e J o u r
FORSIDE
KONTAKT OS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Offentlig debat med dørmand

Journalistforbundet blev ramt i nakken af gode intentioner om en åben debat og måtte i en periode helt lukke for offentlige ytringer på forbundets netsted. Nu har ændrede retningslinjer genskabt den gode tone.

Af Esben Ørberg, eo@journalistforbundet.dk, informationschef i Dansk Journalistforbund


Journalisten elsker debatten, især debatten om sig selv som journalist; måden vi udfører vores arbejde på. Vi er mere debatlystne end nogen anden faggruppe.

Vi debatterer dog helst med hinanden, og vi har ulyst ved, at andre blander sig, navnlig hvis indblandingen foregår offentligt.

Det ligger i hele vores metiér, at vi fremhæver mediernes selvregulering som et almengyldigt mantra. Dermed også sagt, at vi helst vil være fri for andres forsøg på indblanding.

Debat siden 1998

Journalistforbundet var da også tidligt ude, i 1998, med en åben medlemsdebat på nettet.

Ret hurtigt erfarede vi dog, at debatten måtte have en fællesnævner. Det var simpelthen uinteressant for publikum at overvære en debat om hvad som helst.

Vores første reform af net-debatten var derfor et lille kunststykke, nemlig at opdele debatten i to rum; ét med titlen ’Forbund & Journalistik’ og ét, der slet og ret hed ’Andet’. I flere år blev ført en til tider spændende debat om faget og fagforeningen i det ene rum, og redaktionen flyttede blot indlæg over i ’Andet’, når vi mente, at indlæggene var uden relation til emnerne i det første rum.

Vi indførte også et sæt særdeles liberale retningslinier for god debat-skik. Vi slog i bund og grund blot fast, at debatten skulle være urban, altså ikke-injurierende, og debattøren skulle identificere sig. Vi følte som journalisternes forbund en forpligtelse til at være mere åben end de fleste andre virksomheder og organisationer.

Det gør vi ikke mere, for vi blev ramt af vores egen åbenhed.

Fantasternes forum

I takt med, at netdebat vandt frem, og debattørernes antal blev mangedoblet i årene fra 1999 til 2003, viste det sig nemlig, at vores debatforum tiltrak flere og flere fantaster, som sugede sig fat hos os for at få eksponeret private hævntogter og irrationelle fobier. Vi både flyttede og slettede indlæg i en lind strøm, men det lod blot til at opildne fantasterne, som hævdede at være udsat for ’censur’.

Vi besluttede derfor at afskærme debatten til det for offentligheden lukkede medlemsnet. Vi antog, at medlemmer indbyrdes ville være mere kultiverede. Det viste sig dog at være en naiv forestilling.

Da en ny debatfunktionalitet, som var indkøbt sammen med vores nye CMS-system, viste sig at være meget lidt brugervenligt, tog vi en dramatisk beslutning og drejede simpelthen nøglen om; vi lukkede debatten helt.

Og jo, vi havde overvejet at hyre en moderator med erfaring fra netdebatter. Men vi besluttede, at det ville være spild at medlemskroner.

Genåbnet i ny form

Tiden frem til midt i marts i år, da vi har genåbnet en åben debat under ny retningslinjer, brugte vi til at overveje vores egen rolle som udbyder af et netsted med debat. Vi besluttede at betragte forbundet som enhver anden medlemsvirksomhed, der åbner sine døre for medlemmer og øvrige gæster.

Alle skal kunne være her. Men det er forbundet, der åbner døren. Som i alle andre sammenhænge er det derfor nødvendigt med en vis hensynstagen for at sikre en god atmosfære. Vi skelede til de efterhånden årelange erfaringer med netikette, altså de sociale færdselsregler på nettet.

Vi genoprettede derfor den offentlige debat -- med et nyt og smartere debatmodul -- og med et par tilføjelser til vores debat-retningslinjer.

For det første henviser vi til den gode opførsel, netiketten, som bl.a. er beskrevet på usenet.

For det andet fik webmaster og redaktør et simpelt redskab. Hvis vi vurderer, at et indlæg ikke er relevant for vores forum, fjerner vi det! Som usenet skriver: Det er ikke rart at være i samme rum som en fyr, der råber Fuck you! hele tiden.

De sidste to måneder har vi haft en ofte livlig og spændende debat om journalistik og forbund. Fantasterne har fundet andre fora, og kommer de tilbage, har vi redskaber til at kunne bibeholde en god stemning -- formuleret i retningslinjerne.

Vi foretog dog for nylig endnu en ændring, idet vi præciserer, at den enkelte debattør kan stilles til ansvar, hvis debatindlægget er retsstridigt eller ansvarspådragende. Her henviser vi til et netsted, som vi for år tilbage etablerede i samarbejde med Danske Dagblades Forening.

Og vi tilføjer derefter, at vi selv har et ansvar, når vi bliver bekendt med, at vores forum indeholder sådanne indlæg. Vi kan da gøres medansvarlig. Netop derfor overvåger vi debatten intensivt og sletter indlæg af denne karakter samt indlæg, som webmaster eller redaktør finder irrelevante for vores forum.

Vores oprindelige vidt åbne dør har således fået en dørmand, som dog yderst sjældent har brug for at træde i aktion. Dørmanden eksisterer altså ikke fysisk som en egentlig moderator, men er alene redaktionens værktøjskasse i form af fornuftige retningslinjer. Er det nødvendigt af hensyn til de øvrige gæster, fungerer dørmanden som effektiv udsmider.


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.

Nr. 35 juni 2004
Kontakt eJour, hnk@djh.dk