 |
|
|
|
|
Når historier på nettet tager form
|
Ny dansk bog om den digitale fortæller er et tiltrængt
bidrag til udvikling af netmediet
Af Ib Konrad Jensen, ikjensen@og.dk,
medlem af eJours redaktionsgruppe
I mange år har vi ævlet og bævlet om den ny
journalistik på nettet, og nu er der endelig en journalistisk
zoolog, der på dansk har sat sig for at forsøge at
beskrive levevis, adfærd og forplantning hos det ny, store dyr i
åbenbaringen. Det er journalist Bjarke Myrthu, medproducent
på den roste webproduktion "Den indre fjende", der i en ny bog,
Den digitale fortæller, forlaget Ajour, tager os med på
opdagelse i digitaliseringens jungle.
Det gør han godt og kompetent, og bogen
er hermed allerede anbefalet til alle, der har interesse i
eller arbejder med netmediet -- og som kan bære over med enkelte
mentale kortslutninger og trivialiteter.
Til
fortællere
Bjarke Myrthus bog (152 sider) henvender sig til
fortællere mere end til journalister, fastslår han i
indledningen. Nok kan man have brug for journalistisk metode, dog
primært kun til research, men på nettet er man i rollen som
fortæller, og dét, mener forfatteren, er noget andet.
Bogens styrke er, at den koncentrerer sig om det noget diffuse
journalistiske fænomen, som i mangel af mere præcist udtryk
er blevet kendt som webfeature, temasite, webdokumentar, digital
narrativ m.v. I bogen spænder det fra de ressourcestærke
mediers webproduktioner som fx CNNs "America Remembers" om 11.
september til den prisbelønnede danske lowcost-produktion ”Para
Nuca Olvidar” om overgreb mod indianerne under borgerkrigen i
Guatamala. Han tidsfæster det i den journalistiske evolution,
beskriver dets karakteristika, anviser veje og faldgruber og
eksemplificerer.
Han har valgt at skelne mellem temaer og narrativer,
hvor begrebet henviser til den måde, som historien struktureres
og formidles på.
I temaet lader man typisk modtageren plukke
mellem informationsenheder, der er knyttet op i en hierarkisk
navigation, som vi kender det fra nettets hjemmesider.
Den narrative er
derimod opbygget som historie med en start og en slutning knyttet
sammen af en linkstruktur, der i større eller mindre grad lader
modtageren vælge sig vej mellem de to yderpunkter.
Bjarke Myrthus
hjertebarn er den narrative, fortællingen, og det er den, han
bruger sin energi på at dissekere og analysere, og det gør
han systematisk og forbilledligt.
Han analyserer de journalistiske genrebegreber i
forhold til nettet -- og giver påstanden om, at nettet kunne
tilføre journalistikken ny genrer og omdefinere de gamle, et
fortjent nådeskud. Fortællingen på nettet
trækker på gamle journalistiske redskaber og begreber og
giver dem i kraft af nettets digitale byggesten nyt udtryk. Det
dokumenteres med et utal af eksempler, som i bogen er kort resumeret og
begrundet, men som der (selvfølgelig) også er link til fra
bogens netsted under cfje.
Skønhedspletter
Bogen er bygget nærmest kronologisk op og
indledes med et par kapitler, der fastlægger præmisserne
for udviklingen af den digitale fortælling (og bogen selv!),
nemlig udviklingen af nettet som informationsmedie.
Man kan diskutere
behovet for at få repeteret lanceringen af browseren Netscape i
1994; og påstanden om, at det var prinsesse Dianas død i
1997, der fik sat skub i de etablerede mediers netaktiviteter, virker
ikke overbevisende på denne anmelder.
Men det er
skønhedspletter på linje med argumentationen for, hvorfor
nettet og biografen ligner hinanden: ”Oplevelsen, som dem man får
i biografen, kan også opnås gennem nettet, selv om der ikke
er surround sound og THX-lyd endnu.” Det er næppe kun bedre
lydkvalitet, der skal til for at skabe en biograf på min
Aldi-computer.
Herfra går det videre med at identificere det
fortællemæssige og tekniske klaviatur, som den digitale
journalist har at spille på. Efterhånden bliver det hele
dog alt for teknisk, inden bogen rundes af med en temmelig omfattende
gennemgang af besværlighederne med at producere ”Den indre
fjende”.
Her skæmmer en dum selvmodsigelse ved på den ene
side at fastslå, at produktion af en digital fortælling er
så kompleks og omfattende, at den skal forberedes meget
grundigere end megen anden journalistik, hvor man kan nå at
"indhente huller" senere. Men samtidig har en netfortælling den
fordel, at man kan rette småfejl efter frigivelsen.
Et
tiltrængt bidrag
Hvis der er noget, bogen savner med sin store fokus
på fortællingen, så er det en mere detaljeret analyse
af den digitale fortællings syntaks til supplement for de mange
ord. At bogen viser trin for trin, billede for billede, hvordan man
etablerer en scene i en digital fortælling. Hvordan en producent
opbygger en spænding og formår at fastholde modtageren i et
bestemt spor uagtet andre klikmuligheder på skærmen.
Kort
sagt at den havde forsøgt at uddrage den digitale
fortællings eget sprog i det omfang, det findes.
De mange eksempler, som der henvises til i bogen og
på netstedet, er selvfølgelig meget illustrative og sine
steder lærerige. Det er dog lidt påfaldende, at mange af
dem
er holdt i en tung og andægtig rytme (klavermusik er meget
populært). Det er måske den beskedne båndbredde,
der får producenterne til at bruge lange, lange overtoninger og
uendeligt langsomme panoreringer, så modtagerne ikke bliver
utålmodige af at vente på, at næste flashfilm skal
downloade, før de kan komme videre i dramaet.
Uanset skønhedspletterne er Den digitale
fortæller et tiltrængt bidrag til udvikling af netmediet.
Den gør status, skaber overblik og den inspirerer, men den ville
have vundet ved at erstatte de lange tekniske tirader med nogle mere
udbyggede analyser af fortælleteknikken.
|
|
|
|
|
|