 |
|
|
|
Krigens billeddækning lader sig ikke styre, hvad enten billederne
er ægte eller falske
Af Helle Nissen Kruuse, hnk@djh.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
Billedet har forlængst mistet sin uskyld. Dets
sandhedsværdi er hver dag til diskussion på nettet. Vi
finder her både den ægte og den falske illustration, den
grusomme og den udspekulerede. Nettet er en transmissionskanal, der
viser alle sider af livet. Og i Irak slår virkeligheden endnu en
gang fantasien med adskillige alen.
Og dog, virkelighed og ægthed er der nu ikke tale om hver gang.
Soldater-porno
Men det er næppe de største kildekritiske udfordringer,
journalister og massemedier stilles overfor, når de
sædvanlige porno-samlinger udstyrer deres modeller med
soldateruniformer og hævder at skildre livet i en
militærlejr i Irak.
Sådanne samlinger cirkulerer over hele verden og kan i de
arabiske lande være med til at optænde følelserne
imod vesterlændinge.
Den amerikanske journalist Christopher Albrittons fortæller i maj
i sin blog Back
to Iraq, om, hvordan han er blevet opfordret til at
offentliggøre billeder af 'amerikanske soldater, der voldtager
to irakiske kvinder'. Billederne er velkendte i den arabiske verden,
men Albrittons afviser dem som falske.
Forsvaret
advarer
Alligevel må der også herhjemme være fare på
færde og dermed risiko for falske forestillinger baseret på
falske billeder, som selveste den danske forsvarskommando
åbenbart føler det nødvendigt at gå ud og
advare mod.
19. maj udsendte Forsvarskommandoen nemlig meddelelsen Falske
Irak-billeder i omløb, hvori det hedder:
"Det danske forsvar tager skarpt afstand fra billederne, der er groft
manipulerede og uden hold i virkeligheden."
Billederne viser en påstået dansk soldat sammen med to
irakiske drenge, der bærer et papskilt med en tekst, der KAN
være stødende (som i forsvarets eksempel) -- men
ikke behøver at være det. Se selv dette eksempel.
Et amerikansk
netsted har lavet en grovkornet spøg med et foto af en amerikank
marinesoldat sammen med
to børn og tillader stedets besøgende selv at udfylde
skiltets tekst. Ingen danske medier er mig bekendt faldet for
fupnummeret.
Redaktør
fyret
Derimod er den britiske tabloid-avis fuppet af et falsk billede i et
sådant omfang, at det kom
til at koste avisens unge chefredaktør Piers Morgan stolen, da
han for
længe insisterede på, at billedet af en britisk soldat, der
tissede på en irakisk hætteklædt fange, var
ægte.
Billedet fyldte Mirrors
forside 1. maj, som stadig findes i bladets arkiv.
Avisen undskyldte 14. maj: “The Daily Mirror published in good faith
photographs which it
absolutely believed were genuine images of British soldiers abusing an
Iraqi prisoner. However there is now sufficient evidence to suggest
that these pictures are fakes and that the Daily Mirror has been the
subject of a calculated and malicious hoax. The Daily Mirror therefore
apologises unreservedly for publishing the pictures and deeply regrets
the reputational damage done to the QLR [Queen’s Lancashire Regiment]
and the Army in Iraq.”
Og forsiden 15. maj var fyldt ud med ordene "Sorry ... We Were
Hoaxed". Den kan også stadig ses i
avisens forside-arkiv.
Avisen donerer sine indtægter fra billedsalget, 50.000 pund, til
velgørenhed. En britisk soldat er siden anholdt og tiltales for
forfalskningen.
De mange valg
Men et er professionelle mediefolks første stadium af
overvejelser over for et billede: er det sandt eller falsk?
Jo mere betændt en situation bliver, jo stærkere bliver
behovet for kildekritisk erfarne journalister, der er i stand til at se
igennem mediestrømmens mange tilbud om fuphistorier og
fupbilleder.
