffesnak

Det hele begyndte med, at en ledende medarbejder hos det japanske teleselskab NTT DoCoMo sad og pludrede med en ven. Vennen var frisør, og de to drak kaffe, mens de snakkede. Ud af samtalen dukkede der konturerne til en ide om et trådløst internet, som brugerne kunne få adgang til fra deres mobiltelefon. En ide der i dag er virkelig i overstørrelse på det japanske marked.

Med asiatisk begærlighed har japanerne kastet sig over det mobile internet, som naturligvis fås i forskellige størrelser og former. Det afhænger lidt af, hvem der er udbyder, men det er navne som iMode og J-Sky, vi skal lægge mærke til. Fællesnævneren er mobiltelefonen, der i Japan ser anderledes ud og kan flere ting, end vi kender det fra Europa.

Fx er videooptagelser i realtid dagligdag i den japanske hovedstad. Du kan ringe til din kone og se hende på mobilskærmen, mens du fortæller hende, at du bliver forsinket igen. Hun kan selvfølgelig også se dig, hvilket jo ikke nødvendigvis er en fordel. Du kan også downloade tv-nyheder, tegneserier, tekstbaserede nyheder og fotos. Samt ikke at forglemme forskellige former for casinolignende spil, konkurrencer og andet godt fra underholdningshavet.

Så længe du betaler for det, råder det mobile internet i Japan over mindst lige så meget indhold, som vores almindelige internet gør, og det smarte ved det er, at du kun betaler for det du downloader. Du kan med andre ord surfe lige så tosset du vil på menuer og overskrifter. Først når du henter tv-klippet, boner den igennem på telefonregningen.

Det er dog til at betale sig fra, hvilket er en af de væsentligste grunde til, at knap 60 millioner japanere bruger mobiltelefonen som internetbrowser. Ud af en befolkning på 180 millioner. Til sammenligning er det værd at notere sig, at kun 14 millioner japanere har en fastnet-forbindelse, og at de næsten allesammen er virksomheder.

Det mobile internet hitter altså ud over alle grænser i det japanske sammenlignet med det faste.

Tre forudsætninger

Årsagen er tre helt elementære størrelser fra livet i Japan.

• For det første er deres lejligheder små, og de færreste har lyst til at have en 19 tommers Triniton-skærm og et summende Toshiba-tårn til at optage et hjørne af den to-værelses til en familie på fire.
• For det andet er det japanske alfabet et billedsprog, hvor et tegn kan betyde op til en hel sætning, og det gør det noget nemmere at læse lange tekster på mobiltelefonen.
• For det tredje pendler gennemsnitsjapaneren hver dag til og fra arbejde og bruger omkring halvanden time på det hver vej.

Nu ved jeg ikke, om jeg overhovedet kunne eksistere på et sådant arbejdsmarked, men hvis vi leger, at det kunne jeg, så tror jeg, jeg ville røvkede mig i tre timer om dagen. Med mindre jeg havde mulighed for at opsøge en verden uden for det togsæde, jeg var bænket til, mens jeg sad der. Som fx at se nyheder, læse tegneserier eller sætte lidt af husholdningsbudgettet til på casino.

Ikke mindst i betragtning af, at jeg havde adgang til det hele fra min mobiltelefon og betalte for det via telefonregningen. Jeg skal altså ikke bekymre mig om, hvilken indholdsudbyder, der er tale om, og om jeg tør give dem mit kreditkort-nummer. Mit mobile teleselskab har allerede gjort det for mig. Jeg skal bare stole på det.

Dikterede lovgivning

Det største af teleselskaberne i Japan er NTT DoCoMo, og det var deres version af det mobile internet, iMode, der satte udviklingen i gang i 1999 med et mobilt internet, der kunne langt mindre, end vores wap nogensinde har kunnet. Men NTT DoCoMo brugte sin størrelse på markedet til at mase iMode ind i forbrugernes hjerner. Simpelthen ved stort set at diktere den japanske lovgivning omkring de tekniske krav, mobiltelefonerne skulle have for at kunne håndtere iMode og bagefter stille krav til telefonproducenterne om, hvordan telefonerne skulle se ud, hvis de skulle forhandles via NTT DoCoMo.

Således fik alle NTT DoCoMos mobiltelefoner i Japan i 1999 en knap midt på tastaturet, hvor der stod iMode. Naturligvis placeret sådan, at det var stort set umuligt ikke at ramme den, når man forsøgte at trykke på de andre knapper. Et princip det japanske teleselskab stadig holder fast i.

