e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Rockerlovens legale snifferi

Uenighed i it-verdenen om lovens overvågnings-afsnit

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Den ny rockerlov, som i disse dage ventes endeligt vedtaget i Folketinget, har sin argeste modstander i it-fagforeningen Prosa. Loven giver som omtalt i eJour nr 24 Kort Nyt politiet udvidet adgang til at overvåge borgernes (journalisters) og virksomheders (mediers) computere med snifferprogrammer. Prosa mener, at lovens sniffer-afsnit er et voldsomt anslag mod borgernes og virksomhedernes retssikkerhed.

...is watching you

I protest mod loven har foreningen sammen med It-politisk Forening, privatliv.net, Sikkerhedsforum og Digitalforbruger.dk lavet netstedet 1984, hvor man får råd om metoder til at undgå politiets overvågning.

I Prosas pressemeddelelse 20. maj siges det advarende::
"Myndighederne får med den ny lovs bestemmelser om aflytning og undersøgelse af private pc´er adgang til at se direkte ind i folks dagligstuer og i virksomheder med viruslignende programmer. Politiet får lov til at aflytte alt, du foretager dig på din pc. Kryptering hjælper ikke.

Disse metoder gør det muligt at efterforske sager om blandt andet skatte- og momsunddragelse, smugleri og tyveri. Dette sker politisk under dække af at være rettet mod organiseret kriminalitet, men vil reelt åbne for vidtstrakt brug af overvågning af borgerne.

Den lovhjemmel, som myndigheder kan udnytte til denne overvågning, vil også kunne benyttes til andre formål, f.eks. industrispionage eller til at aflure kreditkortnumre og pinkoder. Det vil ikke være til at se, hvem der kigger dig over skulderen. Politiet, konkurrenten eller din rival. Manglen på sikkerhed på nettet vil være med til at øge frygten for andres misbrug. Dermed kan borgerne miste tilliden til digital forvaltning og e-handel."

Tillid til politiet

Men det er flere store it-organisationer, bl.a. Dansk IT og Dansk Industri's it-gren ITEK, uenige i, og de udtrykker i Computerworld 20. maj deres tillid til, at politiet gør deres arbejde ordentligt.

Prosa har også henvendt sig til Folketingets retsudvalg og opfordret til fjernelse af sniffer-afsnittet i lovforslaget. Men det har ikke vundet gehør, og justitsminister Lene Espersen (K) svarer udvalget, at "politiet i forbindelse med foretagelse af dataaflæsning vil sikre, at uvedkommende forhindres adgang" til den aflæste computer.

Synspunkterne uddybes i nyhedsbrevet fra TDC Erhvervs-it-sikkerhedsafdeling, CSIRT.dk 26. maj, som også tilbyder et link til uddrag af George Orwell' Big Brother-mareridt "1984".


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr. 25 juni 2003
Kontakt eJour, hnk@djh.dk