|
NewClearMedia er vokset op i MG50 og ser kun fordele i det
miljø
Af Karen Grønkjær Kjeldsen, kakj@mail.djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Kimen til NewClearMedia
blev lagt på Danmarks Journalisthøjskole som en dialog
over tid om, hvad man kan gøre med nettet. Fire ambitiøse,
spirende journalister, Bjarke Myrthu, Søren Johansen, Mikkel
Stjernberg og Lars Bo Kirk, havde fået øje på
et område, der kunne opdyrkes. I juli 2000 blev NewClearMedia
født, og i slutningen af 2001 flyttede firmaets Århus-kontor
ind i kontorfællesskabet MG50.
"Udviklingen på nettet var på det tidspunkt
præget af, at det var formen, der gjorde succesen. Der var
ikke mange, der tænkte på indholdet. Det var det,
vi ville tage fat på. Og det har jo også ændret
sig, så det i dag i langt højere grad er indholdet
og ikke indpakningen, der bestemmer, om et site er en succes eller
ej," siger NewClearMedias direktør, Lars Bo Kirk.
Barndommens gade
NewClearMedia arbejder meget projektbaseret, så det er
ofte én projektleder, der kører et projekt fra start
til slut og hiver nødvendige kompetencer ind. Den form
for netværksvirksomhed holder de faste udgifter i bund,
fortæller Lars Bo Kirk.
"MG50 har betydet, at der altid har været andre
virksomheder i nærheden med spidskompetencer, som vi kunne
trække på, så vi sammen kunne løfte større
opgaver. Vi har aldrig været i tvivl om, at vi kunne klare
en opgave, fordi vi havde det store bagland. MG50 er en helt unik
samling af kompetencer."
Han mener ikke, at der er mange ulemper ved fællesskabet,
for man er ikke bundet til at skulle samarbejde. Tværtimod
er det meget fremmende for forretningen, at man både får
og giver opgaver til hinanden.
Fra de andre virksomheder i MG50 har NewClearMedia blandt andet
fået hjælp til design, programmering, oversættelse,
korrektur og specialkompetencer som streaming.
"Specielt i forbindelse med en af de større opgaver,
vi fik i 2002, var MG50-fællesskabet en stor fordel. Det
verdensomspændende firma, DANDY A/S, skulle sammenlægges
med Cadbury Schweppes. Og vi blev hyret til at stå for al
digital kommunikation til hele organisationen den dag, fusionen
blev offentliggjort. I princippet var der kun mig som projektleder,
men ved at trække på MG50 leverede vi varen med en
præcision og fleksibilitet, som mindre firmaer normalt aldrig
ville kunne levere," fortæller Lars Bo Kirk.
Leg med medier på nettet
NewClearMedia arbejder meget med at lave intern kommunikation
for virksomheder. Et af produkterne er en slags anden generations
personaleblade -- en blanding af digitalt baserede medier og det
traditionelle papirformat. Oftest designes mediet sammen med virksomhedernes
HR-afdelinger ud fra behov og ønsker.
"En typisk opgave kunne være et personaleblad, der
skal have mulighed for video, flash, lyd og tekst. På den
måde kan indholdet og historierne få lov at definere
mediet. Skal vi eksempelvis præsentere en nytiltrådt
leder, er der måske behov for at skabe synlig troværdighed
omkring personen. Så vælger vi at bruge video til
præsentationen.
I bund og grund handler det om, at få et budskab ud og
så vælge det medie, der passer til budskabet. Internettet
er en legeplads, hvor man kan bruge mange medier. Men det kræver,
at man er legesyg med medier og programmer," siger Lars Bo
Kirk.
Selvfølgelig er det ikke lige oplagt for alle virksomheder
at bruge den ny type personaleblad på nettet. En virksomhed
med mange spredte kontorer har flest fordele af det, mens et skibsværft,
hvor medarbejderne ikke bruger computer, ikke står forrest
i køen til digitale fortællinger.
NewClearMedia bruger også storytelling på nettet
i stor stil. Netdokumentaren om russiske soldater, "The
Enemy Within", der er produceret af blandt andre Bjarke
Myrthu, blev i efteråret 2002 nomineret ved "American
Online Journalism Awards". Den vandt ikke, men kunne brillere
med at være eneste repræsentant uden for USA
og Canada i feature-kategoriens finale.
"Storytelling virker også godt til at nå unge
målgrupper -- for eksempel i form af undervisningsmateriale.
Senest har vi for de danske minkavlere, Copenhagen
Fur Center, lavet 16 multimediefortællinger til skolebørn.
Simpelthen for at udbrede kendskabet til minkavl og skabe et bedre
grundlag for at rekruttere. Alle fortællinger er baseret
på klassisk journalistik og fortalt med en blanding af medier,"
fortæller Lars Bo Kirk.
Ungerne flyver fra reden
NewClearMedia er efter MG50's konkurs flyttet med en række
andre virksomheder fra MG50 til Frichsparken. Lars Bo Kirk
mener, at udflytningen kun kommer til at betyde, at virksomheden
nu sidder fysisk tættere på de andre.
"Ånden lever videre. Der skal selvfølgelig
være en vilje til at samarbejde, men det må ikke blive
for struktureret med for stramme rammer. Det skal drives af, at
vi har brug for hinanden. Nu hæfter alle for deres eget
lejemål, så vi ikke risikerer, at det går i
stykker igen."
For NewClearMedia er der sket flere omvæltninger end
adresseændringen. Bjarke Myrthu er blevet informationschef
i Care Danmark, men fortsætter som associeret partner. Mens
Søren Johansen har forladt virksomheden helt for blandt
andet at undervise i kommunikation på nettet og afholde
skrivekurser hos multimediefirmaet Zonning. Mikkel Stjernberg
blev selvstændig freelancer i efteråret 2001 og er
i dag tilknyttet H. C. Andersen-projektet.
Lars Bo Kirk driver firmaet videre med en ny mand, cand.mag.
Peter Johansen.
"Det er klart, at der opstår ændringer, når
man går fra hinanden, men jeg tror stadig på forretningen.
Vi får stor ros for de opgaver, vi laver, og markedet er
der. Det løber fint rundt økonomisk, vi er en sund
virksomhed med en fornuftig omsætning.
Storytelling og digital kommunikation har helt sikkert en fremtid.
Det er det rigtige, vi gør, så det er bare om at
fortsætte," slutter Lars Bo Kirk.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan
af og til være, at brugerne møder et dødt
link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på
netstedet. Så må I prøve at lede lidt på
stedet.
|