e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Netjournalister inde i VM-varmen - og dog!

FIFA's ja til online-journalister ved VM i Sydkorea og Japan er en accept med begrænsninger

Af Bo Mikael, bomikael@post.tele.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


I takt med, at den verdensomspændende fodbold-organisation FIFA har valgt at satse benhårdt på en gedigen online-dækning af det kommende VM i Sydkorea og Japan (på www.fifaworldcup.com), har organisationen accepteret verdens hurtigste voksende medie, ikke kun på info- og spil-niveau, men også som en fuldbyrdet presse-partner.

I modsætning til fx Den Olympiske Komite, IOC, som ikke tillod online-journalister at dække begivenhederne ved fx OL 2000 i Sydney, har FIFA valgt at tage 'de nye medier' med på banen.

»De er meget velkomne. Vi betragter online-journalister på lige fod med andre journalister,« siger FIFA's medie-organisation, FIFA Media Department.

Hvor IOC begrundede sit nej til online-dækning af de olympiske sportsbegivenheder med et hensyn til de milliardkroners aftaler, der var indgået med TV-selskaber verden over, har FIFA valgt en anden strategi; men dog med samme mål.

Nej til bevægelse

»FIFA tillader, at online-journalister tager digitale billeder, dog under forudsætning, at billeder ikke anvendes live eller er 'bevægelige billeder',« oplyser man fra FIFA's hovedkvarter i Schweiz.

Om netsteder på et tidspunkt får rettighederne til at sende fx VM-kampe live på nettet, har Media Department ikke noget klart svar på: »Det afhænger helt klart af de fremtidige forhandlinger, der skal i gang med TV- og radio-selskaber.«

Herhjemme har DBU gennem det sidste år ladet både DR Sporten og TV2 Sporten sende landskampe fra parken live på nettet. Med de seer-venlige tidspunkter, landskampene spilles på, har ingen af online-kampene været de helt store bruger-succeser.

»Jeg ville vise, at det kunne lade sig gøre. Men hvis DBU på et tidspunkt ser en mulighed for at transmittere til samme målgruppe, vil vi naturligvis lukke af for andre og gøre det selv. Det er dog ikke aktuelt i øjeblikket,« forklarede DBU's kommunikationschef Lars Behrendt tidligere på året til eJour.

Til gengæld ville VM-kampene, som i Sydkorea og Japan spilles formiddag og frokost dansk tid, sandsynligvis trække mange brugere, der er nødt til at arbejde.

Nej til live-kommentar

Ligesom forbudet mod live og bevægelige billeder skal beskytte de guldrandede TV-kontrakter, har FIFA også forbudt live kommentarer. Netjournalister må udelukkende skrive til deres web-site.

Alt i alt har FIFA valgt at lukke de nye medier ind i varmen, men samtidig har de placeret dem i en gruppe mellem live-dækningen og print.

FIFA udtrykker det meget klart i sine Internet Guidelines for the Written Press: »....indebærer, at FIFA ikke tillader ikke-partnere bevægelige billeder eller audio-dækning af begivenheder fra VM 2002, det være sig kampe, åbnings- og afslutningsceremonien eller interviews optaget på stadion på samme dag, som begivenheden finder sted. Dette kan kun findes hos broadcast-partnere eller på det officielle web-site FIFAworldcup.com.«

Selvom FIFA med sin delvise anerkendelse af online-mediet har accepteret internettet som et fuldbyrdet medie, er nettet dog stadig kun en dråbe i havet:

Af de flere end 2.000 akkrediterede medier er der kun ca. 45 web-sites. Fælles for disse 45 er, at det er 'rene' web-sites. FIFA har ikke tilladt, at 'almindelige' medier også får akkrediteret online-journalister. »Af hensyn til plads og resurser ved VM« lyder FIFA's forklaring. Blandt de 45 akkrediterede web-sites er der ingen danske.

VM starter den 31. maj med kampen Frankrig-Senegal. Danmark spiller sine indledende kampe den 1., 6. og 11. juni. Der er finale søndag den 30. juni.

Nr. 15 Juni 2002
Kontakt eJour, hnk@djh.dk