Systemet blev hurtigt populært, og det er vigtigt at have in mente, at NTT DoCoMo fortsatte udviklingen af det alene, fordi det var populært.

Da næste udviklingstrin blev en farveskærm på mobilen og mulighed for at sende og modtage billeder i en anstændig opløsning, ramte NTT DoCoMo direkte ned i den japanske forkærlighed for tegneserier. Næste trin igen var muligheden for at afvikle dynamiske spil på telefonen, og da spil er en udbredt japansk lidenskab, fik det for alvor det mobile internet til at forankre sig på det japanske marked.

Situationen i Japan er nu, at teleselskaberne har introduceret tredje generations mobiltelefonerne, som kan håndtere video i realtime, og fordi de har brugt så mange yen til at udvikle dem, er der lagt op til, at japanerne bliver på dette udviklingstrin nogle år endnu. Naturligvis med de behørige raffineringer af systemet undervejs.

På sigt er det tanken, at japanerne skal udsættes for den holografiske mobiltelefon, men det ligger mindst ti år ude i fremtiden.

Copy and paste i Vesten?

Millionspørgsmålet er så, om det kan lade sig gøre sådan uden videre at kopiere det mobile internet fra Japan til det vestlige marked. Noget der den seneste tid er kommet mange bud på. Nogle en del mere kvalificerede end andre.

Det efter min mening mest interessante var fra den danske it-konsulent John Strand, der i Computerworld for nylig var citeret for en udtalelse om, at det svarede til at importere en japansk bil til et land uden veje. Efter hans mening er det mere principperne bag eksempelvis iMode, man skal skele til som teleselskab. Ikke løsningen i sig selv. Europa er rent teknisk på vej i en helt anden retning end den, som iMode lægger op til.

Men John Strand fremhæver, hvor vigtigt det er, at de europæiske teleselskaber opdrager os forbrugere til, at vi kan bruge mobiltelefonen til andet end at tale i. Lige som det gode i princippet om, at vi kun betaler for det, vi downloader og ikke for tiden, vi er på nettet i.

Især den sidste pointe har stået højt på min ønskeliste i lang tid i forbindelse med et velfungerende højhastigheds mobilnet.

Måske fordi jeg ofte befinder mig alle andre steder end der, hvor jeg betaler for min internetopkobling, og GPRS-systemet endnu ikke fungerer perfekt de steder, hvor jeg bevæger mig. For slet ikke at tale om, at mobile internetopkoblinger er alt for langsomme at arbejde med i længden, når man er udstyret med mit temperament. Gang på gang har det indbyggede modem på min Powerbook vist sig at fungere perfekt.

Nu er jeg næppe heller prototypen på den travle forretningsmand, der ikke ser andet end lufthavne og hotelværelser, men hvor ville jeg gerne have en mobil internetløsning, der dækkede mine behov for at kunne gå online til fornuftige kroner, uanset hvor jeg befinder mig.

Eksempelvis fra en ø i Grækenland og gerne på en sådan måde, at jeg ikke bliver takseret det hvide ud af øjnene, bare fordi jeg er ikke er i Danmark.

Hvorfor ikke lave et særligt udlands-abonnement på mobilt internet, hvor man betaler en højere grundpris end sædvanligt, men til gengæld altid både ringer og går på nettet til den samme takst?

Grænseløs mobilitet

Europa er blevet fysisk mindre i kraft af fantastiske transportmuligheder og en politisk vilje til at nedbryde de gamle bureaukratier i EU-landene.

Er det ikke på tide at lade europæernes klare hang til mobiltelefoni følge den udvikling? Det er alligevel det samme liv, vi lever, uanset om vi arbejder i London, Frankfurt, Madrid, København eller Athen, og den frie bevægelighed over grænserne kan vel også gælde for et mobilt telefonsignal til en takst, der er til at forstå.

Ellers må jeg true de mobile telefonselskaber med at holde mig til min talebaserede mobiltelefon og min bærbare. Det er også meget sjovere, når først man har lært at sætte pris på de praktiske besværligheder, der er forbundet med det.

I det her tilfælde var det, at telefonen i kiosken ikke kan ringe uden for øen, fordi den er registreret i min græske vens fars navn, og han aldrig har haft behov for andet. Så jeg ventede til de kølige aftentimer og spadserede så de fem kilometer uden for byen til min vens villa, hvor vi til grillet kylling og lokal Retsina fik skibet artiklen afsted.

Tænk, hvad jeg var gået glip af, hvis jeg havde haft et mobilt internet. Lad det være et vink med et modem til de mobile teleselskaber.