e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Lav en politik for debatten

Råd fra en af dansk it-juras allerskarpeste hjerner, som eJour har fået til at belyse juraen i mediernes debatsteder på nettet

Af advokat Hanne Bender, mail@bender.dk, advokatfirmaet Bender.dk


En lang række af de danske medier, der er repræsenteret på internettet, har på deres netsted et debatforum. Debatfora ligger i naturlig forlængelse af særligt avisernes læserbrevssektioner og medfører da også ofte livlig debat mellem brugerne.

I modsætning til læserbrevssektionerne i aviserne er det sjældent, hvis ikke aldrig, at indlæggene på internettets debatfora gennemgås, inden de publiceres. Der er således risiko for, at racistiske eller injurierende indlæg bliver offentliggjort, uden dette opdages af forummets indehaver.  
 
Det er derfor yderst relevant, hvem der har ansvaret for sådanne indlæg.

I 2002 blev den ansvarlige for den svenske avis Aftonbladets netsted ved Stockholms Tingsrätt, som svarer til en dansk byret, idømt betinget straf samt 36.000 SEK i dagbøder, fordi der i Aftonbladet.se's debatforum var blevet offentliggjort fire nazistiske indlæg.  

I dansk ret haves endnu ikke retspraksis.

 Inden for Medieansvarsloven

Det væsentligste regelsæt, som regulerer ansvaret for indhold i medierne, er Medieansvarsloven. Medieansvarsloven regulerer det ansvar, som kan pålægges udgivere og redaktører af en række medier.

Loven omfatter bl.a. periodiske skrifter og lignende fremstillinger, der mangfoldiggøres. Netsteder, der har karakter af at være nyhedsformidlende, fx avisernes netsteder, er omfattet af loven.  

Som betingelse for at kunne påberåbe sig Medieansvarsloven skal det pågældende medie dog forudgående være blevet anmeldt til Pressenævnet. Der er således givet medierne mulighed for selv at afgøre, om de ønsker at være omfattet af loven eller ej, idet de blot kan undlade at foretage anmeldelse.

Mediansvarsloven anvender et ansvarshierarki. Både strafferetligt og erstatningsretligt er det forfatteren, der er ansvarlig, hvis han er navngivet. Det betyder, at hverken redaktøren eller udgiveren af mediet kan gøres ansvarlig, hvis forfatteren er navngivet.

Er forfatteren til en tekst, et læserbrev eller fx et indlæg i et debatforum ikke navngivet, er det angivne navn falsk, eller er det ikke muligt at pålægge ham ansvar, fx fordi han er umyndig eller befinder sig i udlandet, bliver redaktøren af det pågældende medie ansvarlig.  

Kun i de tilfælde hvor der ikke findes en redaktør, eller hvor redaktøren ikke kan pålægges ansvar, bliver udgiveren af mediet ansvarlig.

Der er således al mulig grund til, at udgiveren eller redaktøren af et medie, som indeholder et debatforum, så vidt muligt sikrer sig, at der alene forekommer navngivne indlæg i forummet, fx ved at sikre, at kun registrerede brugere kan tilføje indlæg til debatten.

Men selv ikke en registrering af brugerne af debatten vil dog kunne sikre mod brugere, der optræder under falskt navn. I disse tilfælde vil redaktøren hhv. udgiveren af det pågældende medie være den eneste ansvarlige, hvis nyhedssiden er anmeldt til Pressenævnet.

Uden for Medieansvarsloven

En lang række medier, der har debatfora, er ikke omfattet af ansvarsreguleringen i Medieansvarsloven, enten fordi det pågældende medie slet ikke er omfattet af Medieansvarslovens område, eller fordi det pågældende medie ikke er tilmeldt Pressenævnet.

I disse tilfælde må ansvaret for indholdet i debatforummet fastlægges efter de almindelige danske regler om hhv. straf- og erstatningsansvar.