Dernæst: selvom kildekritikken kan fastslå et billedes
autencitet, er
offentliggørelsen naturligvis ikke dermed givet. Så
følger næste stadium. For mediet kan jo også afvise
at offentliggøre et sandt billede,
hvis man ikke finder det relevant i en nyhedssammenhæng, eller
fordi man simpelthen finder det for grupopvækkende og
vælger at nøjes med en omtale.
Den beslutning træffes vel vidende, at hvis ikke mediet viser
billedet, vil andre gøre det. Massemediernes monopol blev
nedbrudt med internettets udbredelse, og i dag er der ingen
begrænsning i offentliggørelserne på nettet.
Abu Ghraib
Pandoras æske blev åbnet af the New Yorker 30. april med et
online
slideshow af rystende billeder taget af amerikanske soldater i
fængslet Abu Ghraib ved Bagdad.
Afsløringerne af soldaternes behandling af de irakiske fanger
har
nu ført til en stribe retssager.
Billederne blev de følgende dage offentliggjort over hele
verden. En karakteristisk forskel mellem publicering på papir og
online har kunnet registreres i USA: de stærkeste billeder af
ydmygede og mishandlede irakiske fanger er aldrig vist i papiraviserne
men kun i deres online-udgaver.
Noget andet er en europæers undren over, at amerikansk
mediekultur kan formås til at offentliggøre billeder af
ydmygede mennesker, men tydeligvis finder det utænkeligt at
bringe billeder af de samme menneskers kønsdele, der derfor
omhyggeligt er tildækket. Kønsdele er mere tabuiseret end
mishandling.
I løbet af måneden er drypvis dukket flere billeder fra
fængslet op, og mange angives at være taget med
kameratelefoner og digitale kameraer.
Også Washington Post har sidst i maj offentliggjort billeder
og videoer
(gratis registrering) fra fængslet.
Pentagon og the White House bliver snart nødt til at erkende, at
den moderne teknologis virkelighedsbeskrivelse ikke kan standses af
politiske beslutninger om 'classification' eller af Rumsfelds forbud
mod kameratelefoner i hæren. Se fx AP-artiklen
7. maj om hvordan krigsdækningen ændres af digitale
kameraer og hurtige netforbindelser.
Der er kun én måde at undgå billeder af
mishandlinger på: ved at undgå mishandlingerne selv.
Men det skulle blive værre i månedens løb.
Halshugning
Som krigen i Afghanistan havde sin halshugning af en amerikansk
civil borger, journalisten Daniel Pearl, har Irak nu fået sin.
Pearl var jøde og blev halshugget af muslimer i 2002 i Pakistan.
11. maj fortalte verdens medier så igen om en amerikansk borgers
halshugning. Igen en jøde, igen af muslimer, denne gang en
26-årig forretningsmand Nicolas Berg.
Hvor tv-medierne kun viste optakten til ugerningen og standsede
gengivelsen,
før armen svingede og kniven lynede, så finder vi
begivenheden ucensureret på nettet.
Henrettelsen blev lagt ud på nettet som en video på et
arabisk netsted Muntada al-Ansar;
stedet synes siden at være
lukket ned.
De færreste massemedier på nettet -- om nogen -- henviser
med link til
halshugningen. Det er nok også de færreste netbrugere, som
vil se den.
Men vil vi se videoen, kan vi vælge at se den. Og vi kan ikke
kritisere andre for en uetisk fremfærd, for vi har selv valgt at
klikke på et link og dermed defineret vores egen norm. Vi er ude
på eget ansvar. Vi bliver ikke overrumplet.
Det er lige
præcis på det felt, at nettet er unikt.
Der kan findes grusomme optagelser, ord, billeder på nettet, men
ser jeg dem, har jeg selv valgt at se dem og må selv tage
ansvaret uden at kunne kritisere en eller anden overcensor for at have
svigtet. Jeg er min egen censor.
Videoen ligger på adskillige netsteder både i USA og i
Skandinavien, men efter at have set fastbillederne (Advarsel:
stærke billeder) hos både
Drudge Report og
på Information
Clearing House har jeg ikke magtet at gå
videre.
