|
- og ny firmaer kan fødes
Af Pernille Dehn, pd@djh.dk,
informationsmedarbejder på Danmarks Journalisthøjskole
En studerende på DJHs multimediespeciale i kommunikation
snakkede engang i foråret med en af sin kærestes venner
om, hvad han lærte på specialet.
Han fortalte om dynamiske webguides, som man kan bruge til
at vise vej til en virksomhed eller til en brugsanvisning for
et produkt. Han fortalte også om semesterprojekterne,
hvor de studerende havde løst forskellige kommunikationsopgaver
for virksomheder og organisationer.
Den studerende syntes egentlig ikke, at det var noget særligt.
Men kærestens ven, der går på Handelshøjskolen,
kunne straks se forretningsideen.
De to fik hurtigt gang i et firma. Den ene havde styr på
det kreative, den anden på det organisatoriske. 60 henvendelser
e-mailet til små og mellemstore virksomheder gav seks kunder
-- alt sammen klaret på én lang aften. Og hvis ikke
den journaliststuderende havde fået et attraktivt jobtilbud
i København, var de i gang endnu.
Danmarks Journalisthøjskole er blevet inviteret til
at være med i kredsen bag Center
for Entrepreneurship (CfE) i Århus. Samarbejder som
eksemplet ovenfor er netop, hvad højskolen venter, centret
kan være med til at skubbe i gang. Bag centret står
også universitetet, handelshøjskolen, arkitektskolen,
ingeniørhøjskolen, kommunen og amtet.
På CfE kan studerende
- tage kurser i entrepreneurship, der giver indsigt i lederskab,
marketing, salg, forretningstyper mm
- gå i mesterlære hos en rigtig iværksætter
- låne en projektarbejdsplads med computer
- lære it-jura
- gå til inspirationsmøder
- og de kan komme ind fra gaden og få en personlig samtale
med en ekspert, der kan vurdere deres ide og hjælpe dem
videre.
Men vigtigst af alt er de muligheder og ideer, der kan opstå,
når man møder mennesker, der kan noget andet end
en selv.
CfE er ikke kun for studerende. Har man en ide, men mangler
nogle folk med andre kompetencer, kan man også bruge centret.
Til efteråret arrangerer DJH og CfE i fællesskab
en entrepreneurdag for alle studerende på DJHs 7. semester.
|
 |
|