Har en navngiven person skrevet et indlæg, som er fx racistisk eller injurierende, pådrager denne person sig ansvar efter straffelovens regler. Tilsvarende vil den navngivne forfatter kunne pådrage sig erstatningsansvar på baggrund af sit indlæg, hvis de almindelige betingelser for erstatning er til stede.

I modsætning til de medier, der er omfattet af Medieansvarsloven, er der også mulighed for, at redaktøren og udbyderen af forummet kan blive gjort ansvarlig for medvirken til publicering af indholdet på et sådant forum. Dette fordi der gælder et medvirkensansvar i dansk ret, og når man har stillet et forum til rådighed for en ansvarspådragende handling, medvirker udbyderen af debatforummet til den ansvarspådragende handling.

Vi har endnu ingen sager i dansk ret, der afgør omfanget af et medvirkensansvar, men der skal formentlig en del til.

Det forekommer dog ikke sandsynligt, at domstolene generelt vil betragte en indehaver af et debatforum som medvirkensansvarlig. Det må formentlig kræves, at han på en eller anden måde enten har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Fx vil det nok være tilfældet, hvis han ikke fjerner retsstridige indlæg, når han bliver bekendt med dem.

Det er heller ikke afklaret i retspraksis, om der foreligger en sådan handlepligt, men det vil normalt være omkostningsfrit og forholdsvist simpelt for forummets udbyder at få fjernet indlæg, som han må antage er i strid med lovgivningen, og som modsat kan medføre væsentlig skade.

Men det er ikke usandsynligt, at domstolene vil statuere, at en sådan pligt eksisterer, i særdeleshed ikke hvor der er tale om åbenlyse overtrædelser af lovgivningen.

Der findes ikke i lovgivningen pligt til at gennemgå indholdet af sit debatforum, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at udbyderen af forummet kan holde sig i bevidst uvidenhed om indholdet af indlæggene i hans forum.

Domstolene vil nok være mere tilbøjelige til at pålægge en handlepligt, hvor der er tale om erstatningsansvar, end hvor der er tale om et evt. strafansvar, idet der sædvanligvis stilles større krav til strafpålæggelse end til pålæggelse af erstatningsansvar.

E-handelsloven

I nogle situationer vil lov om visse tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel, kaldet E-handelsloven, komme til undsætning og befri for et ellers truende ansvar.

E-handelsloven finder anvendelse i forbindelse med informationssamfundstjenester, hvorved forstås elektroniske tjenester, der har kommercielt sigte, og som leveres efter anmodning fra en tjenestemodtager. Det er dog ikke et krav, at tjenesten leveres mod betaling.

Debatfora, der drives af medier, vil normalt have et sådant kommercielt sigte. Men visse debatfora vil dog stå uden for E-handelsloven, fx debatfora der udbydes af privatpersoner, interesseorganisationer m.fl.   

Som det væsentligste i denne sammenhæng medfører E-handelsloven, at udbyderen af debatforummet ikke kan blive ansvarlig på grund af indholdet af et indlæg i debatforummet, forudsat en række betingelser opfyldes.

For det første skal indlægget være skrevet og tilføjet til debatten af en bruger og ikke udbyderen selv.

Herudover må udbyderen ikke have kendskab til, at indlægget er ansvarspådragende; så snart han burde blive bekendt med, at indlægget var ulovligt eller ansvarspådragende, skal han fjerne eller spærre adgangen til det pågældende indlæg.

Opfyldes disse betingelser, kan udbyderen ikke blive pålagt ansvar for indholdet af de indlæg, der findes i forummet.

E-handelsloven giver derfor den snor, som er nødvendig for, at det er muligt at udbyde debatfora uden hele tiden at skulle tage højde for et tyngende ansvar.

Generelt må det tilrådes, at der laves en politik for, hvad der må lægges op på debatfora samt en politik for kontrol og reaktion fra indehaverens side.

Nr. 35 juni 2004
Kontakt eJour, hnk@djh.dk