Information Clearing House begrunder
sin politik således:
"There is a war going on for the minds of America, those waging this
war are determined to control the American people by taking possession
of our minds and by controlling our sources of information. Truth is
indefinable. Information is unlimited."
De 288 kister
Også The Memory Hole har lagt Nick Berg-videoen
på sit netsted, men er ellers især blevet kendt for sine
exceptionelle billeder af 288
kister
af soldater, der var døde i Irak og fløjet til Dover
flybase, Del. Stor trafik gør siden meget langsom.
Pentagon tilbageholder normalt sådanne billeder, som amerikanske
medier også er meget tilbageholdende med at vise, men netstedet
skaffede sig dem ved insisterende brug af landets
offentlighedslovgivning.
Men en bemærkning
hos CyberJournalist
i the American Press Institute, der har skrevet om
sagen, kan varsle en kursændring:
"If anyone doubts the power of independent journalists to make a
difference -- and offer legitimate competition to major media
organizations -- The Memory Hole's scoop should serve as a good wake-up
call."
Det 'groteske'
lår
Terror-bomberne på en banegård i Madrid tidligere i
år har også tydeligt illustreret mediers uens
holdning til dramatiske billeder.
Lederen af Poynters afdeling for visuel journalistik Kenneth
Irby har
undersøgt, hvordan en lang række avis- og
magasin-medier
har håndteret en El Pais-fotografs foto. Billedet er taget fra
baneterrænet og er en stærk fortælling af
begivenheden,
da henved 200 mennesker blev dræbt og 1800 kvæstet. I dets
nederste venstre hjørne ses en afrevet legemsdel (et menneskes
lår).
Billedet blev distribueret verden over af Reuters, hvis abonnenter ikke
har ret til at ændre de indkøbte billeder. Ikke desto
mindre viser Irbys eksempler adskillige billedbeskæringer,
så låret blev skåret væk, eller tekst blev
placeret hen over den del af billedet.
Mange medier praktiserede en
holdning som udtrykt af USA Today: "...it would be too grotesque to
show body parts".
Personligt
ansvar
Mediernes håndtering af den seneste tids mange billeder kan give
afsæt til mange etiske debatter. Der er ikke blot en forskel
mellem den amerikanske og europæiske etik og mediekultur, men
også mellem de forskellige medietyper.
Hvor en vis tilbageholdenhed er naturlige
på papiraviser og i fjernsynsnyheder, hvis læsere og seere
ellers kunne blive forulempet af dramatiske, uventede konfrontationer,
så har den type overvejelser måske mindre berettigelse
på nettet.
Grænserne kan træffes andre steder på nettet, fordi
dets brugere anderledes direkte gøres personligt ansvarlige for,
hvornår det er tid at sige stop over for fx et netmedie, der
vælger en tæt og intensiv billeddækning i sine
nyheder.
Har et netmedie fravalgt den renskurede og stærkt censurerede
dækning af virkelighedens dramaer, kan det sværere
bebrejdes sine valg, hvis det tydeligt har orienteret sine brugere med
en klar advarsel om,
hvad der måtte ligge af gru bag det næste klik.
For på nettet er det brugeren, der med sine klik
trækker stregen i sandet. Brugeren må selv bære
ansvaret for oplevelsen.
Det forekommer mig, at nogle netmedier endnu
mangler at få identificeret deres etiske rygrad og tydeliggjort
dens egenart over for papirmediet eller fjernsynsudsendelsen. I dag
synes der stadig at være megen parallellitet mellem
papiravisen og onlineudgaven.
Forskelle forekommer til tider mest at bero på
tilfældigheder og mindre på en klar erkendelse af
medietypernes fundamentalt forskellige natur. Den erkendelse kan ellers
føre til en frugtbar nuancering og differentiering af den totale
nyhedsdækning.
Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til
være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet
siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så
må I prøve at lede lidt på stedet.
|
|
|
|
|
|